'Med træsko på er det ingen sag!'
Sådan lyder det optimistisk fra den lille kylling, som er hovedperson i Olsens Teaters forestilling 'Trip Trap Træsko'.
Replikken er det allersidste, der bliver sagt i stykket. Kyllingen, eller kyllingebarnet, som den også kaldes – helt klart for at skabe identifikation for det unge publikum (de 1,5-4-årige, jeg så forestillingen med, eller de 2-5-årige, som den også spiller for), er nået hjem til sin mor, hønen, efter at have været ude at hente vand til hende.
'Jeg kan hente vand til mor, jeg er nemlig rigtig stor', siger Kyllingen ved forestillingens begyndelse, efter at den har spurgt hønen, om der er noget, den kan hjælpe med.
En ligetil naturfortælling
'Trip Trap Træsko' er meget harmonifyldt og ligetil. Erik Olsen er alene på scenen som dukkefører og fortæller. Spillet foregår indenfor et meget lille område. På et bord-højt podium dækket med et grønt klæde, som går ned til gulvet. Podiet står på et ovalt tæppe i en lidt mere støvet grøn farve. Oppe på podiet ligger der indledningsvist et rød klæde i den ene side, og i den anden side står der en trækonstruktion i orangebejdset træ.
Erik Olsen, som er klædt helt i sort, indleder spillet med at præsentere hønen, som ligger under det røde tæppe. Han fortæller, at det er morgen, og at hønen har besluttet, at i dag skal hele hønsehuset skrubbes, fordi støvet hvirvler op, når man hopper.
Hønen er lavet i massivt træ – ligesom alt det øvrige Olsen spiller med.
Træklodsteater
Har man én gang set en Olsens Teater-forestilling, ved man, hvilke dukker og hvilken scenografi teatret spiller med. Man kan kende teatrets forestillinger på lyden. Alle dyr og alle de ting, de bevæger sig rundt i og med, er fremstillet i massivt træ, som for det meste er bejdset i klare, glade farver.
Der er harmoniske farvespil i alle scenebilleder, men ikke megen lethed. Der er fx ingen fjer forbundet med hønen og dets kyllingebarn. Derimod en ret tung lyd af træ, som rammer underlaget eller klaprer i luften, når fx kyllingen åbner sit næb og slår det i igen.
I sig selv har hønen og kyllingen også et ret bastant udseende med bred rød kam og for kyllingens vedkommende brede røde træsko. Kyllingen geråder ud på noget af en udflugt. Som en pointe farer den vild og får ikke lige i første hug samlet vand i sin spand.
Kyllingen er helt bevidst tegnet som et glad og imødekommende barn, der så gerne vil alt godt, men ikke helt har styr på hverken at findevand, eller hvordan men lige samler det. Som små morsomheder hælder den vand ud af spanden 'så der er plads til mere', og den tror, at kilder løber opad i spanden – indtil en venlig skikkelse viser kyllingen, hvordan man henter vandet op i spanden.
Sanser, rim og positive naive logikker
Teksten – som ofte ledsages af indspillede klavertriller og undertiden slår over i sang – taler på tekstsiden til alle sanser. Kyllingen hører, ser og lugter til tingene.
Den bruger også hjemmelavede ord, som børn oftere end voksne gør. Taler fx om gabeluft og sovetilmiddagluft. Den gør tillige flere steder på en fin måde brug af børns omvendt drejede og positivt naive logik.
To 'klodsede' mus leger og møffer fx rundt med det strå, som vokser op af jorden, hvor kyllingen har vandet. Og de kalder på forskellige tidspunkter strået verdens højeste, verdens længste og verdens tungeste strå – alt efter om strået står lodret, ligger vandret, eller den ene mus har sat sig på spidsen af strået.
Teksten er også tit på rim. Det vækker genkendelse hos det unge publikum og skaber lethed og melodi i udtryksformen.
Når kyllingen omsider når hjem med en spand med vand i – har den – jævnfør hvordan et barn kunne reagere, glemt hvad det var de skulle. 'Skrubbe hønsehuset. Siden kan vi rulle i gruset', som hønemor forklarer.
Hvad forestillingen også fortæller er, at 'Reden skal rystes og fjælen skal gnubbes'. Akkurat hvad en fjæl er, tvivler jeg på, børn nutildags ved.
Hvor er dukkernes egenliv?
Men det med fjælen er en mindre detalje i en forestilling, som på positivsiden har medtænkt i al fald den yngste aldersgruppes univers i sin fortælling.
Nogle børn i den øverste del af aldersgruppe 2 til 5 år vil måske nok synes at universet er lige vel pusse-nusset. Nogle vil måske finde fortællingen lige lovligt tilbageskuende med tale om fjæl, vandplaskende kilder og venligt hjælpende dyr.
Mest på negativsiden fylder for mig at se dog det, at spillet med de tunge træting, fugle, dyr og andet, vanskeligt lader sig animere levendegørende. Har det noget med Olsens evner som dukkefører at gøre? Fører han objekterne i en slags bevægelses-forlængelse – uden at de får et eget liv i dukkeanimations-forstand? Eller et det træet som materiale, som blokerer og savner den plasticitet, der skal til at skabe liv og nuancer?
Et er i al fald sikkert – Spillet er forståeligt, klart og tydeligt, men det er som om det fattes indre liv, nuancer og uforudsigelighed. Magi og poesi.