Eventyret om søde Guldlok, der farer vild i skoven og invaderer bjørnenes hus, er fortalt mange gange før – også som teater. Men det ved den nye generation i børnehavealderen jo ikke noget om.
Måske har de fået historien læst højt og hvis ikke, kan de små nemt følge med i Teatret på Hjuls imødekommende udgave. Den er enkel, køn at se på og meget traditionel. Bortset fra en ting nemlig musikken.
Den nøjes ikke med at ledsage Alexander Moukhais sagtmodige mimik og gestik i rollen som dukkefører. Det opleves meget af tiden, som om det er den vældigt opfindsomme og sjove musik med masser af bas og slagtøj, der styrer handlingsgangen i forestillingen. Med skiftende rytmer, styrke og stil markerer musikken, når noget nyt skal til at ske, og hjælper til at holde liv i fortællingen.
Der er også andre gode elementer, der frisker op på klassikeren og til dels kompenserer for en temmelig gumpetung spillestil. En glimrende fortællestemme, som desværre ikke navngives, medvirker til at give forestillingen nærvær og tiltrængt dramatisk afveksling. Det fungerer også fint i samspillet med Moukhais ordløse dukkefører, så det ikke skaber forvirring, at man ser én person og hører en anden tale.
Indadvendt dukkespil
Visuelt er det nogle sødt tegnede lysprojektioner, der viser vej gennem eventyret. Fra den storøjede Guldlok begiver sig af sted for at besøge sin mormor, til hun forlader de tre bjørnes hus. Hvor den friske og herligt frygtløse pige – helt efter bogen – har mæsket sig med deres grødmad, hoppet rundt i deres klodsede stole og afprøvet deres senge. For til sidst at falde i søvn i den mindste af dem, selv om den som en morsom detalje faktisk er for kort.
Det er ikke et syn, der huer bjørnefar og bjørnemor, som uvist af hvilken grund bliver kaldt for Hugo og Yvonne!
Men hvis navnene er sære, så er dukkerne til gengæld utroligt søde og nuttede og styres sikkert gennem historien. Møblerne er derimod meget lidt elegante, men det er jo også et hjem indrettet til bjørne, så en vis robusthed er måske på sin plads.
I betragtning af aldersgruppen virker forestillingens langsommelige tempo et stykke ad vejen helt rimeligt. Men lidt mere liv i kludene ville hjælpe gevaldigt, hvis Moukhai – som det skete i november – skal undgå at miste taget i de ældste børn.
De mange sceneskift opleves unødigt omstændelige, og det bliver ikke bedre af, at spillet hen mod slutningen mere synes at foregå som en indadvendt affære dukkerne imellem end ud til publikum.