Af: Anne Middelboe Christensen

9. november 2015

Lakridskonfekt og konkyliebryster

Anne Gry Henningsen lykkes flot med Line Mørkebys sørgelige teenagermonolog ’+1’ om at føle sig helt alene i verden

Anne Gry Henningsen har en ukuelig lyst til at forære teenagere nogle teateroplevelser, som de kan spejle sig i.

I flere år har hun rejst landet tyndt med Andreas Garfields stykke ’4,1 promille’, som handler om teenageres første, dyrtkøbte erfaringer med alkohol. Og nu har hun så kastet sig over unges ensomhed i forestillingen ’+1’. Altså ensomheden foran mobilen og iPad’en og computeren…

Det er dramatikeren Line Mørkeby, der har skrevet monologen til Anne Gry Henningsen som pigen, som næsten er færdig med eksamen i 9. klasse, men som ingen venner har. Og som i hvert fald ikke tør melde sig til afslutningsfesten alene…

Lyver for sig selv

’+1’ er en grum historie om ensomhed og om alt for meget fantasi til at dagdrømme om det, som ikke sker. Det er også en barsk historie om ikke at blive set – og om at være fanget i rollen som den generte, der bare er ’bedre til skriftlig end til mundtlig’. Jo tak. Men hvordan får man venner, når man ikke tør gå hen og sige noget til de andre?

Anne Gry Henningsen spiller lige ud i øjnene på de unge, så de bliver helt stille. Hendes krop pisker rundt, og hun klæder sig af til undertøjet, så de unges blufærdighedsgrænse klart bliver rykket af denne voksne kvindes forhold til sit eget maveskind og hendes fjolleforestillinger om svævende bryster…

Men det er hendes ord, der er chokerer mest. For denne teenagepige lyver over for sine forældre, så man kan høre, hvordan løgnen også gør ondt på hende selv.

Og hun lyver over for sig selv, når hun næsten selv tror på, at hun ses med klassens hotteste pige, og at de tatoverer hjerter på hinandens ankler. Og når hun gemmer lakridskonfekt rundt omkring i hele huset i et forsøg på at overbevise sig selv om, at hun ikke trøstespiser…

Ingen kommer forbi

Instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen har bevidst ladet Anne Gry Henningsen gennemføre monologen, som om hun bare snakker lidt højt med sig selv, mens hun læser op fra de andres liv på Instagram. Denne påtagede taler-med-mig-selv-form kan dog godt virke kunstig og lidt anstrengende i længden. Og den gør det faktisk lidt uklart, hvornår pigen siger tingene, som de egentlig foregår – og hvornår hun pludselig fantaserer for vildt.

Men teenageværelset er lige til ’Scenografernes Bo Bedre’. Raphael Solholm har i hvert skabt en meget flot og stringent scenografi af tre sorte filtvægge med raffinerede gemmestedshuller. Her er der både plads til festkjoler og til lakridskonfekt. Og her fungerer en enkelt rulle hvidt stof som lærred for en serie syrede og afslørende fotos af de klassekammerater, som pigen egentlig kun ser på Facebook…

I midten ligger tre ensomme, hvide fatboys på gulvet, lige til at slænge sig i – og to sorte skamler står vagt. Det er vildt tjekket, men også helt uendeligt sørgeligt. For ingen kommer forbi.

Bogstavnørderi

Forestillingen accelererer ekstremt hen mod slutningen. Men teksten kan ikke helt holde til, at både talesprog og skriftsprog og noget højstemt lyrik blandes rundt i de samme replikker.

Det bliver noget fortænkt, selv om billedord som ’konkyliebryster’ får sjov kontrast af ’helikoptertunge’. Og selv om dramatikeren tydeligvis vil digte denne pige til at være en forfatterspire og bogstavnørd, der ikke kan lade være med at lave bogstavlege, så bliver det ikke helt troværdigt – og slutningen virker ret forceret.

Hvordan ’mundtlig’ ender som ’mund-i-lig’, er i hvert fald lidt konstrueret.

Pinligt at ringe til nogen

Hvad teenagetilskuerne egentlig mente om denne del af forestillingens replikoverfald, kunne jeg ikke helt greje under forestillingen. Men replikkerne havde nogle fine skæve indfald og nogle udtryk, som rammer perfekt ned i den digitale tilstand, som mange teenagere tilsyneladende befinder sig i: At de hellere vil dø end at bruge mobilen til at ringe op med.

For som teenager kan man tilsyneladende kun kommunikere via sms eller snap eller Instagram. Alt andet er for pinligt – og at tale med nogen i virkeligheden er for svært. Eller som pigen siger opmuntrende til sig selv derhjemme, mens hun tvivlende øver sig: ’Måske skal jeg bare gå hen og sige ’Hej!’?’

’+1’ er ikke just en mundret titel. Men udtrykket skyldes, at pigen helst vil være ’Plus En’. Da hun får karakteren 00, bliver hun helt slået ud, men så får hun øje på detaljens kraft. Og som hun siger det: ’00 er næsten 10 – der mangler bare sådan et 1-tal’.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.