’Fuck, jeg tror, han er død. Fuck, jeg tror, han er perker!’
Sådan lyder en af de første replikker i Taastrup Teaters teenageforestilling ’Blind Vej’. Stemningen bliver da også hurtigt ret anspændt. For det varer ikke mange sekunder, før man som tilskuer til ’Blind Vej’finder ud af, at de to mænd oppe på scenen har taget den tredje mand med sig som gidsel. Men også at de to mænd overhovedet ikke har styr på situationen – og at de derfor både er til fare for gidslet og for sig selv.
Men ’Blind Vej’ er ikke nogen Olsenbanden-forestilling. Her er godt nok kiksede kriminelle med blakkede baggrunde, men her er ingen forsonende fejltagelser eller overbærende folkekomediestunts. David Rousings stykke ’Blind Vej’ er simpelthen meget mere realistisk end så mange andre konstruerede spændingsstykker. Og netop derfor rammer handlingen tydeligvis teenagerne, der ikke sådan bare lader sig snørre af hollywood-dramaturgi, når det kommer til historier, der virker tilpas virkelighedsnære. I ’Blind Vej’har tilfældet hovedrollen – forstået sådan, at det mest af alt er tilfældigheder, der kommer til at styre slagets gang. Netop derfor kan tilskuernes maver snøre sig så meget sammen – fordi det ikke er til at gætte, hvordan det egentlig vil gå. Kun én ting står helt klart: at man skal lade være med at røve en bank. Basta.
Troværdig mandesnak
Stykket er iscenesat af Henriette Holm Pathare, der ligesom i ’Brødrene Løvehjerte’ på Teatret Zeppelin i 2010 her viser sin evne til at lade mænd snakke sammen på scenen, så det virker troværdigt. Både machosamtaler med ordrer og underdanighedssvar, men også fortrolige samtaler mellem mænd, der pludselig bliver afhængige af hinanden – og som opbygger tillid til hinanden.
Mændene opholder sig i en mærkelig underverden. Scenografen Johanne Eggert har skabt en rundt skakt, der nærmest ligner en blanding mellem et udsugningsanlæg og en kloak – en rund flugttunnel, der tilsyneladende ender blindt. Rørets runde vægge gør i sig selv forestillingen yderst fysisk, for ingen af mændene kan finde hvile, men må bestandigt flytte sig rundt for at sidde bare nogenlunde behageligt. Gidslet må endda lade sig sparke rundt med i alverdens ubehagelige stillinger. Og ikke alene er han gidsel. Han er en tilflytter – en nydansker, der taler med accent, men som hurtigt viser sig at forstå langt flere sproglige og psykologiske nuancer end de andre to tilsammen.
Bjørnekrop med sandwichtrang
Det er David Rousing selv, der spiller den udfarende gidseltager – hjernen bag kuppet, men også manden, der ikke nødvendigvis kan styre nerverne. Rousing har en overbevisende brutalitet, når han hundser rundt med Runi Lewerissas kultiverede gidsel, hvis stemme har en blødhed og en elegance, som står i grel kontrast til hans bortførers kluntede stil. Mikkel Vadsholt spiller håndlangeren – broderen, der gerne vil hjælpe, men som ikke er så meget bevendt, hvis han ikke hele tiden føler sig sikker på, at næste måltid er inden for rækkevidde – allerhelst en flæskestegssandwich…. Og Mikkel Vadsholt udnytter sin store bjørnekrop, der både er klodset, men også lynhurtig. For ikke alene kan denne mand alle tv-serier, der har været vist hele hans liv. Han afslører samtidig sin barndom lige så stille og udramatisk, at man virkelig bliver rørt. Minderne om hans barndoms vigtigste tur til Dyrehavsbakken og menuen med drikkepenge er ikke sådan lige til at glemme bagefter…
Racisme med bagkant
For egentlig udvikler dette gidseldrama til en beretning om tre vidt forskellige fyre, der alle har frygtelige oplevelser bag sig, men som tackler problemerne helt forskelligt. Og selvfølgelig afslører, at fordomme sjældent holder stik.
Jovist, ’Blind Vej’ er en forestilling om desperation. Det er også en forestilling om racisme og dumhed – og om at blive offer for andre menneskers kamp. Men det er først og fremmest en forestilling, der giver indblik i omsorgssvigtede menneskers panik. For i David Rousings tekst udråbes kærligheden til det eneste afgørende i et menneskes liv – som en konstruktiv og medmenneskelig morale midt i alt det skumle og udsigtsløse.
Men ’Blind Vej’jhar Taastrup Teater skabt en forestilling, der vitterlig holder sin dramatiske spænding hele vejen. Her er våben og effekter, som får drengene op af sæderne, og her er psykologiske finesser, som ikke mindst får pigernes opmærksomhed; denne machoverden er ikke kun for drenge.
Og så rummer forestillingen en brat slutning, som tydeligvis sætter alle sind i kog. En urimelig og uretfærdig og tåbelig slutning, som ikke desto mindre virker temmelig realistisk. I hvert fald når Olsenbanden ikke er med på rollelisten.
