Først en lille historie: Af London Toast Theatre’s hjemmeside fremgik tydeligt, at de spillede forestilling i Glassalen onsdag kl. 16.00. Så jeg begav mig af sted, og efter forespørgsel hos hjælpsomme men uvidende billetdamer, tog jeg chancen og betalte det fornødne for at komme indenfor i haven.
Glassalen viste sig lige så lukket og låst som en østers. Så jeg var ’Toastless in Tivoli’. Men måske var der en perle der inde i muslingen, så jeg gav ikke op. Endskønt hjemmesidens telefonnummer kun afgav mumlende beskeder om at ’leave a message’ – gentog jeg altså udflugten den næste dag kl. 11.30.
And lo’ and behold: Østersen var lige stum og lukket, og jeg følte mig ’Lost in Communication’ for at blive i udkanten af amerikanske filmtitler.
Hjemme kunne jeg konstatere, at begge disse forestillinger var annoncerede som ’udsolgt’! Og det ser jo unægtelig pænere ud end ’aflyst’. Men så, kl. 16.00 var der endelig forestilling og nu havde jeg sikret mig adgang til haven med en billet, købt over nettet for en sikkerheds skyld. Med en lille følelse af triumf entret jeg så det forjættede land.
Hyp hyp alle mine heste
Det kører derudaf fra første stund, – ja, inden vi får sat os ordentlig ned. Publikum ønskes øredøvende velkommen af de tre veloplagte spillere, og før vi ved et ord af det, er vi alle med på sangen og hypper på hestene.
Efter nogle indledende skærmydsler er rollerne fordelte og spillet er i gang. Forestillingen følger eventyret temmelig trofast, vi kommer hele vejen rundt med heste som dræbes og drikfældige bedstemødre og vellystige degne og utro koner og dumme mænd og døende gamlinger og sandelig også en laber havfrue.
Ikke dårlig af tre spillere – og en musiker som også er en morsom ægtemand med et særligt had til degne. I det hele taget er der ikke et dødt sekund, det synges og ageres og råbes og snakkes i 160 kilometer i timen og adskillige decibel. Vi keder os aldrig, men ind imellem tænker jeg at de næppe har problemer med at følge forestillingen, dem over ved bordene på Nimb. Eller dem der venter på tog over i hovedbanegården.
Løjer og hurlumhej, men også charme
Pierre Miehe-Renard er en kløgtig og allestedsnærværende Lille Claus. Terrængående er vist det nye ord i dansk teaterkritik. Han gøgler, slår piruetter, sætter løjerne i scene, improviserer og kommunikerer uanstrengt med publikum, og han får al den sympati han måtte ønske sig i Lille Claus’ kamp for tilværelsen.
Store Claus i Tom Jacobsens skikkelse er så dum, at man får hår i munden, og man forstår, at det kun er hans størrelse og køllen i hans hånd som har skaffet ham hans rigdom og heste. Til gengæld har han en herlig, ond heavy metal-sang, ’Der fik hun kniven’, når hans egen bedstemor er ekspederet, og han er en overdådig utro kone sammen med Anja Owes ligeså overdådigt liderlige degn.
Hun optræder ellers i den ene rolle efter den anden med sjove og klare karakteristikker og med højdepunkter som ’Bedstemor Blues’ og ’Havfruens lokkesang’.
Apropos musikken: Her er alt taget i brug – rock og jazz, blues og gospel. Det fungerer rigtigt godt – når ellers teknikken fungerer. Der var lidt problemer, da jeg så forestillingen.
Ikke mange krydser og b’er
Hans Christians fortælling om de to gange Claus hører vel ikke til hans mest nuancerede. Den kan selvfølgelig laves på mange måder, men Vivienne McKee og ensemblet har satset 110 % på, at det er en munter historie, som indbyder til farce og løjer.
Og i den ramme er der sat alle klude til. Det er opfindsomt, genneminstrueret, ofte overdådigt, nogle gange plat, tempofyldt og højrøstet, og de river publikum med sig hele vejen.
Spillerne har det åbenbart sjovt, og det har man også i salen. Svenskerne har et udtryk for denne slags teater: ’Buskis’. Jeg leder efter et dansk ord for det samme. Og det er slet, slet ikke amatørteater – disse spillere er gennembarkede professionelle. Siden dette er et engelsk-baseret teater, kan ’Ham acting’ passe?
Nuvel, begejstringen var i alle fald stor til sidst’ og det var ikke kun børnene, der klappede.
