Umiddelbart virker det som en skæg idé at lade en klovn fortolke 'Palle alene i verden'. Sådan en rigtig klovn med rød næste og strikhue og mærkelige lyde. Og så selvfølgelig en rød stige, der hele tiden klapper sammen på de forkerte tidspunkter.
Men i TeaterTurbinens forestilling 'Alene' viser det sig hurtigt, at klovnen kommer til kort. Ingen af ensomhedsscenerne bliver rigtig medrivende. Ingen af
øjeblikkene med angst og bæven bliver egentlig oprivende. Selv ikke øjeblikkene, hvor klovnen går grassat og spiser alle de skumfiduser, der overhovedet kan proppes i en klovnemund, bliver særlig sjove. Alt bliver bare trist og usammenhængende. Og anstrengt.
Kedsomheden smitter
Karina K. Sørensens velmenende klovn er ellers fuld af energi og sender sjove klovneøjne ud mod tilskuerne. Hun jokker af sted i sine grønne converse med sin legevogn, der er fuld af uundværlige ting – og hun tænder og slukker sit arsenal af røde arkitektlamper. Hun er fuld af gåpåmod, og hun er ikke bange for at starte forestillingen med et selvoptrækkende »Showtime!«.
Men handlingen er for svag. I Sigsgaard og Ungermanns elskede børnebog ser Palle hele tiden verden med barnets sans for detaljen – fra elefanten på plakaten over sengen til æblet, der er taget to bider af, og de to mønter på vej ned gennem risten i rendestenen.
I TeaterTurbinens aleneunivers agerer klovnen kun mellem yderst bombastiske ting, der ikke får tildigtet nogen yderlig historie – en stige, en ballon, en hjelm, en paraply … Og fordi klovnen tydeligvis keder sig og ikke formår at få kedsomheden til at transformere til en egentlig fortælling, så keder vi tilskuere os også. Næsten så meget, at forestillingen helt går i stå.
Ikke uden sparring
Karina K. Sørensen er hovedproducent af TeaterTurbinens forestillinger – med en baggrund som teaterlærer og skuespiller i den professionelle teaterimprovisationsgruppe Blot Til Lyst. Det står i hvert fald på TeaterTurbinens hjemmeside.
Men hvor er dramatikeren bag 'Alene'? Hvor er iscenesætteren? Hvor er cirkuskoreografen? Enmandsteater er prisværdigt, men uden sparring går det sjældent i professionel showbiz.
Der er noget underligt over rytmen i 'Alene'. Først alt for meget stilhed og så alt for høje udråb. Det er, som om denne klovn kun er en nummerklovn og ikke klovn, der bærer en historie. Derfor har det svært ved at fungere som teater. Og når klovnen griner over sine egen påfund, så er der ikke særligt mange tilskuere, der griner med.
Først da hun får forvandlet sin legevogn til en bil med forlygter og det hele, så sker der noget. Hun er sej til at lave motorlyde og gearskiftevrængninger, og hun kører skruppelløst godt, lige indtil det går galt. Takket være hendes lyde sniger der sig noget teater ind i forestillingen lige netop her. Monstro hun er lydkunstner forklædt med klovnenæse? Det når man lige at håbe på.
’Shit’ og ’warw’
Men der går ikke mange minutter, så ryger lydsikkerheden igen. Nu forsøger klovnen sig med bandeord som dramatisk rækværk. Men nej. Hverken ’fuck’ eller ’shit’ er vejen frem mod en helstøbt tekst. Teletubbies-udbrud med ’warw’ styrker heller ikke teksten. Og at forlade scenen i mange sekunder for at lede efter noget omme bagved øger heller ikke just den dramatiske spænding. Forestillingen er lige ved at opløse sig selv.
Men et legetøjsklaver og klovnens plirrende øjne redder slutningen. Pling, plong – og pling-alene.
