De dukker op af overflodssamfundets emballage-helvede af brune papkasser. Skrammel, der tårner sig op hulter til bulter på den flade runde og meget af tiden roterende scene med en lysende kant. Som et par forgyldte guder med kæmpestore hovedtøjer giver de sig i kast med, ja med hvad?
Teater Graense-Loes vil angiveligt sætte fokus på de svære vilkår, som 'en kaotisk vestlig verden' byder nutidens ungdom. Som teenagere bliver de uafbrudt konfronteret med andres lykke og deres evne til at lykkes i livet, men skal man absolut være lykkelig hele tiden, og kan det overhovedet lade sig gøre?
Det er et aktuelt og prisværdigt tema, men desværre er forestillingen selv så kaotisk, at det er svært at se, hvor unge kan spejle sig og skal hægte sig fast.
Små fine og sjove vilde vesten-tableauer af legetøj dukker efterhånden frem af bunkerne sammen med enorme flag, der kan bruges som videoskærm, politibiler, heste og midt i det hele en stor skøn udgave af The Little Pony. Undervejs må den på det grusomste lade livet, men den er stadig en del af gamet, der først langt henne i forestillingen stillet skarpt på konkurrencestatens amokløb, der tager livsglæden fra de unge.
Et smut ude i ørkenen afslører, at lykken kommer og går – undertiden med ultrakorte intervaller. Det sker med en uforudsigelighed, de unge kalder skuffende og opfatter som problemet. Men meget kan kan danses væk i guld og strutskørt, og det er skønt at vinde. Det er derimod mindre kønt, når kampen mellem den amerikanske frihedsgudinde og cowboyen for en kort stund intensiveres og afslører en af de værste sider ved det vilde Amerika nemlig skydevåbnene.
Det grænseløse kaos
Det er et konket indslag i en forestilling med alt for megen udvendig faren omkring og flytten rundt på den kulørte vrimmel af ting og sager på den tætpakkede scene, og alt for lidt gedigent indhold. Den sparsomme tekst består af banale fraser, der drysses hist og pist og ikke rigtigt kan tages alvorligt, hvad de måske heller ikke skal. Det efterlader to af de medvirkende, Katrine Karlsen, Daniel Norback, i et tomrum uden noget at spille med eller mod – andet end deres glimrende evne til komisk kropslig og underholdende udfoldelse.
Der er mere mål og med i musikken, som komponisten selv vandrer rundt og synger og spiller som forestillingens tredje medvirkende. Sangene, hvoraf de fleste er solo-numre og på engelsk, er iørefaldende. Det er svært at fange alle ordene, men stilen og musikinstrumenterne med blandt andet mandolin, signalerer tydeligt, at vi er i det vilde vesten. Det klinger og swinger i godt afstemte og afvekslende indslag i forestillingens forløb, og meget passende er det en sang, der slutter festen.
Den handler om en satellit, der rider gennem natten, og hvad det har at gøre med at se hinanden i øjenene og mærke sit åndedræt, som vi kort forinden er blevet opfordret til, er ikke lige til at gennemskue. Det er der en del i det grænseløse kaos, der udfolder sig, som ikke er.
Til gengæld fungerer 'Bang Bang Happy Man' som en parodisk udlægning af den amerikanske drøm, der via de USA-dominerede medier former mange af ungdommens idealer. Om et ungt publikum vil fange kritikken bag komikken, er mere tvivlsomt.
