En god historie er ikke til at slide op. Jan Mogensens skønne billedbog om 'Bamse og den kinesiske prinsesse' fra 1984 er stadig en fornøjelse at læse med sine skønne tegninger og pudsigsøde historie.
Forståeligt at AnemoneTeatret dengang lavede en forestilling ud af fortællingen – og sådan set også forståeligt, at de tager den op igen.
Men noget er desværre sket undervejs i transformationen. Hvor bogens udtryk er tidløst, virker teaterudgaven sært gammeldags og slet ikke gennemarbejdet nok.
Problemerne begynder allerede med dekorationerne. Hvor Jan Mogensens tegninger er svagt 'støvede' i deres udtryk – en blid og blød streg med sarte farver, der skaber ro i billedet – er sætstykkerne på AnemoneTeatret rene, klare og meget farveglade fotostater af blade og træstammer i overstørrelse.
Borte har taget blødheden, desværre, og de stærke farver står rigtig skidt til de egentlig ganske udmærkede kostumer og søde dyredukker. Det virker som om kulisser og kostumer er hentet fra hver sin forestilling.
Bamse som bremseklods
Spillestilen virker også noget vaklende, især hos Bamse. At to meget voksne skuespillere spiller børn, er jo præmissen i det meste børneteater, og det går som regel endda. Det gør det også her.
Når Maria La Cour og Mikkel Trier Rygaard er børnene Jens og Marie på legetur i Frederiksberg Have, fungerer det pænt. Og Maria La Cour som hostende skrubtudse, sprælsk rapand og sidst som Prinsessen i den lille kinesiske pavillon på øen i søen i Frederiksberg Have klarer også den del pænt – skrap som dyrene, blid som prinsessen.
Men Mikkel Trier Rygaard har tydelige problemer med sin Bamse. Den har ikke rigtig noget konsekvent kropssprog. Den lunter og tumler bare lidt rundt, som det nu kan passe sig.
Stemmen er fin nok – tøvende, lidt Bamse fra fjernsynet-agtig, hvilket sikkert er klogt, da det nok er den bamsestemme, de allerfleste børn vil forbinde figuren med. Også selv om det jo her er en helt anden bamse og en helt anden historie.
Men kropssproget er for udefineret, og derfor bliver Bamsefiguren lidt af en bremseklods i historien. Fordi figuren visuelt hele tiden synes at gå i stå. Ikke mindst hans mange små angstscener – og Bamse er en meget bange lille bjørn – fungerer ikke overbevisende. Det bliver bare lunteri alt sammen.
Skal sådan et par modsætninger – Bamse som den tøvende og alle de andre som energibærerne – fungere på en scene, må instruktør og skuespillere virkelig arbejde med musikaliteten mellem de to figurer. Pauser, bevægelser, pointer – det hele må times præcist, ellers slappes dynamikken i de enkelte scener. Og det sker alt for ofte her.
Gensynets glæde
Selve scenegangen virker også en smule skødesløs. Når Bamse falder i vandet, falder han bare ind bag en busk. Der er intet, der signalerer sø her, og det er for sølle på et stationært teater.
Tilsvarende bruges lyset stort set ikke i første del af historien til at skabe markante stemningsskift. Derfor bliver oplevelsen, helt unødvendigt, noget flad og gammeldags stiv i det.
Anden del går bedre. Besøget hos prinsessen er fint nok, og erkendelsen af, at den farlige drage bare er en drage-statue, fungerer også, selv om det trækker lovlig længe ud.
En samlet spilletid på 55 minutter er slet ikke nødvendig. Historien fortælles kortere og bedre i bogen – og selv om de indlagte sange er ganske søde, kunne man snildt have sparet på dem.
Så det bliver gensynets glæde, der bærer igennem de mange omsvøb, dramatiseringen er hyllet i.
Som en lille dreng sagde, da Jens og Marie endelig havde fået møvet sig sammen til at klæde om til Bamse og prinsessen, og Bamse endelig så gjorde sin entre: 'Nu begynder historien!'
