Hvad er lykken? For enebarnet Zaki er det nærhed og samvær med forældre, der ikke blot fysisk, men også mentalt er til stede. Det er svært at opnå, når lykken for Zakis far og mor er at lægge gode billeder på Face'klub', hvor de kan fremvise deres perfekte liv som en lykkelig familie i de perfekte mærkevare-omgivelser.
De er også imponerende i en scenografi, der har masser af plads til på en gang at vise familiens bolig både indefra og udfra. Og i øvrigt er udviklet til voksenforestillingen 'Drømme om noget andet'.
Men hverken rammerne eller lykken er ægte. Forældrene halser efter normer og standarder, som andre sætter, og som får dem til at glemme det, der betyder mest i livet for eksempel deres barn. Det har Zaki for længst gennemskuet, og den indsigt indrager Zaki Nobel Mehabil publikum i med muntre øjekast og herligt talende mimik.
Så tager man med, at det er knap så troværdigt, at den store knægt i rød trøje og ditto sko ikke selv har en mobiltelefon klistret til hånden.
Målet for forældrene er at komme på landsdækkende tv i en konkurrence om at vinde prisen som Danmarks lykkeligste familie. Det er især vigtigt for Anne Dalsgaards skægge kommandocentral af en mor, som går helt amok og høvler rundt, da familien udtages til konkurrencen.
En elegant lædersofa er liiiige på vej til at blive udskiftet, men da tv-holdet melder sin ankomst, må den nøjes med at få et grimt tæppe over sig. Det er værre med sønneke, der først også havner under tæppet.
Vover et øje
Det var ikke meningen. Til gengæld er det indlysende, at når en superlykkelig familie skal føre sig frem på tv, så må de selvfølgelig være ens klædt. Men nej tak. Der stopper Zakis uendelige tålmodighed med sin tåbelige forældre og deres håbløse adfærd. Ikke tale om, at han vil trække i en skrigfarvet skjorte med vandmeloner og da slet ikke på tv.
Til sidst forsøger de desperate forældre sig med vold, men kommer ynkeligt til kort over for den betydeligt højereog stærkere søn.
Alle tre har indset, at vinderchancerne er størst, hvis Zaki ikke personligt er til stede under konkurrencen om at blive den lykkeligste familie. Men han tager skridtet fuldt ud og går hjemmefra. Helt ud på gaden, der omgivet af høje etageejendomme skærer sig fint og flot midt igennem boligen med drengeværelse, spisebord og en kæmpestor køkkenåbning.
Der sidder han sur og ensom, men samles heldigvis hurtigt op af Anne Dalsgaards finurlige Dr. Lieberkind med langt hår og to sæt briller.
Ham er der ingen nutidsbørn, der kender – heller ikke Zaki. Men den slags petitesser generer ikke et omvandrende leksikon som den gamle medie-stjerne, der fortæller drengen, at hans forældre hverken er onde eller dumme. De vil bare gerne være lykkelige, men ved ikke, hvordan man bliver det.
Det ved Zaki heller ikke, før forestillingen vover et øje og lader Lieberkind diske op med lidt livsfilosofisk rådgivning til drengen og til publikum: Lykken kommer, når man er til stede i det, som man er i færd med som for eksempel at cykle og at være sammen.
Lovlig frelst
Farmand er glad for sin cykel. Folmer Gry Kristensen er kær som lidt af en tøffelhelt, og sjov, når han hjuler rundt og stiller sin elskede cykel op på bordet for rigtig at vise, hvad den kan. Han stråler af stolthed, lige til Zaki fortæller ham, at naboen har købt en cykel med 22 gear. Den har uden tvivl været svinedyr og ses som et udtryk for, at naboen så også må tjene mere end Zakis far.
Med en ringe cykel, der er lige til at skrotte, og lav løn må faren se et dobbelt nederlag i øjnene. Den slags er ikke godt for jagten på lykken.
Hvad lykke er, erfarer Zakis mor og far på den hårde måde. De vinder prisen som Danmarks lykkeligste familie, men det er ikke meget værd, når deres søn ikke er med. Det tvinger dem til at reflektere over, hvad det for en pseudo-lykke, som de har jagtet. Men det hjælper gevaldigt på humøret, da Zaki kommer hjem igen.
Pludselig er der tid til leg og en fælles fantasifuld sørejse rundt i stuen. Det er sjovere end den lovlig frelste slutning, hvor naboerne skal kontaktes – ikke per e-mail, men ved at banke på deres dør.
Teater Hund & Co. er kendt for sin særlige groteske kropskomik, og i 'Den store jagt på lykken' er der også masser af humor. Men der er skruet ned for de store armbevægelser, og det klæder både de medvirkende og forestillingens fokus på et egentlig ret alvorligt tema.
