Pantomimeteatret på Tivoli spillede for nogle år siden en forestilling hvor de inviterede Rasmus Klump op på scenen, lod ham se og føle magien og tage nogle usikre dansetrin med Columbine.
Apollo Teater har haft en lignende idé, og rollerne ligger lige for. Niels Jørgensen er Klovnen – eller Rasmus Klump – og Helena Hertz Melkjorsen er den oplagte Ballerina – Columbine.
Jeg har brugt de betegnelser før – i en anmeldelse af Apollos version af 'Den lille pige med svovlstikkerne'. Og når jeg åbner med et lille sidespring til Pantomimeteatret, er det ikke for at antyde nogen mangel på originalitet. Slet ikke. De to forestillinger er helt og totalt forskellige. Det er snarere for at anerkende det faktum, at Apollo Teater er unikt, idet at man her finder to så klare arketyper som – netop – klovnen og ballerinaen.
Klovnen
I den nye forestilling, ”Sådan Cirka”, bliver Melkjorsen og Jørgensen specifikke. De tager afsæt i deres egen konstellation – det vil sige i den kombination af evner, færdigheder, temperamenter og fysik som er deres helt egen. De bliver sine arketyper.
Det kommer jeg tilbage til, men først til forestillingens forløb.
Vi ser et nøgent rum, højt til loftet, tre fritstående søjler på hver side, og jeg tænker: et neutralt rum uden særkende, forladt, tømt for indhold, en nedlagt fabrikshal?
Så kommer Han ind. Han ser ud som det, man i gamle dage kaldte 'en kontorist'. Han er nølende, usikker, han kan dårlig nok sætte den ene fod foran den anden af frygt for at træde forkert. Ser sig forvirret om. Famler med et ark papir, ser efter et omklædningsrum…?
Et stykke papir sætter sig fast under hans sko. Han finder flere sedler – der står skrevet noget på dem alle – og teksterne refererer til alt hvad han ser og hører og oplever her og nu. Mystisk, spændende og skummelt, – men først og fremmest bliver den forvirrede knudemand yderligere forvirret. Nysgerrig, rigtignok, men også ængstelig. Hvad sker der her? Hvor er jeg? Hvor er udgangen?
Over højttaler hører vi musikere som stemmer sin instrumenter. Hvor kom de fra? Hans forvirring er nu komplet.
Ballerinaen
Idet musikken sætter ind kommer Hun ind. I flyvende fart, knaldende rødt kostume, løbende, og med et splithop begynder hun sin spektakulære solodans.
Forskrækket gemmer han sig bag en søjle, men titter fascineret frem, – en sådan dans har han aldrig set før. Med sin elasticitet, sin ynde, sin dristighed og sin kraft, bliver hun – ballerinaen – klovnens totale modsætning
Hans fascination driver ham længere og længere ud på scenen, indtil det punkt hvor danserinden må skubbe ham ud. En lille smule ”kamp om pladsen” opstår, men det ender i en slags leg med dansen som medium og motor.
Klovnen og ballerinaen
Jeg skal ikke sige så meget mere om det videre forløb. Kun sige at der opstår både sjove 'klovnende' momenter, og nogle rent dansante situationer. En søjle falder ned og skaber ravage i foretagendet, men også scenografisk variation.
Men for mig at se er det vigtigste i samspillet mellem de to, en undersøgelse af forskellen på og forholdet imellem de to udtryk. Når han prøver at tage de samme trin som hende, ser vi sagtens kluntetheden i hans forsøg, men vi får også et klarere syn på hvad trinnene går ud på, hvordan de udføres og hvad de kan akkompagneres med – for eksempel blik, smil, nonchalance, flirt, kamp.
Vi følger hans bestræbelser på at danse 'korrekt', men efter hvert forsøg friere og friere, vi følger hendes bestræbelser på at leve op til hans mere eller mindre vellykkede dumheder, men vi er med på, at de faktisk til slut kan danse en pas de deux. Ikke af stor kunstnerisk betydning, men som et udtryk for tilpasning og tolerance.
Arketyper
Jeg værdsætter i og for sig Apollo Teaters undersøgelse af sig selv, af sine forcer, udfordringer og muligheder.
Men jeg mener også, at der er rum for forbedringer. Niels Jørgensen kan godt blive mere distinkt og fysisk præcis i sine reaktioner, de rene klovnetræk kan forfines: Forskrækkelse, double-takes, fortabthed, osv. Og Melkjorsen kan godt udfordre sig selv mere rent koreografisk.
Så meget om udviklingen af det arketypiske som er deres mest fremtrædende kendetegn. Det må bare ikke blive en begrænsning. Men med 'Den lille pige med svovlstikkerne' og ikke mindst 'Godmorgen sol' i minde, ser jeg også de rent skuespilmæssige færdigheder, de begge besidder, og som gør at potentialet i Apollo er stort. Altså til forestillinger som ikke handler om dans og klovneri, men i fortællinger hvor dans og klovneri indgår.
PS
Det skal siges, at da jeg så forestillingen, var Helena Hertz Melkjorsen skadet og havde fået en stand-in. Sherwin Reyes hedder hun. Hvor mange forestillinger for publikum, hun havde fået inden festivalen ved jeg jo ikke, men en smule usikkerhed kunne mærkes. Altså, hun dansede både fermt og flinkt, og forestillingen var klar og tydelig, men jeg savnede noget af Melkjorsens selvfølge og sikkerhed og overskud til koket drilleri.
Apollo Teater fortæller dog, at Helena Hertz Melkjorsen danser igen i forestillingen i den kommende sæson.
