Eventyr af Grimm lever som regel op til deres navn. De er sjældent harmløse eller hyggelige. Nej, så hellere noget med opsprættede maver, afskårne tæer og forgiftede æbler.
Måske er det derfor, vi godt kan lide dem. Fordi de gerne giver et lille kildrende gys eller to undervejs.
Maskens nye forestilling for de 5-10-årige får det også til at gibbe lidt undervejs. Pigen Malene elsker eventyr så højt, at hun læser dem hele tiden og ikke bare det – hun lever sig ind i dem i en grad, så mor og far er en lille smule trætte af en datter, der leger Rødhætte og ikke tør gå i skole, for måske møder hun ulven undervejs!
I stedet møder hun skolekammeraten Hans, og sammen begiver de sig ind i eventyrland med den tykke eventyrbog under armen. Det er bare den lokale skov, men den er også uhyggelig nok, når man leger Rødhætte og ulven. Eller Hans og Grete. Eller Askepot. Eller Snehvide.
Det er Malene, der sætter spillereglerne og bestemmer eventyrene; hende, der gerne vil være i centrum. Ja, og så vil hun gerne lege kærester med Hans, men det er han nu ikke specielt interesseret i.
En tredje skolekammerat slutter sig til de to, og det skaber konflikter undervejs i eventyrlegene. For pludselig har de to noget sammen, mens den tredje føler sig udenfor og derfor prøver at skifte eventyr for at komme med i legen igen. En leg, der i Snehvides tilfælde er lige ved at ende lovlig dramatisk.
Og dér tror vi så, at legen er slut – og forestillingen også. Fordi eventyret var lige ved at blive til voldsom virkelighed. Men et sidste gys venter – og et sidste forløsende grin, inden Malene kommer hjem igen.
Dejlig fysisk iscenesættelse
Det er en fin historie, Jesper B. Karlsen har skrevet. Ikke mindst fordi den undervejs bruger direkte og lidt gammeldags citater fra originalerne, kombineret med den naturlige tilpasning af handlingen, som børn foretager, når de leger. Forgiftede eventyr-æbler fra en ordinær skolemadkasse passer således fint sammen.
Måske er der lovlig mange eventyrspring undervejs – lige som et pludselig indlagt tema om at løbe hjemmefra ikke rigtig foldes ud – men overordnet set mærker vi eventyrenes fascinerende kraft i børnenes leg og indbyrdes magtrelationer, foruden at der jo ligger den kønne, diskrete morale gemt i handlingen, at det er sejt og befordrende for fantasien at læse bøger.
I Filippa Berglunds frodige sceneri, der først præsenterer dagligstuen og derefter landevejen, åbenbares hurtigt en magisk skov med visne blade, store træer og masser af dejligt mystisk lys og lyd. Her er virkelig alle muligheder for at folde eventyrene ud med brug af ganske få rekvisitter og masser af scenisk aktion.
Maria la Cour er glimrende som Malene – sød og en lille smule irriterende dramadronning på samme tid – lige som Gaia Victoria Muñoz Rosberg har godt greb om skoleveninden, der især folder sig ud som den gysende onde stedmoder-dronning i 'Snehvide'.
Og endelig fylder Christian Hetland rollen som skolekammeraten Hans med umanerligt veloplagt kropslig energi, samtidig med at hans fortabte blik, da han sidder langt tilbage på scenen, alene på en stor gren, mens de to piger leger sammen, afslører en blød dreng, der ikke er så vild med alt det voldelige, eventyrene kræver af ham.
Solveig Weinkouffs dejligt fysiske iscenesættelse og sikre fornemmelse for smittende børnedril får forestillingen til at flyve over scenen, og hun giver plads til de høje tilskuerhvin, når der bliver sagt noget sjovt eller en af de tre ryger på rumpen, uden at tabe de tyste øjeblikke, historien også rummer, af hænde.
