ANMELDELSE: Dejligt, nu er den her; en lille ovenud brugervenlig bog om professionelt dansk børneteater. Bogen hedder slet og ret ’Børneteater’. Den er skrevet af Carsten Jensen, og er nr. seks i serien ’Iscenesat’, som Selskabet for Dansk Teaterhistorie står for.
De foregående fem bøger tager i et historisk perspektiv fat i hver deres genre (Ballet, Opera, Skuespil, Revy, Moderne dans). I ’Børneteater’ har opgaven – værd at bemærke – været væsentligt større. Her har det handlet om i et historisk perspektiv at favne en hel og meget mangfoldighedsfyldt teaterverden: Det moderne børneteater, som opstod i Danmark i 1960’erne som en mindre gruppe små kollektivt ledede teatres opgør med de stagnerede og didaktisk orienterede teaterforestillinger, som blev spillet for skoleelever på de store institutionsteatre. Og som på få tiår udviklede sig til i dag at tælle omkring hundrede små professionelle teatre, som skaber scenekunst i et væld af genrer og kombinationsmodeller for børn og unge i alderen 0 til16 år.
En dedikeret og erfaringsfacetteret skribent
Den gigantiske mundfuld er Carsten Jensen den helt rette person til at formidle. Jensen kender området som sin egen bukselomme. Han står bag hele fem forudgående udgivelser: ’Intet spil for galleriet’ (1994), ’For det største i de mindste – et strejftog gennem dansk børneteater 1994-2004’, (2004), ’40 år og stadig ikke voksen – et strejftog gennem fire årtier med verdens største børneteaterfestival 1971-2010’ (2010), ’APRIL FESTIVAL 1971-2021. Verdens største teaterfestival for børn og unge ’ (2020) samt ’Teatret Fair Play: Teater for børn og unge 1972-2022’ (2022), som han var redaktør på.
Når Jensen på så kompetent og facetteret vis har kunnet skrive ovenstående værker og nu også den lille – og i øvrigt røde – bog om børneteater, skyldes det, ud over hans baggrund som journalist og exam.art. i Teatervidenskab, hans næsten 40 år lange virke som redaktør på Teateravisen (først på papiravisen BørneTeaterAvisen, og siden fra 2008 på den digitale nyhedsportal (fra 2013 teateravisen.dk).
Det er bjerge af viden, Jensen gennem årene har tilegnet sig gennem det redaktionelle arbejde og de rigtigt mange artikler, han i årenes løb har forfattet til avisen. Viden, som han kontinuerligt substantielt har suppleret via oplevelses- og erfaringsrige deltagelse i ‘marken’ – på teaterfestivaler, til seminarer og lignende fora, hvor teatrene har mødtes og i stor stil har spillet deres forestillinger for primærpublikummet, men også for voksne teaterinteresserede og opkøbere fra både ind- og udland.
Kløgtig komposition
I sig selv – og ikke mindst i betragtning af emnets kompleksitet – er kompositionen i ’Børneteater’ rigtig flot. På kun 66 små sider – og her er store fotos, forord og litteraturliste medtaget – tegner Jensen feltet, så vi får et tydeligt billede af den meget forandringsfyldte historik, i takt med at vi i enkeltkapitler dykker ned i specifikke områder som: De signifikante træk ved området. Områdets mange genrer og formater. Forestillingernes karakter og kvalitetsarbejdet omkring dem. De mange festivaler og det særegne ved dem. Udlandets interesse og respekt for dansk børneteater. Samt teatrenes strukturelle byggeklodser.
Noget af det vellykkede i bogen er, at de enkelte kapitler på umærkelig organisk vis taler utroligt godt sammen og ved bogens slutning samler sig til en sammenhængende mosaik. Som læser får man en meget klar oplevelse af, hvordan feltets mange elementer og forhold hænger sammen. Eksempelvis på hvilken vis det signifikante kollegiale og faglige sammenhold på feltet influerer på forestillingsværkerne. Hvordan de formater, teatre spiller i, er påvirket af den lovgivningsmæssige kontekst, de eksisterer indenfor, samt hvilke personer, der sidder i de besluttende officielle organer.
Bogens mange konkrete detaljer gøder ens begribelse af området, og de er med til at skærpe ens interesse for området. Man ikke blot forstår, man bliver animeret til at kende mere til området og opleve dets forestillinger.
Fyndigt og opvakt sprog samt udsøgte detaljer
Nok en kvalitetsmarkør er sproget og de mange konkrete og undertiden næsten kuriositetslignende nedslag. De mange farverige og karakteriserende eksempler fra virkeligheden giver læseren indsigt på en fyldig og undertiden også underholdende vis. Ligesom Jensens ligetil og fyndige sprog gør bogen både lettilgængelig og inspirerende at læse. Når han fx i sin karakteristik af alle de genrer og formater, som er repræsenteret på feltet og i sine beskrivelser af forestillingernes ”Mangfoldighed ad libitum” samtidigt betoner, hvor meget, der ikke er plads til, bruger han vågent vendingen, at så ”… bobler det over af urimelighed overfor alle de andre, der fremviser det aktuelle børne- og ungdomsteaters mangfoldighed og kvalitet”. (p. 28-29). Helt enig.
Dog vil jeg – som en lille parentetisk afbrydelse – i historiefortællingens og mangfoldighedens tegn, sige, at jeg savner to teatre: Rio Rose, som med Tove Bornhøft og Catherine Poher i front udviklede og forfinede et særegent poetisk udtryk, og AbstraX, fordi Bo Stendell Larsen her med sine abstrakte scenekunstværker står for noget meget modig og helt unik, i og med at forestillingerne, jf. teatrets hjemmeside, arbejder ”på at retfærdiggøre unavngivne følelser. Alle de indtryk, der møder vores sanser og skærper vores appetit. Tildragelser, der nærer lysten til liv”.
Man kan også argumentere for, at Dansk Rakkerpak skulle have været nævnt al den tid, at det er det teater, som i længst tid og mest spillestilkarakteristisk har spillet gadeteater. Og at Luna Park Scenekunst med Betina Birkjærs sans for legende og visuelt inspirerende beboede installationer og vandreforestillinger burde figurere om ikke andet så i parentes efter at udtryksformerne er nævnt.
Billedskabende og humor-garneret
Men nu tilbage til sproget i bogen, som i den grad levendegør feltet i mange af dets afskygninger. Jensens tekst er klarhedsgivende og interesseanimerende og iblandt også poetisk billedskabende og garneret med humor. Man ser fx med munterhed lokationen og en hel masse vigør for sig, når Jensen farverigt beskriver, hvordan der på matriklen for Det Lille Teater både var ”bordel, snapsebrænderi og vintapperi” og en hest og en ged (p.12). Man ser 1970’er-tiden og de selvbestaltede kollektivt ledede gruppeteatre for sig, når han refererer, hvordan teatergruppen Turnus præsenterede sig selv som bestående af ”en værktøjsmager, en kok, en sygeplejerske, en konditor med bitjans som pædagog samt to folkeskolelærere på deltid og en enkelt uddannet skuespiller”. (p.56).
Man mærker poesien og nærheden til børnepublikum, når han beskriver, hvordan Ray Nusselein altid efterlod ”lidt af forestillingens magi hos dem [børnene] – i form af en lille englevinge af blik, en tåre af glas, deres eget lille papirstykke fra den store verdens skabelseshistorie eller måske et stykke stof, der var en lille flig af himlen”. (p.19).
Man fornemmer klart konfliktelementerne i det ellers nok så seriøse kvalitetsarbejde, når han efter fremlæggelsen af BørneTeaterSammenslutningens forestillingsanalysemodel De Syv Kriterier, skriver: ”Modellen blev hurtigt både berømt og berygtet …. som generelt arbejdsredskab – selvom nogle også mente, at det tangerede teaterpoliti. Den var så banebrydende, at den på begæring blev fremvist i udenlandske børneteaterkredse, hvor nærgående kvalitetsgranskninger af forestillinger fra kolleger/konkurrenter ellers var uhørt”. (p.34).
Man mærker desto stærkere, hvor ihærdigt og ”sprængfarligt” kvalitetsarbejdet kunne tage sig ud, når han efter at have bragt pressedækningscitater (hvor publikum til festivalen i 1979 i Silkeborg bliver beskrevet som genbrugsklædte venstreorienterede pædagoger i lappet tøj, og forestillingerne på festivalen i Frederiksværk i 1981 bliver kaldt ”indoktrinerende”, ”venstreorienteret” og ”obskønt teater”), skriver: ”Teatrene kunne dog også selv føre kniven”- og fortsætter ”På festivaler i 1980’erne lavede en selvbestaltet gruppe af kvalitetsbevidste børneteaterfolk såkaldte lortelister over festivalens absolutte bundskrabere” (p.48).
Essens-fokuserede citater
I tråd med den velgjorte egentekst, er de medtagne citater guld værd. De rummer elegant nøglen til det spadestik dybere til begribelsen af, hvad området essentielt set var og er. Lister man citaterne op i forlængelse af hinanden, vil man sande, at de alle fra forskellige vinkler anskueliggør hjertet i dansk børneteater, og man vil ‘logisk nok’ se, at der er en central sammenhæng mellem stort set dem alle.
Bogen åbner med et citat af Bjørn Lense-Møller. Citatet står med stor effekt alene på siden. Lense-Møller giver udtryk for noget så stort som den forpligtigelse, de børneteaterproducerende voksne har i forhold til med deres kunst at nære ‘de vilde tankers univers’, som børn er i besiddelse af, for med deres teateropførelser at være medvirkende til, at børn bevarer deres håb og gnist i forhold til livet, så undergang forhindres. Vægtigere vision findes vel næppe. Lader man citatet glide med ind som en følgetråd i den fortsatte læsning, folder området sig lige så smukt og problematik-nuanceret ud, som det var og er, samtidig med at denne de voksnes forpligtigelse med resonans hvisker læseren vigtigheden af det hele i ørerne.
Jytte Abildstrøm lægger sig i forlængelse af Lense-Møller ved at tale om den voksne børneteaterskabers menneskelige ansvar i forhold til, som hun udtrykker det: ”at give børnene naturlig gødning, der beriger deres lille sarte, indre sjæleliv…” (p.13). Catherine Pohers ytring (p.23) om, at ”Vi er der ikke for at fylde dem, som var de tomme vaser, men vi er for at tænde det bål, de rummer. Deres glæde for at være levende”, svinger tilsvarende godt sammen med Lense-Møllers.
Beth Juncker fortsætter i samme spor, når hun taler om, at børneteatrene ikke længere spiller ”pædagogiske forestillinger, men forestillinger, der går ind i forhold til børns nysgerrighed, deres evne til at filosofere over livet og døden og tilværelsen”. (p.28).
Niels Erling og Michael Ramløse citeres for deres modstand i forhold til teater, som tilpasser sig skolernes undervisningsplaner og læringsmål, og de sætter ad den vej ord på, hvad godt børneteater ifølge dem handler om. Erling taler om scenekunst, som stimulerer børns fantasi og vækker deres følelser. Og Ramløse uddyber: ”For mig skal teatret stille alle de spørgsmål, sætte alle de tanker i gang, som alverdens meningsløse PISA-tests ikke kan give svar på. For mig handler teater helt grundlæggende om at tænke og føle omkring det at være menneske blandt andre mennesker”. (p.42)
Centrale fremtidsfunderinger
En styrke ved bogen er også, at den peger fremad, i og med at Jensen funderer over, hvad der i fremtiden vil kunne udfordre feltet. Skal teatrene stadig spille gratis på festivaler og dermed fortsat være udsat for ”økonomisk proletarisering”? Hvordan legitimerer de danske børneteatre fremover deres turnevirksomhed til lande, hvis styreformer undertrykker befolkningen? Hvad skal der til for at teatrene fokuserer på det kunstneriske aspekt i deres forestillinger frem for det læringsmæssig pædagogiske? Hvordan forvalter de voksne – anmeldere, formidlere, opkøbere og børneteatrene – den opgave at formidle, udvælge, producere og spille for børn og unge? Og hvordan kommer børn og unge, dem forestillingerne primært er skabt til, ind i billedet som styrende for det at opleve børneteater, skabt af voksne? Hvordan vil fremtidens formater og forståelse af, hvad et (kunst)værk er, komme til at udvikle sig, når tendensen går i retning af interaktive, publikumsinddragende og medskabende forestillinger? Vil der i fremtiden blive skabt forestillinger om tabuerede og vanskeligt håndterbare emner, eller vil eksempelvis koranloven og terroraktioner medføre restriktioner og selvcensur?
Og som en krølle på Lense-Møller-citatet, som jeg gerne havde set spundet, kunne jeg tilføje: Vil der i fremtiden blive skabt forestillinger, som understøtter og nærer fantasien, poesien og livshåbet i barnet? Hvad vil der skulle til? Og hvem kan med kunstnerisk kvalitet og gennemslagskraft i forhold til børnepublikummet løfte opgaven?
Det store i de små
Ray Nusseleins credo var, at han ”spillede for det største i de mindste og det mindste i de største”. På en måde er det lidt det samme, Jensen er inde på i bogens vigtige og sande pointe: Professionel dansk børneteater udgør en skjult nationalscene. Området fik – og får nok aldrig – et stort nationalt spillested, men samlet set danner de mange små teatre en stor og mangefacetteret scene.
På den vis vender han tilbage til ordet ”skjult ” i første kapitels overskrift og slutter en cirkel. Og han knytter en tråd til Jørn Langsted, der indledningsvist forsøger at råbe det officielle Danmark op ved at sige: ”Danmark har ét trumfkort i internationale sammenhænge: Børneteatret. Spil det rigtigt!”
Jensen siger ikke direkte, at her har vi – også i forhold til udlandet – en guldgrube, en skat af en skjult nationalscene. Men det, som løber gennem teksten, er en mange-eksemplificerende visning af, at dansk børneteater er ét stort mangfoldighedsfyldt område, som i sin solidariske organiseringsmåde, publikumsnære forestillingsskabelser og opførelsespraksis har unikke og nationalgrænseoverskridende kvaliteter og styrker. Der er bare flere, som skal have kendskab til det.
Et fikst format, som skal ud i verden
’Børneteater’ – som i øvrigt er et dejligt hensigtsmæssigt lille format – let af håndtere og lige til at tage med sig, kan erhverves for 100 kr (via boghandlere eller forlaget Kronstork, red.). Bogen fortjener mange læsere. Og så er det, jeg hører afdøde, karismatiske – men også jordnært pragmatiske Langsted hviske mig noget i øret:
”Kirsten, så skriv da for pokker, at den bog må staten da stå for at husomdele! – i det mindste i Danmark! De kan jo bare reducere tilskuddet til Det Kongelige Teater en mikromy, så er den potte ude!”
Tak Langsted. God idé. Især fordi bogen ikke kun er inspirerende læsning for allerede teaterinteresserede læsere. Den må absolut også være en øjenåbnende appetitvækker for dem, for hvem børneteater er en landsby på månen, eller for dem, der opfatter børneteater som noget med børn, der klæder sig ud og spiller for andre børn.
***
Kirsten Dahl har udover at være anmelder af børne- og ungdomsteater på Teateravisen gennem 30 år, skrevet værket ’Spot på Danmarks skjulte teaterskat’ (2008) – en redegørelse om professionel scenekunst for børn og unge – og ph.d.-afhandlingen ’Gestus – en nøgle til betydningsdannelse og poetik i poetisk teater’ (2014) med bl.a. et forslag til en analysemodel for poetisk teater – eksemplificeret via næranalyse af en række børneteaterforestillinger.
Anmeldelsen er blevet til uden nogen form for indblanding eller redigering fra Teateravisens redaktør, da denne jo er bogens forfatter…