Erik Møller Petersen er en uhyre venlig mand – ingen tvivl om det, når han hilser og hyggesnakker med sit publikum.
Denne gang er han iført kjole og hvidt, og det er jo ret usædvanligt, når man skal spille en forestilling for de 1,5-4-årige.
Forklaringen giver sig selv, for midt på den lille scene står et nodestativ, og ihukommende forestillingens titel er det åbenbart at Teater 83 denne gang vil tage os med ind i musikkens verden.
Det understreges af at det lille rum ganske fikst er omkranset af nodelinjer, som – viser det sig – er lavet elastiske og som gemmer på mange ting.
Den flotte dirigent
Møller Petersen er altså orkestrets chef og den der bestemmer over alle instrumenterne. Men distræt og forvirret som han er, forårsager han, at det ene efter det andet ikke går som det skal: Hvor var det nu jeg lagde dirigentstokken? Hvorfor er arkene på nodestativet blanke? Hvad var det vi skulle spille? Og mærkelige lyde, toner såvel som støj, begynder at komme fra overalt.
Jeg ved ikke hvor meget jeg holder af denne slags 'forvirret, tumpet og distræt voksen'-teater, men 'Lyt' har i alle fald et mål: Vi skal frem til det øjeblik, hvor alle udefrakommende lyde er overstået og forklaret, noderne er på plads og i orden og koncerten kan spilles.
Hvad vi ser og følger, er altså en venlig og undskyldende dirigent, der kæmper en kamp for at opfylde vore forventninger om den koncert, der blev annonceret i starten.
Så spørgsmålet er: Vil vejen derhen få nogle membraner til at dirre, vil spændingen vokse og forventningen stige, vil forhindringernes underholdningsværdi eskalere?
Det bliver for enkelt, uden finesse.
Det sker ikke. Alt bliver på det jævne. Forhindringerne ligner hinanden: Bilen dytter, børn skriger eller småsnakker, billeder af alle familiemedlemmerne skal vises frem, ét for ét, og hænges op. Ikke en gang hunden og dens gøen bliver vi sparet for, og sandelig skal dirigenten ud for at tisse og må bruge G-nøglen for at låse døren op. Gad vide hvor mange børn, der tog den pointe.
Og noderne rodes frem og hænges op på nodelinjerne og falder ned igen i en uendelighed.
Jeg synes, at Teater 83 gør det for enkelt for sig. Også for de allermindste må der være en form for dramatisk nerve og stigning. Selv om dramaturgien her har et mål, må rejsen mod målet have et minimum af rytme, variation, spænding. I 'Lyt' får jeg kun gentagelser. Selv kedede jeg mig bravt,og min indre fire-åring var svær at vække af sin søvn, da forestillingen var slut.
Erik Møller Petersen har både en ro og en tryghed, der indgiver tillid, men omstændeligheden og de ens indfald giver forestillingen en em af det søvndyssende, for ikke at sige slappe, og temmelig tilbagetrukne. Der mangler simpelthen energi og vilje til at være sammen med sit publikum – ikke kun hyggesnakke og pludre om sin forbavselse, hver gang noget uventet indtræffer.
Det er da for fanden vi i publikum, der skal blive forbavset. Giv børnene en chance til at undres – giv os tid!
Langt om længe nåede vi frem til koncerten, som viste sig at være 'Her kommer Pippi Langstrømpe' for xylofon og trommer og lidt til. Ikke specielt meget at vente på, men til at genkende.
