Af: Me Lund

3. februar 2020

Livet med nye hverdagsstabler

I Gazarts varme danseforestilling 'En hel er en halv og to kvarte' ses de voksnes skilsmisse fra barnets perspektiv: En ny hverdag tårner sig op som en skov af flyttekasser i stabler, skiftende papforældre og pop up-papsøskende. Men der er også et mønster og en vej.

Skilsmisse. Hvad betyder det egentlig? Det er jo bare en lyd. Og et ord. Voksne siger så mange ord.

Men ifølge dansekompagniet Gazarts 'En hel er en halv og to kvarte' betyder ordet f.eks.,  at ens far flytter. Og det betyder nye følelser og fremmede savn inde i én selv. Det betyder, at den kendte verden falder fra hinanden, og at den nye tårner sig op i konstant uforudsigelige formationer – snart som flyttekasser i bjergmassiver, snart som ugentlige skiftedage, når man lige er faldet til ro på det nye værelse, og snart som nye papsøskende og eks’er, hvis placering i det nye familietræ, man knap kan gøre rede for. 

Pludselig er svømmetøjet altid glemt på det værelse, man netop har forladt. Pludselig skal man vænne sig til anderledes rutiner og andres regler. Og er man fem år eller måske kun lige begyndt at gå i skole, kan det være svært at beskrive – over for sig selv eller ens yndlingsbamse – hvad det egentlig indebærer, at ens forældre er gået fra hinanden.

Men Gazart formidler denne sammensatte erfaring forbilledlig enkelt og dybt solidarisk med barnet og dets uartikulerede indre kaos. 

I en foranderlig flyttekassescenografi af Nadia Nabil og stærkt støttet af Rumpistols stemningsskabende musik etablerer iscenesætteren Tali Rázga og de tre dansere Marlene Bonnesen, Søren Linding Urup og Fie Dam Mygind et fascinerende univers af koreograferet hverdag før og efter forandringen. 

De tager os med fra den rolige og harmoniske søndagsfred og ind i hverdagens hektiske gøremål, hvor danserne i kedeldragter ekspressivt arbejder sig ind i børnefamiliernes trummerum, indtil chokket og tomheden tager over, som var det fatale s-ord en bombe, der havde lagt en hel barndom øde. 

Men det gør det jo ikke. Livet fortsætter, skønt meget er forandret, og indimellem slår dagdrømmene sig pludselig ned som et begærligt forår midt om vinteren og insisterer på en umulig søndagsudflugt til stranden ligesom i gamle dage med mågeskrig og vind i håret og med mor og far sammen.

Fortællingen bevæger sig nænsomt ind i og ud af – og op og ned i – barnets oplevelse af skilsmissen. Efterhånden genkendelige dage. Genkendelige mønstre. En vej viser sig gennem skoven af hverdagens stablede udfordringer. 

Nogle gange bliver barnet klemt fast i en sprække af nye krav i den uforsonlige mur af forventninger; andre gange er der alt for meget frihed i det vidtstrakte fremmede familielandskab, der uafbrudt skifter horisont; men indimellem ligner verden heldigvis sig selv, fordi en god leg med de gamle venner fylder tankerne ud med tryghed og fællesskab, og så glemmer barnet den nye dobbelt-halve tilværelse. Umærkeligt er den forandrede hverdag faldet i hak. Forbløffende nok ligner meget sig selv. Nu bare helt anderledes, selvfølgelig.

Alle tilstande er normale og alle følelser legitime i denne vellykkede forestilling, der med næsten matematisk ro afmystificerer oplevelsen af skilsmissens splintrede enhed. Og giver et troværdigt løfte om, at selv om man bor to steder og har fire voksne og omkring sig i stedet for to, kan man godt blive og føle sig hel igen.

Forestillingens clou

Som forestillingens clou afbrydes det musikalske univers undervejs af en håndfuld børnestemmer, som fortæller om den konkrete hverdag, der fulgte efter deres forældres abstrakte tale om skilsmisse. 

Kombinationen af den fantasifulde leg med følelser og flyttekasser på den ene side og på den anden side de konkrete vidnesbyrd fra virkelighedens små overlevere – f.eks. om at være allermest knyttet til sin hamster i kaosset af nye familiemedlemmer – skaber en overrumplende totaloplevelse af solidaritet med børnene og deres sammensatte oplevelse af det nye livsvilkår.

'En hel er en halv og to kvarte' spiller for tiden på Zangenbergs Teater, der for nogle måneder siden havde inviteret en anden skilsmisseforestilling, børneoperaen 'Philomenas Stemme' indenfor. Men mens den sidstnævnte var decideret uhyggelig i sin kredsen om barnets skyldfølelse og ensomme usikkerhed, dæmoniserer Gazarts forestilling ikke de følelser, der vokser ud af forældrenes opbrud. 

Den konstaterer, at en skilsmisse kløver den gamle verden i to, måske endda i fire, men dens pointe er, at barnet i sig rummer alle delene. Og at det med sin vigtige plads i den nye, knopskydende og uoverskuelige storfamilie har fået en vigtig livserfaring, der gør det til et helt menneske, nemlig at alles liv er delt. Nogle synligt f.eks. i form af flere hjem, flere familier, andres usynlige i form af sorg og længsel, der eksisterer side om side med glæden.

At alting altid er i bevægelse, og intet varer ved, er et vilkår, som mange voksne alt for sent indser. Og derfor er de ikke som børnene i denne forestilling i stand til at genskabe troen på – ja, på det hele.            

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed