'Jeg er god til at lave mad', siger kokken glad. Og i dag kommer ingen ringere end selveste Kong Gulerod på besøg for at spise med.
Men kokkens køkken er lige pludselig forsvundet! Heldigvis ved han råd – en rulle køkkenternet linoleum forvandles til gulvet, et lille køkkenbord og komfur rulles ind og skærme med køkkengrej bliver det også til. Og så er han klar til at lave den bedste mad, der tænkes kan.
Men maden brænder på, og det hele er pludselig ikke så nemt endda. Den ene ret efter den anden går i vasken. Til sidst kommer han dog i mål, får pyntet festligt op – en lille kær rotte og dens unger griber forstyrrende ind i klargørelsen – men alt ender godt for den kække kok med det dramatiske overskæg og den høje kokkehue.
Og Kong Gulerod? Ja, her venter en sjov lille overraskelse på publikum, inden kokken takker af med himmelharmonisk rottesang og revet gulerod med rosiner.
Plads til forbedringer
Historien er pudsig og tematisk behageligt afvekslende. Mad er ikke et voldsomt overbrugt tema i dansk børneteater. Og Katarina Kamber som kokken er glimrende, men har potentiale til mere, ligesom forestillingen har det. Hun fylder rummet med god energi og en varm klovne-musikalitet, der aldrig bliver for meget. Her er mange små, skægge overgange fra den ene situation til den næste, masser af elegant afleverede klovne-påfund, når hun kæmper med køkkenredskaberne, brænder sig på kogepladen eller dugen hele tiden glider ned.
Men man kunne godt unde hende og forestillingen, at der blev arbejdet mere med afleveringen af replikkerne. Og det skriver jeg ikke, fordi Katarina Kamber ikke har dansk som sit modersmål – hendes aflevering af ordene fejler ikke noget. Men den musikalitet, hun har i kroppen, savner hun lidt i replikkerne. Måden, de bliver afleveret på, teknikken med at spænde ordene op, pauserne, betoningerne – alt det, en god instruktør kan hjælpe med.
Kigger man på det dramaturgiske forløb i forestillingen, er de enkelte sekvenser nemlig oftest bygget op på samme måde som en dygtig tryllekunstner præsenterer sine numre. Med sin krop og sin stemme spænder han den enkelte situation op til bristepunktet, holder os fast i spænding, hvorpå noget forløses til sidst, så vi ånder ud igen.
Det samme ville Katarina Kamber uden problemer kunne gøre, for hun har musikaliteten og timingen. Men det kræver en instruktør – måske en anden instruktør – der kan arbejde med præcis den side af forestillingen. Resultatet ville til gengæld blive en langt stærkere, sødere og teknisk-ekvilibristisk oplevelse end tilfældet er i dag.
Og så ville en enkel sort hel-inddækning udrette mirakler for vores koncentration. Så der er plads til forbedringer i denne sjove klovneforestilling, men heldigvis også masser af potentiale til det.
