’Det levende loft!’ Det lyder som et spændende sted. Og foran en løfterig scenografi fyldt med låger og skuffedarier træder en sympatisk Susanne Storm frem og får umiddelbar kontakt med børnene i den mindste sal på Det Lille Teater.
Hun skal finde julepynten frem, det er derfor hun er kommet herop, men først skal der ryddes en smule op blandt alle de rekvisitter og ragelse der samler sig på sådant et mærkværdigt loft. At smide ting ud er imidlertid svært, der er minder knyttet til alt, og lykkelig er den der finder den anden halvdel af den tørre kringle fra sidste jul. Jamen, så skal de jo bare limes sammen! og så hører de hjemme i hylden for alt det der bare skal repareres en lille smule.
SÅ enkelt er det ikke!
Forestillingen gør det næsten utilgiveligt enkelt for sig selv. Uden den mindste antydning af en rød tråd, endsige dramaturgi eller raison d’etre, zappes der fra én låge til den næste kasse, fra én æske til den næste skuffe.
Jeg savner en samlende idé, en rammehistorie der kan give mening, noget at vende tilbage til når de enkelte svinkeærinder er overstået.
Grundidéen om at rydde op, for derefter at finde julepynten frem, forsages hele tiden til fordel for de spændende låger der hver for sig indeholder stof til nye udflugter i fantasiens verden, men som mangler den sammenhæng der kunne gøre forestillingen til noget mere end en hel masse fragmenter. Fragmenter der drysser enkeltvis ned på gulvet og som ikke – eventuelt til slut – kan samles op til noget der giver en større mening end den bunke peberkager der på mystisk vis har samlet sig i kagedåsen.
Det indre ’næææh!’
Nåh…ja…jeg trækker lidt i land: Det fragmenterede behøver ikke i sig selv være så slemt. Men det forudsætter at hvert enkelt fragment gives en magi, der trigger vores forundring, og så bliver det selve undringen der skaber dramaturgien og sammenhængen. Det kræver at vi (børn, voksne, alle) hører en stemme der kalder på vores indre ’næææh’, – en slags ærbødighed over for det spændende, utrolige, fantastiske, eller måske almindelige der lige nu og her har fået det magiske skind.
Det kan være tingen selv der er fabel-agtig, det kan være skuespillerens stemme og eget indre næææh, der skaber det eventyrlige, det kan være lyset eller lyden eller en kombination af begge der lægger det helt rette skær over scenen og det vidunderlige fragment.
(En stor skikkelse i svensk børneteater, Staffan Westerberg, spillede en gang om forestilling hvor al musik i verden var blevet indespærret i en rund lampekuppel af simpleste sort. Oplyst indefra blev kuppelen sendt ud til publikum, og i det sparsomme lys kunne man se opspærrede øjne og åbne munder der den blev sendt fra hånd til hånd. En dreng lige bag ved mig udbrød ’men det er jo plast’, men der var ingen antydning til kynisme. Hans stemme var fuld af ærbødighed – det var bare hans måde at sige ’næææh’ på.)
Fokus
Selv det mest agtpågivende publikum behøver hjælp til at fokusere. Ved siden af spillernes opmærksomhed om det rette punkt der oppe på scenen, er lyset måske det vigtigste hjælpemiddel. Jeg havde ønsket for ’Det levende loft’, at teatret kunne give bedre lysmuligheder end det flade, fulde lys, som omgiver Susanne Storm hele vejen igennem.
De enkelte skuffer og låger og deres kunstfærdige indhold får ikke den koncentration de fortjener, og heller ikke de tre eventyr som fortælles undervejs.
Susanne Storm er en fin og samlende kraft på scenen, med en venlig blød autoritet. Men skal magien etableres, må tempo og rytme også tages i betragtning. Har man forundringens nådegave, kan slow motion være mere end tilstrækkeligt hurtig. Er man trukket ind i historien, og har man fokus på ham der står på én finger øverst på rådhustårnets spir, dvæler man gerne et sekund eller to inden man går videre til næste levende billede (men altså: En egen spot ville også hjælpe).
Så jeg synes, at forestillingen gør det for enkelt for sig selv. Derved er den blevet for lidt teater, og for meget en ret almindelig samlingsstund i børnehaven. Uden en samlende dramaturgi bliver der for lidt teatral magi og for meget en hyggestund med den gode pædagog.
