’Klask! Smask! Smak!’
Sådan lyder det komiske lyddesign, når danserne tæsker løs på hinanden i indledningen af Don Gnus forestilling ’Stamina’ med Ung Gnu. For i denne kropsnysgerrige forestilling opstår alle udtryk hud mod hud – og krop mod krop – mellem de to veltrænede medvirkende: Danserne Astrid Pauline Schmidt og Kasper Buus, der begge er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2020.
Parret tager imod publikum iført store pelsfrakker med ulvelook. De sørger for, at vi sidder godt ud for deres firkantede arenascene, hvor LED-stave markerer kampens afgrænsning.
Men der går ikke lang tid, før de smider pelsfrakkerne og kaster sig ind mod hinanden iført beige sportsdragter og sneakers. Den akrobatiske Kasper Buus smiler stort og ser ud på publikum med et vinderblik fuldt af selvtillid, og den bomstærke Astrid Pauline Schmidt stirrer tillukket på os, uden at fortrække en mine. Og så kæmper de ellers på en helt særlig måde, hvor de slår hinanden på skift.
Så snart kampen er i gang, bliver det klart, at disse to muskelmennesker imponerende nok er lige stærke – og lige stædige. Netop derfor vil det være tilfældigheder og påhit, der afgør, hvem der vinder denne styrkekamp. Med en malerstige, en Nilfisk-støvsuger og en lyserød ballon som indlagte forhindringer.
Uortodokse sammenstød
Det er Ung Gnu, der optræder med denne udholdenhedsforestilling. Alligevel opleves ’Stamina’ som en sand klassisk Don Gnu-forestilling. For den er båret af forundringen over vores kroppes medfødte mærkværdigheder udtrykt gennem uortodokse kropssammenstød, opfindsomme løft og selvdestruktive landinger.
Her er humor, så det driver. Og der er masser af sexreferencer gennem bevægelser, der netop IKKE er sexede, hvilket teenagerne straks fniser over.
Lussinger er der også masser af. Altså lussinger, som bliver givet af den ene danser, mens den anden bare holder det ud – og venter på, at de bytter roller. Bizart og sjovt. Lussingerne rammer ikke bare kinderne, men også f.eks. mandens mavemuskler, der spænder op i en sixpack, mens de udholder smerten. Sådan bare fordi.
Timing er ALT i denne forestilling. Ikke mindst når danserne udfordrer skæbnen omkring en stige, der ellers kan smække sammen om dem hvert øjeblik, det skal være. Her er der farefulde near-miss-moments på stribe, udført med veludført stuntteknik. Koreografen Jannik Elkær har i hvert fald udnyttet dansernes potentiale til det yderste – og stigens mange mulige sammenklapningsvinkler.
Sammen med sin makker i Don Gnu, Kristoffer Louis Andrup Pedersen, har han desuden skabt et dramaturgisk forløb, hvor kroppene netop undersøger et fænomen helt til bunds – og så lige syv skridt længere – inden de kaster sig over det næste. Som når danserne leger med en lyserød ballon og en Nilfisk-støvsuger på samme tid. Eller når de ruller sig ind i de uldne gulvtæpper, der udgør forestillingens nødtørftige scenografi.
Gymnastik eller kunst
Lyddesignet af Markus Artved er sparsomt – og domineret af trafiklyde med pludselige fuglefløjt og nogle minimalistiske toner hist og her. Men danserne lader faktisk ikke til at bevæge sig i forhold til musikken, men kun til deres egne åndedræt. Det kan virke mere mekanisk end musikalsk. Og derved kan udtrykket komme til at minde mere om kampsport end om dans – og mere om gymnastik end om kunst.
Til sidst løfter ’Stamina’ sig dog. Efter et utal af kølige muskelklask lyder der pludselig et kys efterfulgt af en genert omfavnelse. Her kommer der endelig noget tiltrængt poesi over forestillingen. Parret får et skær af teenageforelskelse over sig – udtrykt lige så enkelt og eksistentialistisk som i poetisk nycirkus.
Det er enkelt og fint. Og her bliver den sportslige styrkekamp også pludselig forvandlet til et nyt scoreritual, tydeligvis til glædelig overraskelse for begge de to unge.
Så heldigt kan det gå hos Ung Gnu: Når håndværkerdansen slippes fri med humor og risikovillig smertetærskel, så bliver kamphormonerne til forelskelse. Med klask!
