Fårehyrden Santiago beslutter sig for ’at satse alt på sin egen livsrejse’, da han efter en drøm og efter at have mødt kong Salem drager fra Spanien ned til pyramiderne i Egyptens ørken for at finde en skat.
Men hvad er der bag de konstant zappende billedanimationer, de tegneserieskårne figurer, den rap-hippe og ekstremt højt afspillede musik og tekstens vældigt fine filosofiske klicheer om hvordan vi rettelig bør leve livet? Ikke overbevisende meget.
Den tanke slog mig mindre end et minut inde i den opsætning af Paulo Coelhos internationale bestsellerroman ’Alkymisten’, som Filuren og Teater Vestvolden har samproduceret. Og følelsen blev desværre forstærket undervejs og bekræftet ved forestillingens finale.
Forestillingen glider af på historiens budskab. Det i bund og grund indlysende banale budskab om at livet handler om ‘at lytte til sit hjerte, forstå tegnene og følge sine drømme’.
Der lines ellers op til en spændende rejse, når Asbjørn Aggers drengede og vestlig-gearede Santiago får to rådgivende sten, Urim og Tummin, af den tydeligt talende Roger Matthisens kong Salem. Når Santiago havner i Arabien og bliver rullet for sine moneter, da han afleverer sin kasket og køber sig til den lokale klædedragt med kåbe og turban. Når han drager med den kattepotevævre Christian Engell, der som tilsvarende tilrejsende leder efter en Alkymist. Når han møder (animationen af) oasens Fatima og bliver forelsket. Når han oplever ørkenkrig og bliver stillet over for så stor en udfordring som den at skulle skabe sig selv om til vind!
Men forestillingen springer desværre over at vise os Santiagos menneskelige modningsforløb i teatralsk overbevisende billeder.
Animationsiver
Vi får masser af farvestrålende video-animationsbilleder af episoder i forløbet. Via en black screen træder de tre medvirkende skuespillere tegneserieagtigt ud og ind af bagvæggens hurtigt skiftende computeranimerede billedflade. Ud og ind af ørkenlandskaber badet i forskelligt lys – med og uden fjendtlige stammeklaner, listige ørkenrøvere, rasende maskingeværssalver og rygende husruiner. Rundt i ørkenens oase. Ind i bygninger og huse. Ud i universet. Ned gennem en abstrakt tragt. Og tæt på et stort bankende hjerte.
Et avanceret teknisk apparat kører for fuld skrue. Det fascinerer og imponerer måske nogen. Men hele billedsiden har – ligesom tendentielt lys- og lydsiden – karakter af noget, som gerne vil ligne de elektroniske mediers shows.
Verdenssprog og verdenssjæl
Indrømmet: Jeg har ikke læst romanforlægget. Men det manuskript, Malte Claudio Lind har skrevet, gør det ikke nemt for hverken spillerne eller publikum at blive overbevist om stykkets budskab. Teksten er alt for spækket med tykke klicheer og lommefilosofiske banaliteter. Ord og replikker som næsten ikke kan andet end flakse forvirrende om i en iscenesættelse, der har gjort en dyd ud af at køre i 6. gear og samtidig mikse flest mulige fortælleelementer.
I teksten tales der om ’den universelle bevidsthed’. Der bruges ord som substans, transmission, eliminere og dechifrere. Der indgår vendinger som ’at satse alt på sin egen livsrejse’ og ’at blive et med verdenssjælen’. Og skuespillerne siger replikker som: ’Hvis du virkelig ønsker noget, går hele universet sammen om at virkeliggøre det’; ’verdenssjælen næres af folks lykke eller ulykke’; ’hjertet taler og udspringer af verdenssjælen’, ’hvis du lover noget af det væk du ikke har, mister du lysten til at opnå det’; ’glem ikke at alt er ét stor hele’; ’Gud er en kraft ikke en magt’ og ’folk viste ingen interesse for det enkle, så fordyb dig i ørkenen’.
Ord i teater må – ligesom alle de andre fortælleelementer – hjertens gerne udfordre og ægge. Men her bliver det alt for meget. Fordi det ikke åbner universet, men i stedet lukker eller overmaler det med en højspændthed, der får karakter af pap og flop.
Desværre.
