Før forestillingens begyndelse får publikum udleveret en togbillet til ’Terminus’, og det er stærkt anbefalelsesværdigt at stige på. For selv om toget er meget forsinket, så er man i umanerlig godt selskab med nogle passagerer, der gør ventetiden på stationen rig på forrygende oplevelser. De fire personer er almindelige af påklædning – en tækkelig nederdel, en læderjakke, høje hæle og slidte snørestøvler signalerer alder og social status. Det gør deres ansigter også.
Men øjnene, der ser intenst på publikum og ind imellem på hinanden, er ikke levende. De sidder på grotesk store hoveder, hvis fabelagtige udtryk afslører, at det er vidt forskellige karakterer. Selvom hovederne er skabt af en italiensk, tydeligt mesterlig maskemager, er ’Terminus’ ikke en klassisk maskekomedie. Det er en ordløs lidt tragikomisk fortælling, der med udsøgte bevægelser og dejlig dans skaber et medrivende snapshot af et samfund, der mere eller mindre er kørt af (tog)sporet.
Alle haster af sted. Men de når ingenting og slet ikke hinanden. Ikke før en gammel mand, der bor på en bænk på stationen, for en stund sætter tiden ud af kraft. Langsomt sænkes tempoet hos personerne på stationen, og endnu langsommere opdager de, at ventetid ikke er spildtid. Det er tværtimod værdifulde øjeblikke, der giver mulighed for at mindes, håbe og drømme og – ikke mindst – for at møde nye mennesker.
Det er ikke på displayet hos den travle businesskvinde med tjekket outfit og trutmund. Tiden snegler sig af sted, mens det tydeligvis er en pine for hende at skulle opholde sig på stationen. Ikke kun, fordi det stresser hende at blive forsinket. Men først og fremmest, fordi hun er tvunget til at være tæt på personer, som hun føler sig hævet over. Det gælder – ikke overraskende – især den gamle mand bænken, som med sit lettere usoignerede udseende og flegmatiske væsen byder hende meget imod.
Sødmefuldt og melankolsk
Hvor hun er totalt afvisende, er han nysgerrig på grænsen til det nyfigne i forhold til andre mennesker. I sin iver for at finde ud af, hvem de er, hvad de indeholder og måske gemmer på af interessante hemmeligheder, overskrider han klart deres personlige grænser. Når han tror sig uset, stikker han sit hærgede ansigt og lange tynde hvide hår lige op i hovedet på dem, der sætter sig ved siden af ham på bænken og lige så hastigt fjerner sig igen.
Det forstår man. Samtidig er det umuligt ikke at grine af mandens ikke helt uskyldsrene pågåenhed, der afslører en del rutine i manøvren, når han lynhurtigt trækker sin anselige kartoffeltud til sig. Han er personen i centrum, der bevæger sig rundt i komisk trippegang eller småløbende og i det stille styrer slagets gang.
Han har ikke travlt med at nå toget eller noget tog overhovedet. Men gamlingens tilstedeværelse og alternative adfærd sætter de andres hektiske og kontaktløse levevis i relief. De medvirkendes fremragende evne til at fylde bevægelserne med stærke afvekslende udtryk fortæller om ubekvemme tanker og følelser, der er stuvet af vejen. Men som takket være ham bryder frem i det pludselige frirum af tid og afslører sødmefulde, melankolske og kærlige sider af deres personligheder.
Den seje fyr i læderjakke og sneakers viser sødt sit romantiske indre med en stor buket røde roser til karrierekvinden, der koldt afviser hans bejlen. Hun rammes til gengæld så hårdt af sin egen sårbarhed, at benene bogstavelig talt knækker sammen under hende. Det går også lige i hjertet, når den ældre undselige kvinde med håndtaske overraskende folder sig ud som yndefuld forhenværende primaballerina i en rørende pas de deux med den gamle mand.
Da toget omsider er på vej og snart når frem, stempler passagererne en for en ind til rejsen og ud af historien. Den gamle mand bliver tilbage på sin bænk på stationen parat til at møde nye ukendte mennesker og lade dem opleve et værdifuldt pusterum.
På KLAP-teaterfestivalen i Esbjerg blev forestillingen opført i en stor rå hal, og det fungerede fint. Men ’Terminus’ kan spilles overalt både inde og ude og selvfølgelig på togstationer.
