Farveflimmer i Kompagni Kalas’ regi refererer ikke til tossekassen eller rettere TV. Det viser ind til den kønsrolledebat, teatret fører i forestillingen. En diskussion om hvad der er ret og rimeligt, når det gælder farver på tøj til piger og drenge.
Hvem bestemmer, at drenge skal gå i blå trøjer og piger i pink bluser? Hvem siger, at piger ikke kan spille fodbold, og at drenge ikke kan synes, det er sjovt at snurre i hullahopring? Hvorfor findes der ikke cirkusprinser?
En diskussion og en forestilling som slutter med, at de tre medvirkende børn bytter tøj, så der opstår farveflimmer.
Omdrejningspunktet er som sagt tre børn. Tilflytterpigen Jojo, der kommer til et sted hvor hun møder to klassekammerater, en dreng og en pige, der leger rigtigt godt sammen i fritiden (de tør ikke lege sammen skolen). I et stort klatrestativ med gynger og reb laver de akrobatik.
Til venstre for klatrestativet er et stort skab, som gør det ud fra Jojos hjem. Jojo er i de andres øjne noget af en særling. Fordi hun elsker at gå i grønt tøj, stiller mærkelige spørgsmål, og siger, at hendes farmor var pirat.
’Farveflimmer’ fortæller at de tre børn har lyster, som går på tværs af det voksne siger og af de herskende normer. Drengen er fx vild med at lave numre med hullahopring. Jojo hader at blive stadset ud i tøsetøj til sin fødselsdag – også selvom hele familien (som karikerede familiemedlemmer fra skabets top) roser hendes dress.
Man kan, hvad man vil, siger hun, og hun vil meget hellere fantasere om farmorens farlige piratliv – og det er netop et sådant de tre børn finder sammen om – de danner et piratcirkus sammen, da de først og tilfældigt har opdaget hinandens mere eller mindre skjulte lyster til at bryde normerne.
Gummielastik-akrobat
Kompagni Kalas blander teater og cirkusartistnumre. En tendens der er meget udbredt i forestillinger for børn og unge p.t.
Fint og godt. Men også udfordrende, for det er bestemt ikke en enkel opgave at forløse på en nyskabende måde. Gruppen her savner fx mere greb om at bygge en fortælling op. Både hvad angår tekst og iscenesættelse er forestillingen noget gammeldags i sit snit og noget uegal at opleve.
Josephine Wulff Randrup og Anders Astrup Jensen har styr på artisteriet. Randrup kan noget med højder og gynger. Jensen kan slå knuder på sig selv og helt bogstaveligt tage benene på nakken. Han kan gå på line. Og hans hullahopring-nummer begejstrer. Helena Berglund er mere til trylleri og til de små teaterspil. Fx drømmerier fra den nederste skuffe i skabet.
Men går man ind i replikkerne, er de 'underligt' gammeldags og noget stive i sproget. Ligesom scenografien og iscenesættelsen bærer præg af manglende evne til at skabe dynamik og til på spændende og original vis at mikse cirkus med teater.
