I en lysning i en 'meget stor og meget særlig' skov ligger Teater Blooms lille bar, med to borde, fire stole, kulørte lamper i loftet, en lille disk, en bartender med guitar – og to faste gæster.
Det er en sød lille café, Niels Erling har scenograferet med enkle midler. Her er tæpper på gulvet og røde duge, ambient, hyggelig og afslappet. Men stedets hovedattraktioner er en velsmagende citronvand og en mikrofon til fremførelse af egne sange. Akkompagneret af bartenderen.
Lisette og Carsten hedder de to stamgæster. Begge har ringbind med deres sange pænt indlagt i plastcharteks, begge elsker citronvand, begge vil gerne synge deres sange i mikrofonen, og begge er generte og kejtede. Kun i sangen vover de at slippe sig mere løs. Og de synger slet ikke dårlig.
Pænt og nydeligt
Men der er ingen forbindelse mellem dem ud over en høflig venlighed. De ses der i baren i skoven, drikker deres vand og synger deres sang. Og så går de hjem, hver til sit, i hver sin ende af den store skov. Sådan har det åbenbart været længe, for ikke at sige altid. Pænt og nydeligt.
'Hver til sit' skal i øvrigt tages bogstaveligt. På forscenen har de – hun til venstre og han til højre – deres 'sit' i form af en lænestol, et lille bord og en standerlampe. Hun læser rejsebøger og drømmer om Paris og en eventuel Jean Pierre, han ser fjernsyn.
Lige her må jeg indskyde, at jeg ville ønske han havde noget at tage sig til, ud over TV’et. Hun er geskæftigt optaget af sin læsning og modtager udefinerede telefonopringninger – det giver hende et lille stykke individualitet udenfor baren, mens han kun sidder og ser ind i fjernsynet, uden at der kommer nogen karakter ud af det. Det bliver ubalanceret.
Duet
Som man nok kunne tænke sig efter hendes drømmende aftenlæsning, bliver hendes bidrag til musikken den næste dag meget frankofilt – lidt amatørmæssigt og påståeligt over-fransk, spørger du mig, men lad gå, det er stadig både lidt naivt og lidt charmerende.
Men noget nyt opstår. Carsten introducerer duetten som en mulighed til at 'udvikle sig kunstnerisk', og pludselig står de sammen foran mikrofonen for første gang – ja de holder til og med hinanden i hånden! Nølende, akavet, rørende hjælpeløst, synger de duet om at blive forelsket og om kyssets mulighed – 'med stjerner for deres indre blik' – men det bliver ved sangen, og den sædvanlige tur alene hjem til deres eget lille hjørne af tilværelsen.
Noget er dog sket. I et vildt forsøg på at trække udviklingen et skridt videre bestiller hun bord til to med citronvand og tapas. Men date’n bliver ikke til noget – Carsten har sin 'Lone-dag', det vil sige sin transvestit-dag (hvor dén kom, fra fortaber sig i det dunkle) med mørke solbriller, gul turban og heftigt sjal over skuldrene.
Til Paris, og alligevel ikke
At Lisette bestiller én-vejs rejse til Paris er til at forstå, men et par andre indslag har mere karakter af indfald end af idé. Så dramaturgien bliver temmelig flosset mod slutningen, før alt samler sig i kysk hygge helt til sidst.
Sidsel Siem Koch og Niels Erling er tilpas akavede og fumlede til at give Lisette og Carsten en vis charme, selv om selve skuespilleriet har begrænsede nuancer og skabagtigheden lurer lige om hjørnet. Selvironi har de også noget af, både i sangtekster og enkelte situationer, noget Kamilla Bach Mortensen har taget godt vare på. Og synge kan de begge. Specielt Erlings første tango vakte begejstring hos publikum, mig selv inklusive.
Teater Bloom vil gerne 'smitte publikum med glæde og gejst', og det er jo en honnet ambition. Men foreløbig er forestillingen lidt for forsigtig, lidt for beskeden. Der mangler kort sagt noget mere kulsyre og bobler i citronbrusen. Dét ville et publikum på 7+ sagtens kunne tage.
