Der er noget fascinerende over talende dyr. Noget klogt og noget evigtgyldigt. Som tilskuer til Opgang2’s nye forestilling, ’Hvor stjernerne blinker’, bliver man da også hurtigt nysgerrig, da det viser sig, at hovedpersonen ikke er et menneske, men en hvid kat med blød pels og blid stemme. Snowy, hedder den. En kat, der kan tale – og som endda også kan synge og pippe som en fugl…
Dramatikeren Pia Marcussen udbygger dermed sit dramatikerskab med endnu en følelsesrig teaterforestilling om eksistenser, der står udenfor samfundet og fællesskabet. Her er det flygtningefamilien, der kommer fra en krig – og som ender i venteposition i et flygtningecenter i Danmark. Men forestillingen handler allermest om familiens hvide kat, som de tager med på flugten. I hvert fald indtil katten bliver væk fra dem på rejsen…
Teksten er bygget op som både fortælling og tale – og i enkle sangstrofer til Cecilie Sadolins sfæriske musikunivers. Den drevne skuespiller Uffe Magnus Kristensen lægger sin skolede fortællerstemme til det voldsomme eventyr. Hans klang ændrer sig fra det kærligste og mest beroligende til det kyniske og hånlige.
For det er hans stemme, der spiller alle de mange roller i denne flygtningehistorie: Den brutale menneskesmugler, den hjælpsomme gamle mand, den aggressive havnebisse, den liderlige lastvognschauffør – og den venlige hjemløse. Uffe Magnus Kristensen fortæller så levende, at man kan se det alt sammen for sig. Med flot stemmeklang og udtryksfulde øjne.
Sneakers som poter
Rollen som den hvidpelsede Snowie spilles af den 22-årige Baraa Qadoura, der har sin teaterdebut i denne forestilling. Han blev kendt som deltager i ’X-Factor’ som kun 15-årig. Hans sangstemme er karakteristisk for sin blødhed, og stemmen bliver naturligt nok det bærende i hans optræden.
Desuden er det tydeligt, at han mest naturligt finder ind i iscenesættelsen, når han i sin snehvide hættetrøje og sine hvide pote-sneakers får lov til at danse, så hans sorte krøller hopper. Og når han får chancen for at springe omkring på scenens trappepodie.
Scenografen Ingeline Jessen har udformet scenens podie som en multiverden – et ’allesteder’ og ’ingensteder’ på én gang. Og flygtningeverdenen er oplyst af lygter på kajen eller diskotekslys af Martin Lundholms basale lysdesign – med genskin i refleksbåndene fra nogle redningsveste, der ligger efterladt rundt om på scenen.
Bag de to optrædende lyser en projektion med et billede af den øverste del af jordkloden omgivet af stjerner. Så vi som publikum hele tiden fornemmer flygtningedrømmen om at komme videre nordpå – og forhåbentlig ende i fred og frihed i Nordeuropa et sted. Danmark, måske.
Plottet er spændende, og historien fortælles med dynamik og sans for den gode detalje. Kattefiguren Snowy er virkelig skøn. Man holder af den fra første øjeblik – og man forstår, hvordan den som forkælet familiemedlem har virkelig svært ved at indse, at dens nye flygtningestatus gør den til den allerlaveste skabning i et hvilket som helst hierarki.
Flere episoder i handlingen forklares kun med lydeffekter i Marcus Hjelmborgs flotte og voldsomme lyddesign af bombardementer og trafiklyde – og druknetruende storm på havet. Det er naturligvis et klart, dramaturgisk valg. Men flere overgange i handlingen virker faktisk uklare, fordi de ikke også forklares med ord.
Uden dikkedarer
Parallelt med handlingen løber en fortløbende radiofortælling om radiokanalen ’Catlover’, der efterlyser forsvundne katte. Idéen er fin, og Bolette Engstrøm Bjerre rammer præcist den kåde radioværts underholdende stemmeføring. Men selve grebet med en katteradio virker lidt forstyrrende og også en smule naivt i forhold til teenagepublikummet. Så er det faktisk klarere, når Snowy i egen høje mandsperson selv synger og smyger sig på scenen. ’Lækker! Se mig!’ synger han med sin bløde, unge stemme – igen og igen.
Opgang 2’s tidligere forestillinger har funklet på grund af Pia Marcussens særligt poetiske sprog, der blander hverdagens talesprog med et drømmende billedsprog, ikke mindst i ’4ever’ med Chadi Abdul-Karim og ’Habibi’ med Bolette Engstrøm Bjerre.
Det sker også enkelt og sårbart i ’Når stjernerne blinker’. Her er der ord for den medmenneskelighed, der ofte forsvinder. Og ord for ensomheden og længslen. Og kærligheden til dem, man elsker, bliver udtrykt gennem et fint billedsprog: ’Som stjerner på en himmel – før nat bliver til dag.’ Smukt og uden dikkedarer.
’Hvor stjernerne blinker’ tindrer med sin medmenneskelige overbevisning om, at alle mennesker har ret til at høre til. Og at det altid er muligt at hjælpe andre. Uanset hvor lidt man selv har.
