Der er knald på fra første, storslåede sekund. Den nye, danske ungdoms-musical ’Skammerens datter’ er lige efter bogen, underholdende, flot at se på og med masser af musik. Publikum labber det hele i sig, og det er fuldt fortjent. Rimene er fladtrådte, moralen politisk korrekt og popmusikken kører let og lydefri i samme rille. Men det opvejes af en iscenesættelse, scenografi og instrumentering, det sprudler af målrettet idérigdom.
Østre Gasværks rå mure og kolossale højde skaber et perfekt afsæt for historiens kulørte ridder-univers. Her er ikke baggrund eller behov for de finere nuancer, men oplagte muligheder for identifikation. Magien er håndfast, og alt er i megastørrelse – også replikbehandlingen. Men det unge ensemble bobler af fysisk udfarende spilleglæde og når langt i samspillet med de mere erfarne kræfter, der giver arketyperne karakter.
Der er ikke langt til Mozarts ’Tryllefløjten’ i denne pop-opera om kampen mellem det gode og det onde fuld af prøvelser for den unge helt og heltinde.
Her er også en mørkets magtfulde dronning, skønt spillet af Hanne Hedelund, og en fabelagtig drage med sylespidse tænder i den ene ende og røg og damp i den anden. Et scenisk højdepunkt af voluminøse dimensioner.
Som et scoop fremføres musikken på akustiske barok- og renaissanceinstrumenter. Det får melodierne til at lyde af mere, end den er, og giver ligesom de delikate kostumer forestillingen historisk kolorit. Sangnumrene rummer ingen større vokale udfordringer. Til gengæld kan de afleveres med overskud hele vejen rundt, og sådan er det også med koreografien. Trinene bliver ved jorden, men er til at overkomme for det lille kor, der knokler på med forrygende energi.
Lille, sej og sikker
Der er både liv og ære på spil i ’Skammerens datter’. ’Se på mig – se mig i øjnene’ er den magiske formular, der får skamfølelsen til at vælde op i enhver, der møder Skammerens og snart også datterens dybdeborende blik. Det vælter ud af folk med bekendelser om onde gerninger, de har holdt skjult. Synd for dem, hvis de har løjet. Men godt for de uskyldige, der ellers risikerede at havne i kachotten eller det, der er værre – dragegården!
Her hersker Morten Hemmingsens stålsat overbevisende, onde Draken, der med alle midler inklusive mord og indtagelse af drageblod vil vriste magten fra Raven-klanen. Det lykkes, men selvfølgelig kun kort. Snart bliver hans forsmædelige intriger afsløret, og den unge helt, Nicodemus Raven, mirakuløst frelst. – Han er en desperado fuld af fyrsteblod og mindreværd, som Simon Mathew balancerer fint mellem vrede og følsomhed.
Miraklet hjælpes effektivt på vej af Nastja Arcels moderligt varme Skammeren og især hendes datter. Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose, er et fund i musicalens titelrolle. Lille, sej og sikker lander hun portrættet af en teenagepige, der tager ansvaret og faren på sig i kampen for det gode og retfærdige. Selv om rollen også strejfer det selvretfærdige i pludselig omklarende omsorg for fattige Rosa, der spilles med lysende sart styrke af Sara Victoria Bjerregaard.
’Hvad rager det os’ synger folket, der ind i mellem stikker hovederne op fra gulvet for at kommentere magtkampe og overgreb i den herskende klasse. Et af pletskuddene i iscenesættelsen af den brogede handling, der er spækket med budskaber om stærke, modige kvinder og fejge, forræderiske mænd, generationsopgør, søskendejalousi, mobning og venindeskab.
Lene Kaaberbøls fantasybog om Skammerens datter er enormt populær. Det fortjener musicalen også at blive. Selv om man kan være bekymret for, at en mindre spektakulær opsætning end Østre Gasværks vil understrege værkets svagheder.
