Thomas Tidholm er en flittig svensk forfatter, tegner og musiker, med bunker af tekster i bagagen i form af digte, roman, prosatekster og mange, mange 'pjäser' for teater, – herunder 'Balladen om Marjan og Rolf' som Gruppe 38 spillede for nogle år siden, og 'Tuppen, ja!' som Odsherred Teater havde stor succes med for 14 år siden under titlen 'Hane Hop'.
Nu tager Odsherred stykket op igen i ny indstudering, med ny instruktør og ny titel – 'Kom igen, kylling', men med samme skuespiller, Henrik Ipsen.
Børneteateravisen anmeldte forestillingen den gang i 2003, men forestillinger med 14 år eller mere på bagen kan anmeldes på ny – det har redaktør Jensen bestemt.
Kæmpebrøl
Scenerummet er spændende. Vi er omgivet, som af et hegn, af hvidt stof, som et cirkustelt uden loft. På en høj barstol, i en slags teltåbning, sidder Henrik Ipsen i sin egen verden. Han spiller – og det gør han fermt og flot – mundharmonika. Det går så over i en jazzet scatsong, mens han opdager os i salen.
Han har lune og varme, smil og koketteri, blik og hemmeligheder. Lige dele charme og selvbevidsthed. Tilfreds både med os i publikum og med sig selv.
Så sætter han i et brøl. Et kæmpebrøl der kunne skræmme håret af hovedet på enhver, mens han peger ned på sin fod. 'AV! Avavav!! Jeg har slået mig!'
Og så med ét – totalt stemningsskifte til tørt og forklarende at sige: 'Altså ikke Jeg, det er ikke JEG som har slået mig, det er min storebror'. Nyt brøl og Av av av!
Konkurrence
Jeg har da sjældent set nogen tilrane sig opmærksomheden på så effektiv en facon. Sjovt autoritært, – kan man sige det? Ipsen har i alle fald en stentorrøst, der kan vække døde.
På ingen tid har han os alle med. Vi kan tydeligt se Storebroren, der står på hans fod og som håner ham og siger 'Kom igen, kylling!'. Og vi kan ligeså tydeligt fornemme den yngre brors klynk og overdrevne reaktion, som om han var ved at dø i et smertehelvede.
Dermed er rammen sat. Forholdet mellem de to brødre – Storebror og den yngre Sixten. Konkurrencen dem i mellem om livets goder, om fars gunst, om dygtighed og smartness.
Den røde tråd i forestillingen – monologen – er de evindelige tests som Far sætter i gang med de to brødre som kombattanter. Storebror som altid vinder i dysten om, hvem der først og hurtigst kan sige 'Hane hane ja' og vinde fars præmie i form af en kuglepen, en nøglering, en kalender.
Og indsatsen stiger jo, efterhånden som årene går. Men Storebror vinder altid, ind i mellem med snyd eller pludselige nye regler.
Protester
Far er den barske virkelighedsrepræsentant. Livet er hårdt, man skal kunne kæmpe, it’s a jungle out there. Så lav noget nyttigt, lær noget ordentligt, stå op og imod og kæmp. Jeg indrømmer: så langt i Odsherreds forestilling er jeg ved at nedlægge protest, – det begynder at blive usympatisk.
Det gode ved forestillingen er imidlertid, at også børnene i publikum begynder at protestere. Nogle udtrykker ikke kun empati med stakkels Sixten, men retfærdig harme over den usle far og den hånlige Storebror.
Og Henrik Ipsen lader ungerne komme til med sine protester, også når Sixten selv er egoistisk og ikke vil dele med nogen. 'Men så bliver han jo lige så dum', lyder det.
Jeg røber ingen slutning her, men dét kan jeg sige: Børnene bliver sendt hjem med ikke kun harme over verdens uretfærdighed, men også oprejsning. Både for Sixten og for deres egen opfattelse af moral og opførsel.
Henrik Ipsen er en ferm fortæller, han har blik for salens reaktioner og skaber rum for andre uden at tabe kontrollen. Og så kan han spille på hovedet.