'I Solens Skygge' er en forestilling, hvor en sympatisk idé og dens sceniske udførelse går skævt af hinanden. Fire teatre fra henholdsvis Sverige, Norge, Danmark og Burkina Faso fortæller en historie om et kultursammenstød af en mere brutal kaliber end teatrets. Men spillestilen hos skuespillere og dukkeførere falder aldrig i hak, og dele af historien virker utroværdig.
Man savner en iscenesætter, der med kritisk overblik kunne stramme op, så spillestil, udstyr og symbolik ikke strittede i alle retninger. I dag har mange børn hele verden inden for synsvidde. Den vælter ud af tv- og computerskærme, og i Danmark er den sidekammerat i mange klasseværelser. Men sådan opleves det ikke i forestillingens univers, hvor der ikke er meget, som børn kan identificere sig med.
Udgangspunktet er de verbale og fysiske overgreb, der møder to veluddannede brødre fra Afrika. Under stor ståhej tager de af sted for at finde arbejde i et mere velpolstret samfund, Lykkens Land, den yngste som læge, den ældste som arkitekt. Det er dog kun med uhyre besvær, en syg baby og et byggeri, de skaffer sig adgang til de hvides fjendtligsindede verden, der ligner et militærregime.
Overalt er der snubletråde, som holder fremmede ude. Luften er tyk af fordomme og myndighedernes mistænksomhed, og det hjælper ikke at smide lægekittel og byggehjelm og tilbyde sig som gadefejer. Brødrene møder det hele med vantro undren uden at påtage sig rollen som ofre. Men forstår børn det?
Tju-bang-komik
Den broderlige hakkeorden er til gengæld genkendelig og sjov, når de to skønne og skægge skuespillere fyrer den af med tju-bang-komik og underfundighed. Storebrors imponerende basunkinder og tykvommede statur passer også fint til hans overbærende manipulationer for at nå sit mål. Et fedt job i udlandet til ham selv og lillebroren, der hellere vil hjem til Mama.
Brødrene er nutidige og nærværende og bevidste om deres situation – også som skuespillere. De kværner løs i et ubegribeligt sprog. Men deres levende ansigter og komiske pantomime fortæller, hvad der foregår. Og hvis ikke, bliver der lynhurtigt samlet op og korrigeret i forhold til publikum. Helt modsat dukkeførerne – en dansk og en svensk – hvis larmende overspil kaster lange slagskygger over forestillingen.
De spidsnæsede, radmagre dukker afspejler en menneskelig fornærethed. Men de virker gammeldags med forsagte kvinder i lange skørter. Hvor er nutidens stramme bukser og høje hæle? Et spædbarn i svøb hører også mere hjemme i det Afrika, som brødrene kommer fra, end i vores moderne verden. Og selv om der stadig findes militærregimer, er det normalt ikke der, højtuddannede afrikanere søger hen.
Som modgangen tårner sig op, og håbet om det gode liv mindskes, ændres forholdet mellem brødrene. Men som i alle velmente historier ender det godt, og de bliver til sidst accepteret af indbyggerne i landet. Storebror er ligeglad. Nu er det ham, der vil hjem til Mama. Det forstår man godt.
