På et lille bord i baggrunden er der dækket op med grøntsager en masse; porer, persillerod, hvidløg, løg og gulerødder. I det tomme rum foran går fire unge mænd afslappet rundt. De er klædt som kokke. I sorte bukser og med de karakteristiske skjorter med to rækker knapper ned foran. En af mændene har et par viskestykker stukket ned i linningen. Et par af de andre går ud til publikum og byder på små stav-skårne gulerødder og lidt senere på rosiner.
Stemningen er åben og mild. Da forestillingen går i gang, stiller alle fire kokke sig på række. Først præsenterer de sig ved navn og bagefter siger en af dem, at den forestilling, som vi nu skal se, er lidt voldsom.
Tæsk tilsat hiphop
Det viser sig at holde stik. 'Føj for en skefuld' er skruet sammen af det ene stunt – stage fights – efter det anden. De fire kokke tæver hinanden på skift. Ind i mellem skiller nogle af dem sig ud og danser synkront eller solo. Hip-hop og moderne dans.
Udtrykket begynder med at en (Troels Graakjær) farer på en anden (Martin Gæbe) – den fysisk mindste i flokken i øvrigt. Kort tid efter er de to mod den samme – Graakjær allierer sig med Peter Lynggaard. Offeret får en ordentlig mavepuster og slås i gulvet med stor iscenesat voldsomhed.
Der er drive og en kraftig energi i udfoldelserne. De fire kokke spiller ingen specifikke psykologiske roller. De er på skift offer og bødler. Den som bliver moppet og mobberne. Dvs. det går på skift hvem det går ud over. Alle får en tur i tæske-maskinen.
Fin freds-obstruktion
Hvad er det her? tænkte jeg undervejs. Dels fordi de mange grøntsager ikke rigtigt kommer særligt meget i brug. Da jeg oplevede forestillingen, var det kun gulerødder, som blev snittet med en kæmpe køkkenkniv i et hårdt underlag for med snittelyden at fremkalde percussion (rytmer). Resten af grøntsagerne var intakte, da forestillingen var slut. Skuffende, når man uvægerligt ser frem til, at de må skulle bruges til noget. Skuffende fordi det kunne have givet udtrykket nuancer og facetter.
Heldigvis bliver slagsmåludtrykket varieret lidt på en måde, som klart synes inspireret af Palle Granhøjs obstruktionsteknik: En syngende kok (Jannick Ricky Fritze) lægger ud ved at stå bag en mikrofon og synge – i øvrigt ganske godt. Så træder først en og bagefter nok en af de andre medvirkende til og obstruerer hans sang ved helt fysisk at bremse og blokere hans bevægelser – de skubber, fastholder og forhindre ham i at gøre de bevægelser, vi lige har set ham gøre.
Det giver især, når sangteksten er Michael Jacksons 'Heal the World', en voldsomheds-forstærkende effekt. Obstruktionsteknikken giver udtrykket valør. Gør det mere interessant. Mere sårbarhedsfyldt. Det får udtrykket til at tangere et fredsepos.
Tilføj en koreograf
Efter cirka tyve minutters stunts iblandet dans står de fire medvirkende frem og fortæller, at de anbefaler forestillingen i en workshop-kontekst; i sammenhæng med en workshop, hvor de underviser i stage-fight. Og de forklarer, at stage-fight er godt til at bryde mure ned, det kræver tillid, og det skabe sammenhold.
På den måde placerer 'Føj for en skefuld' sig som en lille fysisk eksplosion. Det er let at aflæse, at temaet er vold og mobning. Men udtrykket er for tyndt og for uklart i sin helhed. Et øje udefra – en koreograf – vil ganske givet kunne løfte udtrykket, så det kommer på niveau med gruppens intention om: 'at skabe scenekunst, som vil fortælle noget. Vi ønsker at underholde, og få dig til at reflektere – også på vej hjem fra teatret'.
