En lille bog i lommeformat med den kontante titel ’Børneteater’ udkommer i dag sammen med en tilsvarende bog om ’Moderne dans’ – som led i Selskabet for Dansk Teaterhistories serie, ’Iscenesat’, der nu består af seks titler og er tænkt som en enkel faglig og let tilgængelig indføring i teaterlivets forskellige genrer og således ’henvender sig til enhver, der er nysgerrig på scenekunsten og gerne vil snuse lidt til teatrets rødder og udvikling’, som det hedder i en pressemeddelelse i forbindelse med dagens to nye titler.
De øvrige fire udgivelser – om ballet, opera, revy, skuespil – er allerede udkommet, og der er flere på vej: De næste to emner er henholdsvis Musical og Performance, men som forperson for Selskabet, Alette Scavenius, fortæller, så kan serien i princippet være uendelig, hvor fx skæve titler som Teaterjura, Teater og krig m.v. også kunne inddrages.
Bøgerne udstråler med deres minimalisme i format og sidetal ren læselyst: »Jeg kan virkelig godt li’ formatet. Man bliver næsten draget ind i bøgerne. Det gør det overkommeligt og nemt at gå i gang med – og man øjner en mulighed for at få de unge med…,« lyder det fra Alette, der glæder sig over, at skribenterne aktivt formår at drage sig selv ind i fortællingen om deres emne.
Det er denne skribent, der har skrevet ’Børneteater’-bogen, som anmeldes her på portalen af Kirsten Dahl, der, udover at være anmelder af børne- og ungdomsteater på Teateravisen gennem 30 år, selv har skrevet værket ’Spot på Danmarks skjulte teaterskat’ (2008) – en redegørelse om professionel scenekunst for børn og unge – og ph.d.-afhandlingen ’Gestus – en nøgle til betydningsdannelse og poetik i poetisk teater’ (2014) med bl.a. et forslag til en analysemodel for poetisk teater – eksemplificeret via næranalyse af en række børneteaterforestillinger. Således skulle den faglige vurdering af de aktuelle 66 sider om dansk børneteater være i kompetente hænder…
’Iscenesat’ udgør i disse kulturudsatte tider et inspirerende bidrag til udforskning og fordybelse i teaterkunstens vidtforgrenede landskab. Bogserien blev lanceret af Selskabet for Dansk Teaterhistorie i 2022 i forbindelse med 300-året for dansk teater og udgives i samarbejde med forlaget Kronstork og består altså nu af de seks titler: Ballet (Erik Aschengreen); Opera (Nila Parly); Skuespil (Per Lykke & Erik Hvidt); Revy (Rikke Rottesten); Moderne dans (Karen Vedel) og Børneteater (Carsten Jensen).
Bøgerne kan købes i boghandlere og hos forlaget (kronstork.dk/boghandel). Pris pr. bog: 100,- kr. Kronstork har desuden tilbud på alle seks titler for 398,- kr.
(caj)