Marc van der Velden er blandt de mange udenlandsk-fødte kunstnere, der efter deres indvandring har beriget og kvalitativt løftet dansk børne- og ungdomsteater. Som dramatikere, spillere, instruktører, teaterledere og i organisatorisk arbejde.
Således også Marc, der deltog på Horsens Teaterfestival i september med forestillingen ’Jeg hedder Joop’ i regi af teatret Det første bogstav. Han har nemlig lavet sit eget teater til sine egne projekter efter flere årtier som (med)kunstnerisk leder af så estimerede børne- og ungdomsteatre som Theater La Balance, Corona La Balance og senest ZeBU. Her stoppede han i slutningen af 2020 for at fortsætte en karriere som freelance-instruktør, dramaturg og dramatiker – og altså nu også teaterejer.
Opgaver i ind- og udland
»I snart 30 år som teaterleder har jeg elsket at være med til at skabe de organisatoriske rammer, der er en forudsætning for, at god kunst kan opstå. Men her på det sidste har jeg mærket, at jeg har det bedst, når jeg står som instruktør på gulvet, nørkler med en dramaturgisk analyse eller forestiller mig, hvordan rum, musik og lys er med til at give replikkerne luft under vingerne, når jeg skriver et manuskript. Og det ønsker jeg at have mere tid til,« lød det fra Marc, da han i december 2019 meldte ud, at han ville stoppe på ZeBU – om end først pr. 1. januar 2021.
Han havde dog tjansen som programlægger af SpringFestival 2021, arrangeret af ZEBU, og siden har han bl.a. instrueret ungdomsforestillingen ’Tyvetyve’ – et samarbejdsprojekt for Teater Apropos, Teaterhuset Filuren og Syddjurs Egnsteater og dernæst hos sidstnævnte en opdateret version af ’Nikio og den store samurai’, der var Reumert-vinder i 2004.
Det er også blevet til et par genopsætninger af ZeBU’s og Musikteatret SAUM’s ’Min far og Vrede Mand’ og ’Historien om V’, de to teatres samproduktion med Den Ny Opera – og til ’LEAR’, i regi af The Shakespeare Lab: en bearbejdelse af Kong Lear, skåret ind til benet, for to kvindelige skuespillere og et projekt for unge og voksne.
Men også udlandet har trukket i ham med en instruktionsopgave for et teater i Syditalien, og ganske nyligt er han vendt hjem fra Barcelona efter første del af en instruktionsopgave for en kommende co-produktion mellem ZeBU og det catalanske teater Xirriquiteula, som mange givet kender her i landet for bl.a. deres giraf-mennesker, der har været signaturgæster på alle udgaver af Springfestival.
Anmelderanalytisk
Men det er altså også blevet til etableringen af et nyt teater og dets første forestilling, ’Jeg hedder Joop’, der er en autentisk historie om en jødisk dreng fra Holland, som overlevede nazismen under Anden Verdenskrig – med den interessante pointe, at virkelighedens Joop Vos stadig lever, er 87 år og bor i Danmark. Det er således dennes barndomserindringer og samtaler med Marc van der Velden, som forestillingen bygger på.
I anmeldelsen her i Teateravisen kaldte Kirsten Dahl det ’en på alle måder fremragende forestilling om menneskelig fortræd, mod og håb’ og roste ’Marc van der Veldens fremragende manuskript og kompetente iscenesættelse, Bo Stendell Larsens helt igennem sublime skuespilpræstation’.
»Det er en super gave som teatermager at få en så udførlig, detaljeret og ’undersøgende’ anmeldelse. Og ikke kun fordi hun ikke lægger skjul på sin begejstring. Hun prøver også virkelig at analysere og sætte ord på, hvad det præcis er, det gør både manuskript, instruktion og skuespillet så fængslende. Hun nævner bl.a. tekstens raffinement og dramaturgiske opbygning, dens brug af konkrete beskrivelser og sanselige iagttagelser, det virkningsfuldt enkle rum og det stilfærdige og enkle arrangement og ikke mindst skuespillerens eminente opbygning af en slags ’dobbeltkarakter’ og hans brug af pauser og fraseringer i stemmebrug,« lyder det fra Marc, der tilføjer:
»Og Kirsten Dahl er selvfølgelig – udover en årelang erfaren iagttager af forestillinger for børn – også en af de få endda akademiske forskere i de særligt kunstneriske, poetiske og indre-billeder-skabende kvaliteter af dansk børneteater.«
Den autentiske historie
Marc noterer selv, at ’reaktionerne har over hele linjen og fra alle aldersgrupper været aldeles positive’ for ’Jeg hedder Joop’.
»Og det er jeg glad over, men faktisk også overrasket. Det er jo en krævende forestilling med en time uafbrudt tekst og ikke særlig meget fysisk handling, i hvert fald ikke med de store armbevægelser eller skiftende scenebilleder. Men uanset alder har (med meget få undtagelser) alle børn og unge (og voksne med) været indfanget af den elementært spændende historie og i særdeleshed af Bos flotte spil. Og det var også skønt at opleve, hvordan flere af eleverne efter forestillingen flokkedes sammen omkring Bo for at hilse på ham, se på rekvisitterne i hans lille kuffert og for at spørge, om det nu også virkelig var ham, der VAR Joop… «
Men den rigtige Joop lever altså i bedste velgående i Danmark. Den ultrakorte historie er, at han i september 1945 som niårig blev sat på et tog til Danmark, hvor der forude ventede syv måneders plejeophold for at komme til kræfter efter næsten to år i koncentrationslejren Bergen-Belsen sammen med sine forældre. De overlevede alle tre, mens næsten alle andre af deres 200 familiemedlemmer omkom i Auschwitz’ eller Sobibors gaskamre.
Forestillingens autenticitet er bevægende og berigende. Joop var et af de allerførste børn, som fik hjælp af Red Barnet i Danmark, og han vendte siden tilbage til Danmark og stiftede familie – og har boet her siden 1954. De senere år har han holdt foredrag om sine oplevelser både under og efter krigen, og i september 2020, da Red Barnet fejrede sit 75-års jubilæum, fik den da 84-årige Joop overrakt organisationens ærespris for livslangt engagement for udsatte børn.
Flygtningebørns universalitet
Joop har besluttet at donere alle sine rettighedspenge til organisationen, så hver gang forestillingen spilles, lægges der et beløb til side til Red Barnets arbejde.
»’Flygtningebørn’ som emne er efter min mening mere universelt, fra alle tider, end kun aktuelt, lige her og nu – selv om vi i øjeblikket hver dag og med fuld kraft får beretninger fra endnu en modbydelig krig, hvor børn er de mest sårbare og uskyldige ofre for et kynisk spil om magten. Som jeg ser det, er ’flygtningebørn’ et emne der fornyer sig konstant og derfor måske kan kaldes med en i dette tilfælde lidt spøjs formulering som ’evigt aktuelt’. Ligesom ’Red barnet’ er en organisation der blev oprettet for mere end 75 år siden, men stadigvæk har nok at arbejde med, både i Danmark og i udlandet,« siger Marc, der er glad for at have fundet Joop og hans historie.
»Joop Vos selv er på den måde for mig netop den rette person / karakter til at slå bro mellem historie og nutiden. Ved netop at lade ham, som ældre mand, fortælle om hans oplevelser som barn, har givet mig den mulighed til at gøre historien nærværende for børn nu.«
Det første bogstav
Hvad det vil løbe op i, vides ikke. Der er planlagt en forårsturne i april næste år omkring Aprilfestivalen i Esbjerg, en efterårsturne i september 2024 og to kortere perioder i foråret 2025.
»Så må vi se, om folk bider på! Nu til dags skal man vel være glad for hver eneste forestilling, man får solgt, når man laver en forestilling, der kan opfattes som ’krævende’,« lyder det køligt fra Marc, for det er længe siden, at han har oplevet den store ’flodbølge’ af salg.
’Jeg hedder Joop’ er altså produceret i hans eget teater – med støtte fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) og nogle fonde. Til lejligheden oprettet som en selvejende institution under navnet ’Det første bogstav’. Og det teaternavn skriger jo nærmest på en forklaring:
»Navnet Det første bogstav er valgt, fordi jeg er vildt fascineret af historier om opfindelse, brug og udvikling af skriften – på tværs af så forskellige kulturer som de mellemøstlige, de østasiatiske og de syd- og mellemamerikanske,« fortæller Marc.
»Men jeg er også bekymret for, at kunsten at kunne skrive i hånden selv – med alt hvad det gør for vores hjerne og vores evne til at sanse – er ved at forsvinde på grund af den massive digitalisering. Og da tænker jeg både på et barn, der for første gang og med et par spejlvendte bogstaver skriver sit eget navn, og den kunstner der næsten intuitivt og med et par hurtige bevægelser skriver de flotteste kalligrafiske skrifttegn.«
Alt for få frie midler
Hans næste produktion i Det første bogstav skulle have været ’At skrive i hånden’ og med netop den fascination og den bekymring som motor. Et nyt og tværæstetisk projekt med en danser, en dukkespiller og en live-tegner samt et hold af meget dygtige medarbejdere bag scenen. Men projektet fik ikke penge fra PUS, så udover ’Joop’ er teatrets kalender indtil videre tom.
»Indtil videre betragter jeg Det første bogstav som en praktisk konstruktion til at sætte egne projekter op og administrere dem efter gældende regler. Efter at jeg i over 30 år har været teaterleder – sammen med et par dygtige co-ledere – har jeg ingen vilde planer og ambitioner om at lade min lille selvejende institution vokse ud til et fuldbårent teater med regulært repertoire og flere fastansatte,« siger Marc.
»Jeg er utrolig taknemmelig for, at vi i sin tid med Theater La Balance, Statsensemblet for Børneteater og ZeBU fik mulighed for med opbakning fra henholdsvis amterne, staten og kommunen at føre vores drømme ud i virkeligheden. Og ikke mindst takket være nogle ildsjæle i de daværende tilskudsorganer. Men jeg ser med bekymring på, at det er sværere og sværere for nye unge kunstnere til at komme til fadet og komme væk fra en tilværelse med sporadiske og alt for smalle projektstøttemidler.«
»Der er alt for få frie midler i støttesystemet til at støtte den levende teaterkunst, der vil sit publikum noget, ruske i os, stille spørgsmål ved det eksisterende, skabe drømme om en bedre verden – i stedet for den kunst der blot vil underholde os og stryge os med håret. Der støttesystem, som jeg mødte i mine første år i Danmark (i starten 90’erne), virkede på mig mere åbent, dynamisk og kommunikerende, mens jeg nu får det indtryk, at det er låst fast og uden synergi på tværs af organerne.«
