Vivaldis ’De fire årstider’ agerer fornemt lydspor til Glad Teaters ordløse stykke om en familierestaurants hårde arbejdshierarkier.
Den dramatiske klassiske musik er et modigt valg til den klovnede børneforestilling, men de smukke toner, der ophøjer stemningen i hele lokalet, fungerer som en god kontrast til det ret banale tema, om hvordan vi bør behandle hinanden.
Nogle er mere lige end andre
Musikken kommer fra den fine gamle grammofon blandt restaurantens hvide duge, og til stor morskab går den i tide og utide i hak, så vores temperamentsfulde overtjener (Denni Dennis) må hen og ryste løs på den, som om det skulle hjælpe. Og at det ikke kun er grammofonen, hans perfektionisme går udover, bliver hurtigt tydeligt.
Vores fire klovne er alle pudderhvide i ansigtet med beige klovnenæser, men det er tydeligt, at de trods det forholdsvis ens ydre ikke alle er lige. Overtjeneren, der reelt har hovedrollen, forsømmer ingen lejlighed til at rette på de andre og give dem det glatte lag.
Benny Hill og Halløj på Badehotellet
Med et fnys og fagter der er en fransk chefkok værdig, overtager han myndigt opvasken eller lagkagepynteriet en kort stund, for at vise, hvordan tingene rigtigt skal gøres. Og komisk nok adskiller det sig overhoved ikke fra den måde, de andre greb arbejdet an på.
Som voksen er det svært ikke at tænke på John Cleese i ’Halløj på Badehotellet’, når han forgæves prøver at få orden på galskaben, men måske selv er den, der er skyld i mest kaos. Særligt da publikummer bliver hevet op på scenen som gæster i restauranten kun for hurtigt efter og aldeles uhøfligt at blive gennet ud igen.
Man sender også Benny Hill en kærlig tanke, når skuespillerne i bedste falden på halen-stil jagter hinanden rundt imellem bordene og ind og ud af scenens centrale svingdør igen og igen. Helt fra start er det oplagt at både den og lagkagen nok skal få en væsentlig rolle…
Fysik, timing og selvironi
Glad teater er et teaterensemble hvor alle skuespillere har funktionsnedsættelser på den ene eller anden vis. Det giver skuespillerne et særligt filter og nogle åbenlyse udfordringer. Samtidig tvinges publikum til at forholde sig til de forskellige handicaps. Dette udnyttes bedst med Kenneth Rasmussen; At have en opvasker med Downs syndrom i bedste Riget-stil er ladet med så meget selvironi, og man kipper på hatten til både von Trier og ikke mindst af modet til så kækt at genbruge referencen her.
Desværre er timingen skuespillerne imellem skæv ret konsekvent, og da forestillingen er ordløs og skuespillet derfor i høj grad baserer sig på det fysiske, betyder det en hel del for troværdigheden i fiktionspagten. Slow motion-sekvenserne er ude af sync, mimikken er fraværende eller forsinket, gaflerne falder ud af hånden, inden døren rammer armen osv. Som garvet teatergænger vil man derfor uvægerligt tænke tilbage på skolekomedier eller associere til diverse amatørforestillinger.
'Vivaldis' er ikke desto mindre en Børneforestilling med stort B, og stykket lister mange grin ud af sin målgruppe. Glad Teaters klovnerier er derfor absolut et besøg værd – især hvis man som undertegnede har en fem-årig ved hånden.
