Et postkort med tegning af en sejlbåd snurrer rundt på en grammofon i scenens ene side. Både i starten og til slut i forestillingen. Et spotlys indrammer det roterende kort, som er en fødselsdagshilsen fra en far til den søn, han forlader.
Med billedet af det roterende postkort og replikken: ’Kære søn, tillykke med fødselsdagen, du får det her postkort, jeg rejser’, er rammen er sat for en voksen mand som flygter fra sin søn – fra et ansvar.
Ikke godt og sikke noget, tænker man uvægerligt. Men to sekunder efter bryder en stærk sørgmunterhed løs, som fortsætter forestillingen igennem. Folmer Kristensen har fyndigt og kyndigt arrangeret spillet med en klovneristisk chaplinsk stemning så sprød og tyk, at publikum klukler af alle de i virkeligheden meget alvorlige genvordigheder, som er på spil. Både de mange små konkrete fysiske strabadser og det store alvorlige hele, som, vi undervejs finder mere og mere ud af, er på spil.
Konflikt i kahytten
Ulasteligt klædt i mørk habit og med en lille brun trækasse smækker Morten Bo Koch nede fra mørket en låge op til det lille spilareal, vi snart forstår illuderer en skibskahyt.
Det er jo i sig selv ikke særligt sjovt. Men det bliver det, fordi Kurt Bremerstent kommer lige i halen på ham, men ikke i første omgang når særligt langt, fordi Koch har anbragt et knirkende fjedrende stativ af en seng hen over ankomståbningen i gulvet. Sla-bam! Lukket! Bremertsent får et ordentligt stød i knolden, da lemmen slår mod hans hoved. Op kommer han nu med sig selv og den store kuffert, han har med. Op i en kahyt, som han troede, han havde helt for sig selv. Men Nej. Der bliver hverken ro eller fordragelig i rummet….lige med det samme.
Den første af de to mænd viser sig at være noget mere ydmyg end den sidst ankomne – ham, vi i Bremerstenst skikkelse indledningsvis får oplevelsen af er den ansvarsforflygtigende far. Bremerstent har ikke tænkt sig på nogen måder at give Koch plads. Det skaber selvfølgelig en stemning af uforsonelighed og konflikt i kahytten.
Alvor på klovnefjed
I en skøn dansant og humorfyldt koreografi – i et dejligt fysisk arrangement fyldt med lysteligt musik lægger de to mænd nu ustandselig forhindringer i vejen for hinanden. Konstant kommer de galt af sted.
Bremerstent bestemmer suverænt og helt til egen fordel hvilke regler, de skal spille luskefis efter. Han kaprer den mest favorable køje og boltrer sig i den, så han rammer Koch med både ryg, bagdel og luftgasser.
Som toner på en musikalsk skala eller som cirkusakrobater på en manege skaber Bremerstent og Koch – med fine pauseringer, snurrig mimik og gestik som på en sjov måde er alt for stor til det lille spilleareal – den ene sviende komiske situation efter den anden.
Vi ler fra maven. Når de to mænd bugserer rundt med de vakkelvorne senge. Når de akrobatisk sover lodret på tværs af sengene eller lodret i luften. Vi ler i små etaper, lige indtil Koch trækker nogle familiefotos op af sin lille kasse. Og lige indtil skibet kommer i havsnød. Fra da af mærker vi en noget anden alvor. For hvor tæt er de to egentlig relateret til hinanden? Og hvad gør man, når man ikke lige kan svømme?
’…2 mænd’ blæser sig heldigvis ikke op til mere end den er: En eviggyldig og almenmenneskelig fortælling om hensyn, ansvar og ansvarsforflygtigelse.
Dramaturgisk set har vi relativt hurtigt gættet, hvilken proces vi skal se gennemspillet. Men der er et fin flow i forestillingen, og dens styrke er tillige den stemning, som instruktør og spillere med enkle greb formår at skabe i rummet i forhold til temaet, som jo må siges at være ganske komplekst.
