Handler 'Kejserens Nye Klæder' om en tøj-fetichistisk kejser, som går med en tøjbutikindehaver-drøm i maven og som allerhelst ser sig fritaget for at skulle være kejser?
Ja, hvis man vælger den frie bearbejdning af H. C. Andersens eventyr, som Andersens Kuffert Teater har skabt.
Men magen til rodet forestilling skal man lede længe efter. Det virker som om, at teatret ikke har gjort sig den umage at spørge sig selv om, hvad originalen dybest set handler om, og heller ikke har spekuleret et seriøst øjeblik over, hvad man vil publikum med den version, man har stykket sammen.
For sammenstykket er den. Sjældent har jeg oplevet en bearbejdning af en klassiker, som stikker af i så mange retninger. De børn, jeg så forestillingen sammen med, blev mere og mere desorienterede og anstrengte i deres forsøg på at komme i kontakt med Andersen og spillet.
Møl, lyntog og flødeskumskager
Det er vigtigt at sige, at Henrik Rosenquist Andersen ikke er uden evne til at skabe en ærlig og god kontakt til sit børnepublikum. Det er jeg bekendt med fra andre af hans forestillinger. Og jeg har der også erfaret, at han kan være præcis og time sit spil, såvel i replikker, skuespil som dukkeføring. Her går det bare galt.
Hvad er der da, som skaber al den desorientering og anstrengte latter?
I korthed skyldes det total mangel på substans i fortællingen – samt det at fortællingen konstant tilsættes nye tåbelige ting og handlingsdele. Gøremål, som Andersen overgearet og uden reel kontakt til børnene fortæller og viser indenfor en lille ramme af et klædeskab, nogle sidestilte kasser, en handskedukke og nogle rekvisitter.
Udfoldet handler det om, at nok har Andersen noget han vil: Han vil som nævnt indledningsvis fortælle en historie om en kejser, som fordi han er vild med tøj hellere end at være kejser vil have en tøjbutik.
Kejseren når også dertil. Men vejen er brolagt med det ene åndsforladte og afsporende optrin efter det andet og med u-sjove klovnerier, voksenbemærkninger med mere.
Kejseren har fx hul i sin ene strømpe. Tilsyneladende for at kunne bringe et 40 år gammelt kongemøl på banen. Et møl, han skyder med mølkanon efter og som han senere tager med sig til sin tøjbutik, der skal forhandle strømper med hul i – golfstrømper, som han med en gammel voksenvits kalder dem.
Hjørring-børnene var i parentes bemærket meget uenige i det sortiment: 'Man må ikke have huller i tøjet!' råbte de anfægtede.
Kejserlig karate
Kejseren trækker også diverse klædestykker frem. Et pandebånd med et stort K på – fordi han går til karate (!?) Siden, da kejserne fortæller, at han skal med lyntoget (!?) tager han sine bukser på som om det er trøjen, og skjorten på benene som om det er bukser, mens han siger ”Hvem har stjålet hullet i mine bukser?”
Kejseren viser en medalje frem og fortæller, at den har han vundet, fordi han kunne spise fjorten flødeskumskager på én dag. Medaljen bruger kejseren sidenhen, når han overtaler sin tjener til at overtage kejser-tjansen. En tjans, som går ud på at vise sig for folket ('gå ud af sit skab'), så børn ved, at de skal i børnehave, og så de voksne ved, at de skal på arbejde (eller omvendt gå hjem derfra).
Først langt inde i forestillingen og med replikken: 'Nu skal jeg fortælle jer, hvorfor jeg er så forvirret i dag' kommer fortællingen til det sted, hvor væverne introduceres. I denne version var der kun én – en skrædder – og han introduceres som en, der laver trylletøj, som gør, at kejseren kan se, hvem der er klog og hvem der er dum.
Kejseren misforstår og hører trylletøj som syltetøj, og bruger derefter en rum tid på at finde guldtråde, diamanter, rubiner, sølvtråde og 'to mio. penge' frem af scenografiens små kasser for at give det til skrædderen. Det usynlige tøj, skrædderen fremstiller, kommer Andersen ind med i en tøjpose. Sådan en kender børn som flest ikke.
'Det er en kjole!' insisterede et barn ihærdigt. Forståeligt, da tøjposen var ret feminin i stoffet og med en bølget (blondeassocierende) kant forneden.
Nede i Fru Hansen kælder
Nuvel. Derpå hives mandsstore papfigurer frem, som det persongalleri, der skal betragte kejseren gå 'nede i Storegade'. Udover Bankdirektør Dollerup, en frøken og nogle drenge også en 'Fru Frikadelle Jomfru Hansen'.
Hun er valgt for at Kejseren – via en omvej via det kendte børnerim 'Nede i Fru Hansens kælder' kan blive opmærksom på, at han også gerne vil have sin egen butik.
Når Kejseren promenerer i de nye klæder, sker det her i en version, hvor Andresen er iført sin lange hvide natskjorte. Ikke så underligt, at børnene råbte 'Det er dit nattøj!', alt imens Andersen hen over hovederne på dem fortsætter fortællingen og referer til et barn, der siger: 'Han har jo slet ikke noget tøj på', for derpå hurtigt at fortsætte til forestillingens finale: slutscenen, hvor kejseren overtaler sin tjener til at blive kejser, så han selv kan starte en tøjbutik – i øvrigt sammen med møllet, 'som kommer med for at det kan gnaske og gnaske i alle strømperne'.
Desorientering
Teatret beskriver selv forestillingen som 'En lystig historie om at ændre sit liv' og kvitterer i en form for parodi over anmelder-stjerner med 'seks stjerner fra Onkel Børges Tante'.
Mit skudsmål er anderledes skarpt, idet jeg vil sige, at så grundigt – med så mange desorienterede greb, og i et spil, som er så fuldstændigt blottet for musikalitet og fornemmelse for timing – kan man åbenbart maltraktere en eventyrklassiker.
Det berører næppe H.C. Andersen, men der er en reel risiko for, at børn, der overværer forestillingen, bliver frustrerede og kørt op i en spids uden at få noget som helst væsentligt med sig.