Af: Henrik Lyding

19. oktober 2010

Magtens dødbringende fordærv

Ungdomsvenlig og original fortolkning af Shakespeares klassiker, udsat for to dukkeførere og to skuespillere.

Dukketeater kan også laves for voksne, tro endelig ikke andet. Og Bådteatrets bud på Shakespeares ‘Kong Lear’ er så afgjort ikke for de små. 14 år og opefter skal man være – så er det til gengæld et oplagt bud på en ungdomsvenlig, lettilgængelig og uhyre original fortolkning af den klassiske tragedie om kongen, der vælger at fokusere på magten i stedet for kærligheden.

Et stort, blodrødt gulv med lemme, to skuespillere og to dukkeførere er mere end rigeligt til at fortælle den drabelige historie om Lear, der gammel og affældig vælger at fordele kongemagten mellem sine tre døtre. Eller rettere to døtre. For den tredje, Cordelia, ville ikke som sine to søstre smiske og fedte for farmand, så hun fik ingenting. Hende, der som den eneste virkelig elskede sin far, blev vist bort som en tigger.

Den fejltagelse kommer Lear til at betale dyrt for. De to andre døtre ydmyger ham, og hele historien ender med død. Ikke kun for Lear, men også for de tre døtre. Morale: Vælg den sande kærlighed til og lad dig ikke forblænde af smiger og magtbegær.

Kraftig bearbejdning af originalen

De to skuespillere personificerer Kongen og Narren – hovedpersonen og fortælleren – hvor Narren samtidig fungerer som historiens fortæller og lægger stemme til de andre figurer omkring Kongen.

Som Lear er Ole Westh-Madsen en god type, men desværre unuanceret og sjusket i udtalen af replikkerne, så tekstens voldsomme ord i Niels Brunses glimrende oversættelse formindskes unødigt.

Til gengæld er Laura Allen Müller fremragende som Narren. Hun råber og hvisker, hvisler, kurrer og håner, som sig selv, som døtrene og som de to kongesønner, Edmund og Edgar, der dukker op senere i historien.

Suveræn hjælp får hun af Rolf Søborg Hansen og Karen Pontoppidan Monrad som de to nuancerede og fintmærkende dukkeførere, og af nogle dukker, der både er groteske og ekstremt præcise i deres udtryk. Stærkest døtrene, der fremstilles som et par glubske ulve med store, gennemskårne munde, der snapper grådigt efter alt og alle, mens kroppene hvirvler rundt i luften, som var de samtidig sultne gribbe eller onde ånder.

Rolf Heims fornemme iscenesættelse trækker således karaktererne hårdt op med en rageknivsskarp vekslen mellem ømhed og vrængeri. I al sin enkelhed er opsætningen meget Shakespearsk og voldsomt billedskabende med ganske få rekvisitter – en stol, et tæppe og en masse lemme, som hoveder og kroppe dukker frem af – i en virtuos blanding af storladen tragedie og brutal humor. Som da alle til slut er slået ihjel og kontant smides i store plastikposer, der hænger på bagvæggen som et manende billede på magtens dødbringende effekt.

Forestillingen er en kraftig bearbejdelse af originalen. Blot en fjerdedel af persongalleriet er tilbage og endnu mindre af teksten – men det betyder intet. Tværtimod gør det kernen i stykket langt tydeligere.

Og som en publikumsvenlig indføring på blot fem kvarter i et af Shakespeares væsentligste skuespil er det perfekt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.