Selvfølgelig giver det ingen mening at lave en hyldestforestilling, beregnet for to-årige og opefter, om en af dansk musiklivs mere specielle eksistenser, elektronmusik-komponisten Else Marie Pade (1924-2016). Selv voksne ved næppe i dag, hvem hun var og hvad hun betød.
Derfor er det også fint, at en af spillerne (Bo Carlsson) giver en lille introduktion med tilhørende fotodokumentation, inden den gamle dame gør sin entre i skikkelse af Ole Håndsbæk Christensen med gevaldigt mormorhår og plisseret kjole i krasrød.
Hyggeligt tuller Else rundt mellem sine mange store spolebåndoptagere, der er ganske fascinerende at se på. Ikke mindst fordi den ene af dem har fået øjne inde i spolerne, og de kan rulle, når man trækker et stykke bånd igennem optageren. Ja, hele båndoptageren er faktisk blevet levende i selskab med Else. Og lyde kommer der ud af den og de andre. Piben, trommer, hyl, støj, det hele elektronisk.
En historisk lur
Så langt så godt. En sød historie om en gammel dame, der leger med lyde. Og hvad så? Ja, Else tager sig en lur, og hendes storblomstrede sofa forvandles til et eventyrligt blomsterunivers, mens Else selv er blevet til en lille bitte dukke. Og frem vrimler det med sære figurer – lydvæsner, må vi tro, de er i hvert fald lavet af båndsalat.
Sammen leger de, blandt andet elektronisk kor med Else som dirigent, indtil et optog af truende sorte gummistøvler pludselig tramper over scenen.
Her skal man vist have lyttet godt efter i den lille introduktion, for at forstå, at det nok skal forestille nazisterne, som Else bekæmpede som ung modstandskvinde under Anden Verdenskrig. Fanger man ikke den eller er man bare en glad lille sommertilskuer, vil man nok finde de sorte, taktfast marcherende gummistøvler ganske spændende at se på, men også undre sig over, hvad de laver i Elses drøm.
I fængsel kommer hun i hvert fald, men selv fængslets tremmer kan man spille på og skabe musik, så det gør Else, der pludselig har fået seks hænder at spille tremmeharpe med, inden hun vågner i fuld størrelse og siger pænt farvel til os.
Lidt rodet historie
En hyldest til Else Marie Pade kalder Marionetteatret som sagt selv sin åbningsforestilling denne sommer. Respekt for det. Resultatet er bare ikke helt i skabet. Masser af fantasi, sjove dukker, sikkert ført af Bo Carlsson og Yulia Lystbæk, lige som Ole Håndsbæk Christensen får en elskelig figur ud af Else.
Men historien roder lidt, keder lidt i den lange sekvens med båndsalatvæsnerne, der ikke rigtig skal nogen steder hen, og er sine steder på nippet til at blive for indforstået, som hyldester jo let kan blive.
Og så opererer den med nogle maskiner – transistorradio, forstærkere og adskillige spolebåndoptagere – der nok kalder på nostalgien på den voksne del af publikum, men som må virke temmelig fremmedartede for de mindste. Her ville en præsentation af maskinparken sammen med introduktionen nok have gjort historien klarere og mere interessant for den primære målgruppe.
I øvrigt: Ros til Marionetteatret for inden forestillingen at udlåne kasketter til alle i den stegende sommerhede. Mon der også er låne-paraplyer, når regnen engang kommer?
