Siddende om bord i en stor træskonnert lægger publikum øre til en række faretruende begivenheder. Hændelser fra mange årtier og århundreder, som alle har det til fælles, at en eller flere personer er på nippet til at miste livet under meget dramatiske omstændigheder.
Begivenhederne er tillige kendetegnet ved, at det ikke primært er de nødlidende, der er i fokus, men mest den person, som kommer dem til undsætning – og relationen mellem de involverede.
Akkurat det fokus er med til at gøre forestillingen stærk. Med redder-synsvinklen og relations-synsvinklen opnår forestillingen det, at kaste et fint lys over egenskaber som mod, overvindelse og næstekærlighed.
Som et tredje træk har de tre tekstudviklere valgt, at de personer, hvis liv hænger i en meget tynd tråd, overlever. Undervejs tror man det næppe. Men det livgivende og dermed håbet sejrer.
Livredder-epos
En lille pige sidder fx klemt fast under en hest, der er faldet om. En dreng bliver kørt over af et traktorhjul og havner i en pløret grøft. Og en far, der er livredder for fiskere på havet, overlever i en redningsaktion, hvor havet slår redningsbåden itu og trækker mandskabet ned i bølgerne.
Det virker fint, at vi springer i tid, at vinklen er varieret fra fortælling til fortælling, og at fortællingerne tillige i de 50 minutter, forestillingen varer, bliver klippet ind i hinanden. ”Klipningen” eksponerer, at livet kan være udsat og blive tyndslidt på talrige måder.
To vikinger er taget på en stormomsust sejlads i jagten efter mere frugtbare agre end de danske. En lillebror Jakob er i 1978 ude for, at hans storebror Flemming – som fuldstændig nybegynder indenfor traktorkørsel – gribes af fartbegejstring og mister grebet om køretøjet. Gert fra 1984 oplever fire mirakler og ikke mindst, at hans mor tilgiver ham. Carsten tager i 1993 affære på en af sine løbeture, da han ser en pige klemt fast under en hest. Og livredder Johannes Madsen tager i 1895 ud på havet i heftig storm for at redde en skibsbesætning, alt imens hans kone og søn er vidner til det.
Opgaver skaber kontakt
Peter Seligmann og Jan Overgaard Mogensen springer ud og ind af alle roller. De er kropsligt i vigør. Bevæger sig rundt i skibets bund og op langs dets sider. De er kyndige fortællere. Og undervejs spiller Mogensen tillige på saxofon og harmonika.
De dramatiske fortællinger i sig selv er fængende lytning. Hertil virker det tydeligvis engagerende for publikum (som da jeg så forestillingen udgjordes af to 6. klasser og en specialklasse med få elever), at udvalgte indledningsvist bliver bedt om at holde nogle rekvisitter og kostumer, som spillerne så beder dem om at få, når kostumets rolle skal på.
Med en lille model af en skonnert, et pandebånd til løb, en 80'er-smart cowboyjakke, to fodboldtrøjer og et stort blafrende sejl skabes roller og universer. Resten klares med ord, mimik, båndet maritim reallyd og instrumentalmusik live.
Nils Munk tænder med hver fortælling en dramatisk flamme. Han har fornuftigt og fermt sørget for, at spillerne bevæger sig flittigt og forskelligartet rundt i båden. Og han sparer ikke på volumen i udtrykkene. Seligmann og Mogensen spiller til bristepunktet af deres rollers temperamenter.
Heldigvis får pauseringer også plads. Mestendels fungerer det fint. Dog virker det som om, der er skruet lidt for meget op for volumen, eller at der er støj på skuespilleakkorderne, når de spiller de to vikinger. Men det er småting i en som helhed fin forestilling.
