Af: Janken Varden

3. marts 2009

Maleriets egentlighed findes inde i billedet

Billedkunst fra Velasquez til Appel levendegøres i Teatret Månegøgls nyeste forestilling, og det lykkes langt på vej. Man skal bare have nøglen og finde indgangen, så bliver der hul igennem - også for de mindste.

Hanne Trolle har ofte siddet indeklemt i en lillebitte dekoration og skabt små poetiske fortællinger med enkle midler og fantasifulde dukker og rekvisitter.

Men Teater Månegøgl har 'udvidet', siden sidste gang jeg så det. Scenografien fylder næsten hele scenen og kræver, at man simpelthen er nødt til at bevæge sig rundt i den. Og førsteindtrykket er ellers spændende nok: Et maleri på et stativ er hastigt tildækket, men snedigt nok til vække vores nysgerrighed. Et andet viser kun en halv blindramme, et staffeli skjuler et tredje billede helt, mens den tilhørende palet lyser i mange farver. Og oven på paletten: En lille hvid kurvstol.

Her er tilstrækkeligt til at tænde rejselysten og til at gå ombord i Hanne Trolles univers.

Ind og ud af billederne

Hun er maleren i sit atelier; hende der kan male publikum, mens hun taler med os, og hende der introducerer sin model, en yndig dukke med langt rødt hår. Dermed er rammehistorien sat – den lille pige skal portrætteres og må sidde stille i kurvestolen. Og det kan jo være hårdt. Og kedeligt.

Men som afveksling bliver pigen – og vi – taget med på opdagelse i maleriernes verden. Nu bliver det mere spændende. Tænk at kunne komme ind i billederne, blive en del af dem! Man kan løfte lidt op i den voluminøse kjole, som Velasquez’ prinsesse så stolt bærer, og indeni skjuler der sig et lille teater med både skyer og hav og amoriner frit svævende, og minsandten om vi ikke får et glimt af Venus’ fødsel. Og pigen finder et hul at kravle igennem til et nordsjællandsk landskab af Vilhelm Kyhn, og dermed kan hun vandre omkring og møde Carl Nielsen i færd med at komponere 'Jeg ved en lærkerede'.

Dygtigt animations-arbejde, kombineret med dukker og lærker og reder og en ikke specielt farlig ræv, skaber en atmosfære af forundring og magi. En god guitarimprovisation over melodien er med til at forstærke stemningen.

I det hele taget spiller musikken en vigtig rolle med forskellige temaer som akkompagnement til billederne. For eksempel fransk musette-stil, når vi åbner døren og besøger van Goghs soveværelse. Og hvem finder vi der i den berømte seng? Gå og se forestillingen! Når Degas’ balletpiger danse,r høre rvi stangskole-piano, mens det bliver mere underlig musik, når Magrittes bowlerkledte herrer svæver blandt skyerne.

Disse blandinger af levende billeder på den hvide baggrund sammen med dukker, der kan gå gennem hul i billederne – lidt som Laterna Magica – er ganske fascinerende, og det er åbenbart, at dét synes børnene også. Lange sekvenser med åndeløs stilhed vidner om fortryllelse. Selvfølgelig kan det gå inflation i videoanimation – og børneteatret er lidt på vej derhen – men det giver mange muligheder, når det bruges fornuftigt. Og malerier er en oplagt anledning til at bruge animation, for derigennem at fortælle noget mere, til at tilføre billedet noget andet eller skabe en oplevelse inde i billedet.

Hanne Trolle lykkes langt henad vejen, kun Magritte-billedet forbliver blot en illustration af billedet og ikke mere. Men det tar sig flot ud.

Ingen kunsthistorie

Der er mere poesi i Hanne Trolles forestillinger, end der er humor. Mere Måne end Gøgl. Og tak for det! Der er større fascination i en lille hvid sky, der driver over scenen, end i at nogen falder på halen. Det synes hendes publikum, de 2- til 5-årige, og også jeg når jeg sidder omgivet af dem. Men jeg skylder at sige, at nogle af Miros forunderlige figurer fik godt og lystigt liv på scenen i store farvestrålende skulpturer på hjul.

Hanne Trolle tager os med til mange forskellige billeder og finder en indgang til dem, som vi alle kan gå ind gennem. Således bliver det også en rejse i en smule kunsthistorie, men det er åbenbart ikke det vigtigste. Jeg oplever ikke forestillingen som pædagogisk på nogen måde. Men fantasiskabende er den, og den får børnene til at se og opdage billeder og fabuleringsmuligheder som de kan tage med sig hjem.

Rammehistorien

Billedvandringene er selvfølgelig hovedsagen og forestillingens berettigelse. Men der er som sagt en rammehistorie, med maler og model, skuespiller og dukke.

Den kommer vi tilbage til nogle gange i forestillingen, og den er, ærligt talt, kedelig. Ikke fordi historien ikke hænger sammen, men fordi den underspilles. Samtalerne bliver ikke vigtige, Trolle skøjter hen over dem alt for hurtigt, og dermed kommer de til at mangle den magi, som spiller og dukke kan have sammen. Med publikum som tredje part – ikke som interaktive medspillere, men som fortrolige!

Det er brandærgerligt, fordi fortryllelsen fra billedsekvenserne brydes, publikum distraheres og rytmen forsvinder.

Og endelig: Forestillingen afsluttes altfor abrupt. Det færdige portræt af pigen nåede vi næsten ikke at se, og Appels fantastiske billede til sidst blev stående uforklaret, ufortalt. Synd for en ellers udmærket forestilling.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.