Af: Kirsten Dahl

16. maj 2013

Mager mime

At 'Væk – Helt væk' er en klovnemime ,der skal vise en relation og et tab er tydeligt nok. Men der er ikke kød nok på historien, som også bliver spillet med en aura af mekanik og rutine.

Den poetiske klovns univers er med enkle greb at formidle noget, som er mere og større end det vi lige umiddelbart ser. Oftest er det almengyldige, universelle sandheder. Vilkår i livet, som vi alle kender til uanset alder, køn, nationalitet, etnisk baggrund osv. Den poetiske klovn krydser og nedbryder grænser.

Klovnen Palles forestilling 'Væk – Helt væk' handler om venskab, eller rettere om det at have mistet en, man holder af, og om hvordan man kan genvinde energi og kræfter. Og her kommer en magisk sten ind i billedet. En sten som forestillingens klovn finder en dag, han er ved stranden.

På en lille spilleplads med sand strøet hist og pist langs kanten gennemspiller Palle-Steen-Nielsen en lille seance, der både giver os indblik i hvad hans ven var for en, og som fortæller os, at de to havde rigtig mange sjove og hyggelige stunder sammen.

Den mistede ven dukker frem i flere tempi. Først som en kulørt støvkost i naturlig størrelse. En stribet sag i blå, rød og gule farver som har paralleller til hans eget outfit: en majsgul heldragt med markant rød lynlås, rødt elastikbælte, røde lærredssko og stribede strømper. Støvkosten spejler også hans ansigt, da også den har en lille rød klovnenæse midt i 'ansigtet'.

Garvet optræder 

Støvkosten, alias den ven klovnen har mistet, hvisker klovnen i øret, at de skal lege gemmeleg. Klovnen er med på det og mimer en 'borte borte – tit tit' – leg, som trækkes lige lovligt længe og foregår i et noget langsomt luntetrav.

Palle Steen-Nielsen mimer også, hvordan hans ven var en fremragende akrobat. Han snurrer og drejer støvkosten i en visning af al den luftakrobatik vennen kunne. Det hele foregår nær den cello, som han desværre ikke spiller meget på, og rundt om en hvid fletstol, han har anbragt på et lille blåt badeværelsestæppe foran den magiske sten, som liggende på et lille blåt tørklæde.

Det er åbenlyst, at Palle Steen-Nielsen er inde i en klovns mimiske metier. Men desværre udfolder han også den poetiske klovns gestik og små korte "Voila"- og "Oh-Oh"-lyde med en em af rutine og mekanisk glans. Palle Steen-Nielsen er at vurdere ud fra teatrets hjemmeside en garvet optræder i cirkus og forlystelsespark-regi. Men det rækker ikke, når det som her drejer sig om at holde kontakt og gejsten oppe i en professionel teaterforestilling.  

Til slut tryller klovnen en lille miniaturestøvbørste frem bag stenen som tegn på, at der er tale om en proces. Om noget klovnen skal og har gennemlevet for at komme videre.

I denne historie er der bare ikke nok kød på historien eller poetisk energi nok i spillet til at holde publikumsdampen oppe i hele 45 minutter. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.