Et øre er tegnet med kridt over den sorte indgang. Den vi alle skal igennem, ind i eventyrland. Som nu mest af alt minder om en underjordisk bunker med masser af senge – hvis nu krigen skulle komme!
Det gør den heldigvis ikke. I stedet kommer eventyret. Men inden da skal vi ned og ligge i sengene. Groft sammentømrede senge på rad og række, og langs væggene står de i etager, inde i et sort og mystisk-duftende træhus med massive bjælker, der bærer det flade loft. Her ligger vi så og bruger ørerne. For ’Buchettino’ er radioteater og dramatiseret højtlæsning i en forunderlig totalteaterblanding. Kun en søvnig pære lyser op, så fortælleren Siri Haff kan se sin bog og vi andre finde ud, hvis tissetrangen eller uhygge-følelsen pludselig skulle blive for voldsom.
For der er stærke kræfter på spil omkring os. Nok så fredeligt begynder historien om den lillebitte dreng Buchettino, hans fattige skovhuggerforældre og hans seks sultne brødre. En grum historie om forældre, der vælger at efterlade deres børn alene i skoven, fordi de ikke kan holde ud at se børnene sulte ihjel! Det kan man da kalde forældrekærlighed på eventyr-manér.
Svær balance
Men heldigvis er Buchettino lige så klog som han er lille. Små hvide sten drysset på vejen hjælper børnene til at finde hjem igen første gang. Men næste gang går den ikke, og på børnenes desperate flugt gennem den mørke skov støder de på troldens hus. Og han er altid sulten, gerne efter små saftige drenge!
Igen klarer Buchettino ærterne, og narrer tilmed guld og andre kostbarheder fra trolden, så den lille familie kan leve lykkeligt i økonomisk tryghed. Og nej, man skal ikke spekulere for meget over, om de to hjerteløse forældre nu også har fortjent al den velstand. Det er ikke det, der er moralen, men derimod den klassiske, at selv om man er lille af krop, kan man godt være kvik i pæren.
Siri Haff er en fin fortæller, når hun bare fortæller. Stemmen er klar, artikulationen tydelig, hvilket er afgørende vigtige kvaliteter, når en forestilling skal leve af sine ord. Efter min smag overdramatiserer hun imidlertid sine personer, når de siger noget. Faderen taler hæst skurrende, moderen og Buchettino med sære pibestemmer, og troldens ord drukner helt i overstyret mikrofon-lyd.
Anstrengelserne med at skabe de mange forskellige stemmer dræber den enkelte figurs udtryksfuldhed, så selv helten ender med at virke irriterende med alt sit musepiveri. Det er en svær balance mellem det melodramatiske og det neutrale, som alle professionelle højtlæsere dagligt kæmper med.
Derimod er lydeffekterne særdeles effektfulde. Stemmer udenfor væggene hvisker og råber, græder og griner; fuglene synger, der rasles med kæder og smækkes med døre. Og allerstærkest virker det, når den fæle kæmpetrold tramper rundt oppe på taget over vores hoveder.
Så bliver den særlige tilskuer-fornemmelse af ægte eventyr-gru – livsfarligt og trygt på samme tid – så intens og overvældende, som jeg ikke kan mindes den fra andre børneforestillinger. Fordi vi bogstavelig talt ligger inde midt i orkanens øje.
At forestillingen er ti minutter for lang og eventyret lidt for omstændeligt, skal også lige nævnes. Til sidst fordufter forestillingens auditive magi i ren gentagelse, mens vi bare ligger og venter på, at det skal ende godt, så vi kan få lov at stå op og vakle overvældede ud i det blændende dagslys igen.
