Af: Anne Middelboe Christensen

11. februar 2023

Kvindestamp og kluddermor

Kvindeidentiteten bliver flydende i Julie Rasmussens danseforestilling ’Sisterhood’ for Aaben Dans. Men koreografien bliver for monoton.

Energien tramper og stamper ud af de fire kvindelige dansere i ’Sisterhood’ hos Aaben Dans. De er unge, og de er ivrige efter at skildre deres liv som tætte veninder. De er hinandens ’søstre’. I hvert fald symbolsk set. Så de går klædt ens: I hvide fodboldshorts, knæstrømper og sneakers. Men de har hver deres polstrede, pastelfarvede kæmpeblomst syet uden på sportsbh’en. Som variationer over samme identitetstema.

Én for én dukker kvinderne op. De knirker med gummisålerne med højlydt friktion på forestillingens hvide dansevinyl, der bugter sig blødt over gulvet, hvorefter det ender i et mystisk og handy røgmaskinehul i den ene side i Kaja Havens enkle scenografi. 

Kvinderne spidser munden og fløjter hver for sig, hvorefter deres fløjten optages i en mikrofon og looper i sjove ekkoer som afbrydelser i Kaja Havens musik med fuglefløjt og regndryppende junglelyde. Kvinderne begynder at stampe. De hopper fremad og klasker forfoden hårdt i gulvet, hvorefter de springer tilbage. Igen og igen. 

Det virker som et levn fra en munter flamencotime. Rytmen flytter sig undervejs – og glider fra femdelte takter til firedelte – så dynamikken hele tiden forskydes. Så glider kroppene over i slowmotion, hvorefter danserne endelig råber ’olé’ og stopper op. Overraskende forpustede, men meget smilende.

Stamp og løb

Danserne er meget forskellige: Den langhårede Ella Östlund har rollen som den forsigtige, der gerne vil gå forrest, men måske ikke helt tør det. Den stærke Nanna Stigsdatter Mathiasen spiller den modige, der gerne vil se publikum i øjnene. Den hurtige Thjerza Balaj rummer tvivlen i sit udtryk, når hun rækker hånden frem. Og den korthårede Katrien van der Velden påtager sig kækt rollen som kvindegruppens frække anfører – og stærkeste sangstemme. I hvert fald indtil hendes medsøstre bliver trætte af hende, så hun pludselig står uden for fællesskabet.

Koreografen Julie Rasmussen præsenterer både venindefællesskabets styrke og sårbarheder i ’Sisterhood’. Fint og klart i scenen, hvor de fire kvinder står bag ved hinanden på række, mens de holder hænderne på skulderen af kvinden foran – og med kærlige hovedbøj og tydelig nydelse ved det synkrone.

Koreografisk set bliver det samlede udtryk dog både for småt og for monotont. Kvinderne stamper, løber og ruller. Men der er ikke tilstrækkelig bevægelsesmæssig udfordring i koreografien, der nærmest får kvinderne til at fremstå som ’almindelige’ kvinder, der går til boldspil for sjov. De præsenteres i hvert fald ikke som danserkroppe med særligt fysiske kompetencer – som f.eks. smidighed eller udholdenhed. Danserne er ellers alle fire uddannet ved Den Danske Scenekunstskole. Men deres fysiske fortræffeligheder kommer ikke frem her. 

De præsenteres heller ikke som skuespillere, for handlingen er for tynd til, at der er tale om et egentligt plot – og rollerne er for unuancerede til at blive til egentlige figurer. Alt i alt virker det, som om forestillingens fortælling er for lille. 

Eva gnasker æblet

På gulvet ligger et rødt æble og lyser. Det tiltrækker selvfølgelig tilskuerens opmærksomhed på den ellers nøgne scene, men æblet får lov til at ligge der lovlig længe. Lige indtil en af pigerne snupper æblet og begynder at gnaske i det – suppleret af indspillet gnaskelyd i højttalerne. 

Hér kunne der måske være opstået en interessant historie om Eva-myten og syndefaldet – og om Eva som urkvinden, der bestemmer selv. Men eftersom æblet spises, samtidig med at en af de andre dansere spurter rundt og snupper opmærksomheden, forpasses øjeblikket – og symbolikken fortoner sig.

Flydende køn

Unge kvinders selvværd og sammenhold – og deres vrede – er et hot emne lige nu. Så ’Sisterhood’ vil sikkert tiltrække et stort publikum, også blandt de ældste skoleelever og gymnasieelever. Forestillingen mangler bare nogle nuancer, hvis pigerne for alvor skal kunne spejle sig i disse unge dansere.

’Sisterhood’ rummer dog en scene, hvor denne repræsentation netop lykkes perfekt. Nemlig scenen, hvor de fire kvinder klumper sammen og leger ’kluddermor’. Her gnubber de sig ind mod hinanden og fletter arme og ben på gulvet i en venindecollage, som om de netop lå sammen og så en yndlingsserie på tv – eller bare hyggesnakkede efter festen i går.

Denne uskyldige venindeomfavnelse med dens strejf af erotisk nysgerrighed er fint ramt. Som et billede på ungdommens søgen efter både kønslig identitet og seksuel orientering – med muligheden både for et flydende køn og en flydende seksualitet. 

Det er interessant. Med eller uden tramp og stamp.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Fra tv-koncept til familieteater
Sjællands Teater:
'Palle, Polle & Ruth – ude på noget'
Sjællands Teater har i samarbejde med DR støvet børneudsendelserne ’Ude på noget’ af og skabt en ny teaterversion med Palle, Polle og Ruth og den havesyge fabrikant Kæphøj, der vil have fingre i det magiske kamera.
Trilogi med forløsende finale
Nørregaards Teater:
'OS'
Nørregaards Teaters ’OS, som er sidste forestilling i trilogien VIDEOS’, klinger interessant og intenst ud med et troværdigt håb.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Fra tv-koncept til familieteater
Sjællands Teater:
'Palle, Polle & Ruth – ude på noget'
Sjællands Teater har i samarbejde med DR støvet børneudsendelserne ’Ude på noget’ af og skabt en ny teaterversion med Palle, Polle og Ruth og den havesyge fabrikant Kæphøj, der vil have fingre i det magiske kamera.
Trilogi med forløsende finale
Nørregaards Teater:
'OS'
Nørregaards Teaters ’OS, som er sidste forestilling i trilogien VIDEOS’, klinger interessant og intenst ud med et troværdigt håb.