En spændende historie med mange facetter, fortalt i et uforlignelig kraftfuldt og poetisk sprog for 400 år siden, om en arrogant og antidemokratisk folkehelts fald fra tinderne, bliver her fortalt af hans mægtige mor, der kun er optaget af én ting: At bevare sønnens helteglorie.
Danmark har et fåtal rigtigt dygtige historiefortællere, og historien om byen Roms helt og redningsmand og skurk og landsforræder kræver det bedste af den, der vil lægge krop, stemme og emotionelt register til fortællingen om Coriolanus. Hærføreren. Krigeren. Mennesket.
En sådan fortæller er Lene Vestergård. Og den dramatiske historie hun beretter for os i 'Viljen til sejr' bliver yderligere forfinet, poetisk såvel som dynamisk, ved at hun har haft dansk fortællerkunsts grand old lady, Vigga Bro, som instruktør.
Historien
Historien om Coriolanus har tre kapitler. Det første handler om hvordan han, Caius Marcius, erobrede Corioli og reddede Rom fra volskerne og hungersnød, og blev den store helt og fik sit tilnavn.
Det andet om hvordan folketribunerne og senatet, på trods af folkets beundring og anerkendelsen som hærfører – ikke vil have ham som republikkens leder, og vender folkestemningen ved at udstille Coriolanus’ arrogance, hovmod og magtbrynde.
Og det tredje hvordan han, hævntørstig – hvem fanden tror folket og dets tribuner at de er!? – allierer sig med sine oprindelige fjender, volskerne, og erobrer sin egen by, Rom, men ender med at blive dræbt af volskernes fører, Aufidius.
Vestergård og Bros bearbejdelse fortæller Shakespeares historie først og fremmest gennem heltens mor, Volumnia, men de har også opfundet den trofaste slavinde Olivia, ligesom et utal af andre figurer der befolker dette krigeriske univers fem århundreder inden vores tidsregning.
Lene Vestergård gestalter dem alle, med individualisering i stemme og krop, så vi får et indtryk af Rom anno dazumal – med intriger, levevilkår, angst og oprørstrang.
Det er en god idé at lade fortællingen strømme gennem moderen, men også at afsløre moderens skjulte dagsorden: At få nedskrevet et helte-epos om sin søn. Hun fortæller sin historie til en anden af bearbejdelsens opfindelser, den fra Grækenland tilkaldte digter, musiker og komponist Hektor (Erling Hjernø), men det er temmelig åbenbart allerede fra start, at hun manipulerer ham lige så heftigt som historiens fakta. Desto bedre at slavinden Olivia kommer til orde med et korrektiv i ny og næ.
Historien om Coriolanus er kendt fra flere kanter, men først og fremmest gennem Shakespeares stykke – og med stor styrke og intensitet bringer Lene Vestergård sin version ud til et ungt publikum. Det er en rigtigt god bearbejdelse, den er klar, fortællingen flyder let, der er spænding og dramatik, men også poesi og momenter af sjov og karikatur. Og momenter hvor Erling Hjernøs musikalske bidrag får stå alene.
Jeg tror nok, at fortællingen vil slå an hos en stor andel af et gymnasiepublikum – altså dem over 15 – men det er masser (måske mere) at hente også for den voksne tilskuer.
Kampen for demokratiet
Selvfølgelig er det en gammel historie – om folket versus magthaverne, om misnøje og revolte, om råbet efter den stærke mand, om det eftergivende senat, de populistiske tribuner, og det feje folk. Alle får de sin stemme, masserne såvel som magthaverne, de skråsikre såvel som de vægelsindede.
Det er Lene Vestergårds fortjeneste, at vi faktisk bliver lidt klogere på, hvem der beboede og beherskede Rom den gang for 2500 år siden.
Men det er også en ny historie! Om Hitler og Stalin og Mussolini, javist! Og i dag: Om Majdampladsen i Kiev og Tahrirpladsen i Kairo, og hele det arabiske forår, Tunisien ligesåvel som Libyen og Syrien, om højrepopulismen i Europa – i det hele taget kampen om og for demokratiet.
Så, ja – historien om Coriolanus er gammel, men den lige så evig som historierne om Antigone og Oedipus, der er endnu ældre! Uden at blive belærende viser Lene Vestergård – gennem detaljer, udtryk og holdninger, – relevansen til vor tid og til alle tider. Til intriger og lobbyisme, til magtfuldkommenhed og populisme, til ideologiernes kamp.
'Viljen til sejr' – det høres ud som titlen på en bog af Ernst Jünger (tysk soldat forfatter, der bl.a. skrev om sine oplevelser ved fronten i Første Verdenskrig, red.) Og det passer jo til Coriolanus.
