Af: Henrik Lyding

3. april 2012

Lang vej til stjernerne

NoCanDos nye forestilling forsøger et befriende opgør med nutidens hang til selviscenesættelse og stjernenykker, men ’Albedo’ hænger ikke ordentligt sammen og det sceniske sprog virker temmelig beskedent.

I en tid, hvor alt tilsyneladende handler om at skille sig ud fra andre og blive set, er det såmænd helt befriende med en historie, hvor pointen er den modsatte: Drengen Albedo kommer fra Månen, men har lyst til at tage til Jorden for at gå i skole og blive en dreng lige som alle andre.

Men nede på Jorden synes de, at han er mærkelig på den gode måde. Han skinner nemlig (glimmerstøv på arme og overkrop) og han kan danse. Så han skal være stjerne, synes de. Albedo har bare ikke lyst til at være stjerne; han vil hellere være ligesom de andre.

Se, det er da en køn morale i en selvpromoverende tid. Forbandet ærgerligt blot, at historien bliver fortalt så elendigt. Begyndelsen er ellers lovende. Albedo sidder på spidsen af et rumskib – en let stiliseret trækonstruktion – foran et projektionstæppe. Herpå ser vi måne og stjerner, mens Albedo rejser mod jorden. Men fra ankomsten til Jorden går det galt. For dels bruges raket-elementet ikke mere i historien; det står der bare og ingen forholder sig til det, heller ikke undrende, hvilket man ellers nok skulle synes var en rimelig reaktion fra jordboerne.

Vel ankommet til Jorden møder Albedo to sære figurer, der stolprer rundt. Den ene angiveligt en lærer, den anden en elev. De er ens klædt på – i patchwork-cowboy-tøj med spidse huer og malede ansigter. De bevæger sig i en blanding af gang og stiliseret ballet, hvilket virker lettere hektisk og karikeret. Det samme gælder den blanding af tale og dans, der er forestillingens grundpræmis.

Men de tre medvirkende er ikke specielt gode til at bevæge sig, selv om de hele tiden taler om at danse og tage på turne verden rundt med Albedo som frontfigur. Her havde noget break dance eller modern dance på et vist niveau givet mening. Hvad de tre kan svinge sig op til, er lidt beskeden akrobatik, og det kommer man kun langt med i de fjernsynskonkurrencer, hvor amatørisme synes at være en kernedyd.

Virker ikke gennemtænkt

Heller ikke på repliksiden er der meget at hente. Ordene, især fra den sært tvekønnede lærer, virker stive og besynderligt gammeldags, og de siges uden større overbevisning. Undervejs undrer man sig også over, hvorfor de nogle gange taler i hele og afrundede sætninger, og andre gange bruger enstavelsesord og lyde. Som vidste de ikke helt, hvilken spillestil, de egentlig bevægede sig i. Og så er ord som ’ensemble’ og ’potentiale’ måske ikke de mest oplagte at bruge i en forestilling beregnet for de fem-årige.

Til sidst får Albedo nok. Han forsøger at gnide stjernestøvet af sine arme, så han ikke lyser længere. Han vil bare være helt almindelig. Desværre lykkedes det til den forestilling, jeg så, ikke at fjerne særlig meget af glimmeret, så effekten forblev et postulat.

Det samme blev ophidselsen hos læreren, da Albedo ikke længere lyste og turneen derfor måtte aflyses. En turne og en dansehistorie, vi aldrig for alvor kom ind i, men kun kredsede uforløste udenom. Og endnu mere utroværdig virkede omvendelsen, da Albedo alligevel godt kunne være med i dansetruppen og komme med på den verdensturne, der pludselig alligevel blev til noget.

Og sådan kunne man så sidde og undre sig over denne forestilling. Den virker slet ikke gennemtænkt eller gennemarbejdet, og den er bemandet med tre spillere, der enten ikke kan eller ikke har fået lov af instruktøren til at præstere noget seværdigt. Synd for en god tanke. Så vil vi altså hellere se på nogen, der virkelig kan noget – også selv om deres motiver måske er mere gustne og selvcentrerede end Albedos.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.