Forsynet med høretelefoner og med et bredt gult bånd overkryds på kroppen går publikum ind på et cirkelformet bræt udført i kraftigt, fodbehageligt stof. Først sætter vi lige vores fodtøj på et tæppe med markerede fodspor i en lille indslusningsgang. Spilbrættets holdbarhed forlænges derved.
Men udover dette prosaiske fakta har den fælles sko-afmontering også en fin 'rituel' effekt: Vi træder sammen fra virkeligheden ind i en fiktion. En fiktion, som er skøn og velfungerende derved, at den er uforudsigelig, tjekket tilrettelagt og tankevækkende i forhold til det emne, som titlen udtrykker meget koncist. 'TING' handler om ting.
Alt er gult
Alle de ting, der ligger fordelt i de lagkagefelter, som spilbrættet er opdelt i, er malet i samme gule farve. Det signalerer flere ting. Det ensfarvede giver en visuel ro. At alle de meget forskellige objekter er gjort ens i farven peger på, at forestillingen handler om noget alment.
At det er farven gul, som er valgt, kan man også forbinde med noget af det, farven gul traditionelt set konnoterer: Falskhed. Men også for glæde, lykke og fantasi. Gul går også for at opfordre til kommunikation, og farven siges at skærpe ens koncentration og hukommelse.
Alle de sidste medbetydninger passer fint ind i konceptet for 'TING'. Forestillingen handler nemlig i høj grad om at koncentrere sig og kommunikere.
Territorier og fællesområder
Brætspilspaden er inddelt i 12 territorier. Hver publikum får et territorium – et lagkagestykke af spilbrættet, hvor man 'ejer' de ting, som befinder sig der. I begyndelsen har alle otte ting. Med spillet ændrer det sig. I periferien udenom territorierne er to gå-baner. En gå-retning som går med uret, og en, som går imod uret.
Når en bestemt lyd afspilles i højttalerne, skal vi begynde at gå i en af retningerne. Og stoppe eller finde tilbage på vores plads, når vi får besked på det. Vi bliver nemlig af en voice stillet forskellige interessante opgaver.
Vi skal fx på tid kapre så mange genstande fra de andres områder, som vi kan nå og at få fat i og samtidig have dem i favnen på én gang. Vi skal udvælge en af de andre deltagere og vælge en ting fra vores territorium at give vedkommende. Vi skal finde sammen med en makker og løse ting-relaterede opgaver sammen med denne. Vi skal forholde os til hvilke af de ting af dem, der i feltet mellem vores makker og os, som er mest og mindst nødvendige. Vi skal vælge en ting, som har størst følelsesmæssig værdi for os. Vi skal bygge statuer af ting.
Og vi skal gøre meget andet, som sætter os på prøve i forhold til at interagere med andre, tænke 'indad' i egne erfaringsbaner, og 'udad' i mere samfundsrelaterede cirkler.
Intens og facetteret dialog
Ikke mindst den samfundsrelaterede vinkel bliver omhyggeligt og spændende stimuleret af en kommunikation mellem et barn og en voksen, som vi også hører i vores høretelefoner. Her taler barn og voksen sammen i både poetiske og saglige vendinger.
De taler sammen om ganske meget. Ofte i spørgsmåls-svar-vendinger. Om overforbrug. Om hjemmeproduktion versus produktion i fjerntliggende lande. Om at ting, som det siges ”kan lime mennesker sammen” og ”samle vores hukommelse og minder”. Om at ting kan blive byttet ud for andre. Om at ting 'har sin tid' grundet moden, som gør, at tingen på et tidspunkt er 'på toppen af ens begær', for siden ”ikke rigtigt at passe ind.” Om at der er alt for meget af det samme, og om at næsten ingenting derfor er noget særligt. Om at ting i et væk bliver smidt bort uden samtidig ”at være i stand til rigtigt at blive borte”. Og om at ting kan gøre livet tungere for os og blive som en slags forlængelse af vores krop.
Flot filosofisk finale
Som kulmination på samtalerne, vi hører hver for sig og sammen, bliver mennesket bragt på banen. Vi er også ting i den forstand, at vi har en ydre kant og en stoflighed, som forgår. Det er en samtale, vi lytter til, mens vi tilslut ligger på ryggen i hvert vores territorium.
En flot og filosofisk finale på en forestilling, som på en interessant og facetteret måde kommer lang omkring i emnet ting.
