’Tommelise’ er egentlig et mærkeligt eventyr at dramatisere. H. C. Andersens minieventyr lyder måske umiddelbart som den oplagte børnehistorie, fordi lilleputpigen virker nuttet – og fordi fortællingen om ’minimennesket’ har en fin pointe om, at overlevelseskraft ikke handler om fysisk styrke, men om personlighed. Men samtidig er symbolikken temmelig voksenvoldsom i dette eventyr med skildringen af et væsen, som kun de færreste får øje på.
Teatret Fyren og Flammen har imidlertid løst Tommelises gåde ved at lade hende være en lille dukke. Dukken er lige akkurat stor nok til at blive holdt af en solid mandehånd – men altså også en hel del større end en tommelfinger… Men dukken har de sødeste øjne, og undervejs i forestillingen kommer det faktisk til at virke ganske sandsynligt, at der skulle findes den slags mikroskopiske piger et eller andet sted ude i naturen…
Grøn græsbakke
Det er iscenesætteren Henriette Rosenbeck, der har grebet fat i eventyret, så det er blevet en fin og sympatisk forestilling om livets mange mærkelige tilfælde. En opbrudt fortælling med mange sceneskift, men også en klassisk eventyrforestilling at gå så grueligt meget igennem, før man kan møde lykken…
Scenografen Tanja Bovin har skabt den grønne græsagtige bakke, hvor hele eventyret udspiller sig – sammen med alverdens dyredukker og dyrekostumer, der pirrer fantasien med deres mange detaljer. Morsomt og nuanceret.
Dybt i knæ
I begyndelsen af forestillingen diskuterer Fyren og Flammens to fysiske skuespillere Birger Bovin og Christian Rossil oven i købet, hvorfor man overhovedet ønsker sig et barn. Lige indtil de ruller rundt på græsskråningen. For så dukker barnet pludselig op i deres verden, og så er eventyret i gang.
Birger Bovin er en garvet fysisk performer. Han skaber sin egen sjove eventyrmåde at bevæge sig på. Og netop fordi hans krop kan trimle rundt på så mange måder – og være dybt nede i knæ i uendeligheder – så er han god til at skabe billedet af de forskellige dyr, som Tommelise møder på sin sære vej ud i verden. Hoppende, kravlende, trillende, møvende…
Det er jo ganske vildt. Dyreflokken er også imponerende. Her er både en muldvarp og en frelsende svale. Gudskelov.
Christian Rossil passer til gengæld sin Tommelise med en god ro og en overbevisende besindighed i kroppen:
’Tommelise og jeg siger stop nu,’ siger han og bliver straks børnetilskuernes bremse.
’Vi vil ikke være med mere. Eventyret er blevet for farligt.’ Og det er det.
Oldenborrens mysterium
På den måde foregår forestillingen hele tiden to lag: Det, der sker – og det, som skuespillerne forklarer i deres kommentarer.
’Vi gør det på vores egen måde,’ forklarer Birger Bovin og Christian Rossil faktisk børnene, inden de begynder at spille forestillingen over ’Tommelise’.
Nu er der vel ikke ligefrem nogen autoriseret udgave af dette eventyr af H.C. Andersen fra 1835. Det står jo enhver frit for at fortolke Andersens univers. Og tværtimod kan man vel sige, at netop dette eventyr er ret svært at dramatisere for børnehavebørnene, fordi det skifter personer og steder så heftigt – og fordi de færreste 3-årige ved, hvad en ’oldenborre’ er.
Giv dog slip
Samtidig er det måske mest af alt et eventyr for forældre. Ikke mindst takket være moralen om, at børn flytter hjemmefra, uanset hvor små de kan virke, når man får dem. Eller som Birger Bovin siger det:
’Det allervigtigste, når man får et barn, det er at give slip på det igen.’
Den pointe tror jeg nu heller ikke, at børnehavebørnene helt fanger. Og sådan er forestillingen på mange måder mere skabt for de voksne end for ungerne.
Men det visuelle univers hos Fyren og Flammen er fængende. Man kommer til at holde af den lillebitte pige med de uhyrligt voldsomme bekendtskaber. Og man bliver beroliget undervejs, når musikken får scenerne mellem de mange opdukkende dyr til at hænge sammen. Men nogen indlysende teaterfortælling, det er denne ’Tommelise’ altså ikke.
