Af: Janken Varden

28. august 2017

Klodsernes venlige verden

Et helt specielt univers, et helt eget formsprog - Olsens Teater er helt sit eget, men det har nogle omkostninger.

Det samme, faste firkløver bag Olsens Teaters forestillinger – Staffan og Enid Bjørklund, Lars Fjeldmose og Erik Olsen selv – har år efter år leveret nye fortællinger til det danske børneteater. Flittigt, trofast og forudsigeligt.

Denne gang hedder historien 'Hane får føl', men efter at have set et par tidligere forestillinger må jeg indrømme, at noget særlig 'nyt' måtte man have en magisk kikkert for at opdage.  

Universet er det samme som det altid har været. Allehånde dyr, får, heste, fugle og fisk, og også mennesker, alle i form af råt tilhuggede treklodser i mange farver, indgår i den historie som Erik Olsen vil fortælle. Og den stritter i alle retninger.

Men, men…

Nu vil jeg sige, at dette med forudsigelighed og nyhed ikke ligger mig så meget på sinde. Et voksent publikum, og ikke mindst anmeldere, har fordomme herfra til Tyrkiet, når det gælder form og indhold. 'Det har vi set før', råbes der, og 'hvor bliver det nye af'.

Jamen, et børnepublikum i 2-5 års alder fornyes jo hele tiden. 'They keep coming in endless numbers'. Sådan set, og teoretisk set, kunne Erik Olsen nøjes med at spille én eneste forestilling i al evighed.

Men han og hans samarbejdspartnere gør det ikke let for sig selv – de laver en ny forestilling næsten hvert år. Nu har de ni forestillinger på plakaten Det synes jeg aftvinger respekt.

Og til det med formen: Når vi anmeldere ofte er begejstrede for teatre som er 'genkendelige', som 'har fundet sin form', har et 'tydeligt fingeraftryk' osv. – hvem er vi så, som efterlyser fornyelse og alternative former i Olsens Teater?

For der er næppe noget teater som så konsekvent og tydelig afleverer det samme fingeraftryk i forestilling efter forestilling. Her ved man hvad man får!

Dukkernes udformning er umiskendeligt den samme: Håndfaste, robuste stykker træ som om de var skåret direkte ud af skovens træer – eller årets brændestak. Og Erik Olsen står der bagved sit grønne bord og henter frem og flytter rundt på sine dyr og mennesker og levendegør således sine vildtvoksende fortællinger. Sympatiske historier, gerne med en økologisk pointe.

Lars Fjeldmose akkompagnerer på traditionsrigt vis historierne med melodiøs pianomusik, taktfast når det passer, eller dvælende, hektisk om nødvendig – lidt som taffelmusik og lidt som illustrationsmusik til gamle stumfilm.

Noget nyt ?

Intet af dette ville få mig til at efterlyse 'noget nyt'. Men, som jeg har været inde på ovenfor: historierne har en tendens til at gå i ét, de ligner hinanden til forveksling, – enhver dukke eller situation i én fortælling kunne ligeså godt gå ind i en anden. Ikke underlig at jeg sidder med følelsen af, at 'har du set én Olsen-forestilling, har du set alle'.

Alle historierne springer fra samme kilde – en vilje og et ønske om at fortælle om den natur, der omgiver os til daglig: smådyr-verdenen i skovbrynet, bondegårdens dyr og funktioner, planter og bær vi kan spise og forarbejde. Kort sagt: livet på landet og vor alles stræben efter at arbejde med det vi kan, at finde føde, og at dele med hinanden.

Det er åbenbart Olsen Teaters honnette målsætning, det er al ære værd, og Erik Olsen og hans enkle og bastante trædukker levendegør dyr og småfolk, der er til at genkende. Mange af dem er sjove og fantasifulde, og fortællingerne om dem løber let.

Og der er vi ved et problem. For ikke kun løber historierne let – de løber over stok og sten. De mangler en kerne – en dramaturgisk sammenhæng, noget der binder os til en hovedhistorie, som man kan vende tilbage til fra diverse sidespring.

Og dette handler ikke kun om selve teksten; hvis formidlingen, den mundtlige fortælling, behandler alle elementer i historierne ens;  hvis alt har samme vigtighed – er det ikke en kinamands chance for at få en historie ud af det, som både rummer glæde, accept, spænding, og forløsning.

I stedet får vi en historie, som stikker af i alle retninger, hvor sidehistorierne tager fusen fra hovedsagen.

Det andet er selve formidlingen. Olsen holder et tempo i fortællingen som jeg opfatter som alt for højt for dem på 2-5 år.

Hane får føl

Erik Olsen præsenterer os for en mor og en søn. De tiltaler hinanden som 'Høje dronning' og 'Lille prins', og det er åbenbart, at Hun er en slags billedhugger, der kan kløve store sten og skabe noget nyt derfra. Så opstår to tårne med et reb i mellem, hvor Han kan hænge og undslippe en farlig fisk, indtil det ene tårn bliver til en hest, som prydes med en dusk af fjer.

En båd fremskaffes, men påhængsmotoren virker ikke, men man kan padle. Det omgivende stakit bliver til tre køer, en hane gør entré, men har problemer med at trække regnormen op af jorden, og vigtige ord siges: 'Hvem som helst fra hvor som helst er velkommen her'.

Erik Olsen er på mange måder en fin fortæller. Indimellem fjoller han for publikum (mest de voksne), indimellem går han så hurtigt frem, at han mister kontakten med sit (børne)publikum, men han har en sympatisk udstråling og en god tilnærmelse til børnene.

Jeg håber, at Olsen og Bjørklunderne og Fjeldmose finder en sammenhæng stor nok til at holde fokus hele vejen. Sidespring er tilladt – men noget er vigtigere end noget andet!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Tilbud: Dance on demand
Art Farm:
'danceOmatic'
Med konceptet ’danceOmatic’ overlader Art Farm magten til publikum, der til gengæld for en mønt får lov at bestemme, hvad der skal danses.
Lilla leg og fantasifuld hattehurlumhej
Utvik/Barfod:
'Himstregimser og andre duppeditter'
’Himstregimser og andre duppeditter’ er en multisensorisk danse- og performanceinstallation, som får børn på 3 til 6 år og deres voksne med på en udforskning af, hvad abstrakte former og figurer kan bruges til.
Nisseekstrakt og amoriner
Teater Natterdag:
'En lille nisse rejste'
Teater Natterdags juleforestilling ’En lille nisse rejste’ har et smittende humør i både tekst, iscenesættelse og skuespil.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Tilbud: Dance on demand
Art Farm:
'danceOmatic'
Med konceptet ’danceOmatic’ overlader Art Farm magten til publikum, der til gengæld for en mønt får lov at bestemme, hvad der skal danses.
Lilla leg og fantasifuld hattehurlumhej
Utvik/Barfod:
'Himstregimser og andre duppeditter'
’Himstregimser og andre duppeditter’ er en multisensorisk danse- og performanceinstallation, som får børn på 3 til 6 år og deres voksne med på en udforskning af, hvad abstrakte former og figurer kan bruges til.
Nisseekstrakt og amoriner
Teater Natterdag:
'En lille nisse rejste'
Teater Natterdags juleforestilling ’En lille nisse rejste’ har et smittende humør i både tekst, iscenesættelse og skuespil.