‘Hopla!’ Titlen på Vendsyssel Teaters nye børneforestilling lyder af veloplagt cirkusstemning. Men der er ikke ret mange, sjove hop eller ægte tra-la-al i ‘Hopla!’. Tværtimod gumper forestillingen tungt over gulvet, og det eneste, den har med cirkus at gøre, er fornemmelsen af at se en række numre, der følger efter hinanden. Uden særlig grund eller synlig sammenhæng og især uden af have noget på hjerte.
Det hele foregår tilsyneladende i den rækkefølge, at indfaldene – eller manglen på samme – er dukket op. For den mildt sagt tyndbenede tekst har hverken flow eller nerve og kun en lillebitte hård nyser af en historie midt i al den landlige idyl omkring Gerdas skæve hus.
Den handler om Kaj, der engang reddede Gerdas liv, men selv døde. Heldigvis nåede han at fortælle Gerda, at hun skal tælle til ti, når hun bliver hidsig.
Det gør hun tit, for Gerda er omgivet af et mylder af søde dyredukker, der hele tiden bliver væk eller gemmer sig eller spiser hendes ost. Så må hun i gang med at lede og gøre ved, og det kommer der en masse larmende ståhej ud af, der hverken er særlig sjovt eller spændende.
Højrøstet overspil
Dyrene har fine navne. Men de siger næppe mindre børn ret meget. Den sorte krage hedder for eksempel Columbus og skildpadden Cæsar. Det bliver den spinkle historie desværre ikke mere indholdsrig af. Hvis de små tilskuerne så bare var blevet godt underholdt, men det er kun tilfældet i korte øjeblikke.
Det meste af tiden opleves forestillingen som en meget mærkelig stilblanding af voksen 1950’er-revy og snakke-teater for de yngste efter den sædvanlige recept med: ‘Så gør jeg det og det’. Samtidig befinder store dele af tekstens referencer sig så milevidt fra børn i målgruppens alder, at man undrer sig over, hvem ‘Hopla!’ i grunden er tænkt til.
Hanne Laursens Gerda er en moden kvinde, der tør klæde sig i muntre bolschefarver. Men det er også det eneste sjove ved hende. For i stedet for veloplagt hopla
-humør byder Gerda på gevaldigt, højrøstet overspil og kvidrende småsang til melodier fra lakpladernes tid.
Jørgen Bing spiller alle dyrene, og det foregår noget mere behersket og morsomt.
Gerda har selvfølgelig også fødselsdag. Noget skal der jo ske. Og så kan det hele slutte med en herlig sang om at være gode venner. Det kan man ikke have noget imod.
