Historien er den mindst mulige. Egentlig bare en ramme, der kan danne afsæt for sang, musik og muntert samvær både mellem de to medvirkende og med publikum: Laura bliver afleveret hos sin bedstefar, fordi hendes forældre skal til bryllup. Dagen efter bliver hun hentet igen, og ind i mellem sker der ikke de store ting hverken dramatisk eller handlingmæssigt.
Til gengæld sker der en hel del i det små, der er værd at se på – og især at lytte til – i 'Så du lyden'.
Laura kommer stormende ind og kaster sig på bedstefars fantastiske udstyrsstykke af en sofa, så ingen er i tvivl om, at der er noget galt. Hun er møgsur over ikke at måtte komme med til bryllup, for Laura, der nok er nærmere ni end tre år, er vild med bryllupsfester. Det er særligt de fine kjoler med slæb der trækker, og så måske at møde en prins!
Men surheden går hurtigt over i selskab med den trinde bedstefar, der straks konstaterer, at der skal noget ekstra til for at få barnebarnet til at glemme sine fortrædeligheder.
En strålende turkisfarvet bamsehånddukke får Laura i humør igen. Resten klarer Anders Bøgelunds fiffige, omkringtøffende Bedstefar takket være sin samlermani. Den har skaffet ham – og publikum – en skøn samling af eksotiske musikinstrumenter, som godt måtte have været brugt noget mere.
Men heldigvis suppleres de med de herligste alternative udgaver af alle mulige ting og sager, der kan give lyd fra sig, hvis man ved hvordan. Og det gør Bøgelund.
Et strejf af poesi
Hans musikalske hittepåsomhed er det bærende element i 'Så du lyden', som er en fermt skrevet og effektivt leveret musikalsk komedie i børnehøjde. De to medvirkendes nærvær, musikalske og ligefremme samspil og de mange gode sange gør forestillingen til en livlig oplevelse, uden at det bliver alt for overgearet.
Der er også et enkelt et strejf af poesi, når Christina Ørbek Mølgård humørfyldte Laura med stetoskop i ørerne slår takten fra sin egen hjertelyd på en skøn stortromme. Det havde vi gerne set og lyttet på i lidt længere tid.
Men meget skal nås, når vi også skal have en sød og sjov minimal-udgave af 'Klods Hans'. Det kræver selvfølgelig en prinsesse i stort skrud, når der skal være bryllup på slottet, og det har Bedstefar i baghånden til Lauras store begejstring. Han er også leveringsdygtig i klaprende hestehove. Det går nemt, når man har et par tomme kokosnøddeskaller ved hånden. Dem henter han op af en kuffert, men mange andre ting er behændigt anbragt i de flotteste lakrøde reoler, der danner bagvæg på Ishøj Teaters scene.
Den er stor nok til at rumme Bedstefars malerbøtter i den ene side og et stort musikinstrument i den anden. Det ligner et spinet uden på, men gemmer efter de skiftende toner at dømme på noget mere digitalt og gør strålende fyldest til dagens morgensang.
Den er nem at forstå for de små i modsætning til teksten ved hofballet. Men det betyder mindre, når man som Laura er i selskab med verdens allerbedste bedstefar. Det slår slutsangen fast, og det kan man kun være enig med hende i.
