’Er det slut nu, farmor?’ spørger en lille pige allerede ved første tæppefald nok fem minutters tid inde i Svanens dukketeateriscenesættelse af ’Nøddebo Præstegård’. ’Er det slut nu?’ spørger hun igen lidt senere ved næste tæppefald i det lille dukketeater. Og ’Er det slut nu?’ spørger hun nok engang lidt senere.
Men da læner hendes sidekammerat, en anden lille pige sig hen mod hende og hvisker halv-højt: ’Der skal først være et juletræ’. Pigens gentagne spørgsmål er, sammen med det udbrud som drengen foran mig kommer med (’Åh, det varer lang tid!’ og de i øvrigt mange henslængte børnekroppe et tegn på, at der desværre er noget galt med Svanens opsætning af den gamle klassiker – for den valgte målgruppe i al fald.
’Nøddebo Præstegård’ er Svanens første juleforestilling nogensinde. Det står Kim Westi frem og fortæller publikum inden forestillingen begynder.
Stemningen er åben og rar, sådan som Kim Westi og Patricie Homolová står der og smiler imødekommende til publikum. Men da de forsvinder om bag dukketeatret og tæppet går op for spillet om de tre studenterbrødre, som tager til den rare præstefamilie Blicher i Nøddebo for at fejre jul, opstår der hurtigt en fremmedhed. Forestillingen fænger ikke. Den preller tydeligvis af på publikummet. Børnene som flest er ret ukoncentrerede, og de voksne lyser ikke af begejstring.
Dukkeføringen og dukkerne fejler intet. Professionaliteten er i tilstede. Det oplever man, når de små sirligt udførte marionetdukker føres rundt indenfor dukketeatrets lille ramme af en scene. Både Westi og Homolová forstår at skabe livfulde bevægelser i dukkerne, som både kan stå manifest stille, springer omkring med energisk bentøj og begejstrede arme, og sætte sig i sofaer og på scenekanten. Det gælder såvel præsten, hans frue, de to smukke gifteklare døtre, de tre studenterbrødre og det øvrige figurgalleri.
Mest fokus tager scenerne med de bittesmå tophuenisser, som typisk støder til 'i udkanten af en scene' for, som det siges: ’Man får dem ikke at se, men de findes’.
Humør er der også over de små høns, som futter tværs over scenen og præstens elskede hane, som undervejs mister livet. Ligesom der er julestemning, når præstegårdens tændte juletræ kommer til syne og der bliver spillet julesalmer og sunget sange.
Fremmedartede temaer for fire-årige
Scenen med de tre studenter på tagkamret i København og scenerne indenfor i præstegårdsstuen har derimod ikke samme appel. Det er, som om de er lidt klaustrofobisk fyldte. Det er, som om historien ikke rigtigt kan komme ud til os fra de små fyldte rum. Fra tagkammeret møbleret med en enkelt seng, et lille bord og stol, og fra præstegårdsstuen med grankranse på væggene og symmetrisk anbragte sofaer.
Det er dog ikke det scenografiske i sig selv som er problemet. I forhold til det meget unge publikum (fire år og opefter) synes det at være historien, som er for fremmedartet eller i al fald et pænt stykke væk fra deres livshorisont – hvis vi et øjeblik frasorterer julenisserne, juletræet, det bakkede snelandskab, hønsene og hanen.
Samtalen mellem Christopher, Frederik og Nicolai på studenterhyblen om det, at der kun er et halvt år til deres eksamen, virker til at køre hen over hovederne på de yngste. Og når spillet senere kommer til at dreje sig om ’forlovelseseksamen’, når Nikolai oplever, at hans storebrødre løber af med præstens døtre, og protesterer over det med et ’Øv, øv og tre gange øv’, virker det heller ikke overbevisende fængende på dem. Desværre.
