Af: Søren K. Kløft

15. marts 2013

Klar til festival nummer 43

Så er banen atter kridtet op. Forestillingerne har fundet deres spillesteder og -tider, PR-maskineriet snurrer, de sidste praktiske aftaler er ved at falde på plads, og om præcis en måned kan Teatercentrum erklære den 43. udgave af Festival – teater for børn & unge for åben. Hele tre kommuner, Morsø, Skive og Thisted, deles i år om værtsskabet for festivalen, der således spreder sig over et større geografisk område end nogensinde tidligere i festivalens historie.

Hallo – er der nogen? Og er I klar til en ordentlig spandfuld scenekunst for børn og unge? På Teatercentrum er man klar – og det er de bestemt også i tre kommuner i Nordvestjylland.

Teatermørket breder sig snart over Limfjordens vande, men det er ikke første gang, at festivalen slår sine folder i Limfjordsområdet. Således viste 27 teatre 54 forestillinger, da festivalen besøgte området i 1974, og senere i 1990 var Thisted, Sydthy og Hanstholm kommuner sammen om at huse teaterløjerne, som da udgjordes af 58 teatre, der til sammen kunne vise 90 forskellige forestillinger.

Når 2013-versionen af festivalen afvikles i dagene 14.-21. april i hhv. Morsø, Skive og Thy kommuner er det en ganske anderledes stor historie, der skal fortælles; i år deltager nemlig hele 116 teatre – det er ny rekord – med i alt 174 forskellige forestillinger. Det betyder, at når alt gøres op, og alle opførelser tælles sammen, ender vi på, at der kan opleves teater i alt 632 gange rundt omkring i de tre kommuner. Og det er ret meget teater presset ind i et forholdsvist lille antal spillesteder, kan Teatercentrums programlæggere oplyse.

Festivalen byder udover teateroplevelser til lokalbefolkningen samt et spektakulært show i arenaen i Nykøbing Mors også på en række faglige arrangementer rettet specielt mod fagfolk, f.eks. diskussionsaftener, konferencer og seminarer, hvor festivalens rolle som samlingspunkt for børneteatermiljøet kan udnyttes fuldt ud.

Nykøbing Mors som omdrejningspunkt

Festivalens centrum kommer til at ligge i Nykøbing Mors, hvor billetudleveringen, hvorfra de 25.000 gratis billetter skal fordeles, er placeret på Morsø Folkebibliotek, mens festivalens hovedkvarter med sekretariat og dagcafé for skuespillerne er placeret i Jyske Bank Mors Arena et par kilometer fra bycentret.

I løbet af ugen kommer der teater ud alle tre værtskommuner – på institutioner og skoler og forsamlingshuse – mens det store weekend-brag med 342 opførelser i alt kommer til at blive afviklet fortrinsvis i selve Nykøbing Mors. ’Fortrinsvis’ fordi det store antal forestillinger ikke helt kunne presses ind i Mors’ hovedby, og arrangørerne har derfor inddraget nogle ekstra spillesteder i Øster Jølby (ca. 12 km nordvest for Nykøbing Mors), som således fungerer som satellit-spillested i weekenden. Alle weekendspillesteder bliver forbundet med gratis-busser, så publikum let og ubesværet kan komme rundt i festivalområdet.

Rammerne fyldes godt ud

De mange teaterfolk, der skal levere teateroplevelser til lokalområdets børn og unge samt deres forældre, er – næsten uden undtagelse – alle indlogeret på Jesperhus Feriepark lige udenfor Nykøbing Mors.

Over 650 mennesker taler vi om her, og det betyder, at ferieparkens sengekapacitet er fuldt udnyttet i festivalugen – faktisk er nogle af festivaldeltagerne også indlogeret i luksuriøse campingvogne for at kunne få kabalen til at gå op.

Men det stopper ikke her – de fleste større hoteller på egnen melder også allerede nu næsten fuldt booket i uge 16, eftersom festivalen også opsøges af en stor gruppe teaterindkøbere og ikke mindst internationale teaterfolk.

Når hele verden kommer til Limfjorden og omegn

Kalashnikova, González, Miyauchi, McGormick – sådan hedder nogle af de næsten 140 internationale gæster, der allerede nu har tilmeldt sig som deltagere på festivalen.

ASSITEJ Danmark assisterer Teatercentrum med at indkvartere og servicere den varierede og farverige forsamling af teaterfolk, skuespillere, instruktører, festivalproducenter og talentspejdere, som alle kommer for at se ny og banebrydende scenekunst for børn og unge.

De mange internationale teaterfolk kommer også for at deltage i debatter og måske købe forestillinger til deres egne festivaler rundt omkring i verden. I år får festivalen besøg fra 30 forskellige lande, bl.a. Japan, USA, Kina, Australien, Cameroun, Uganda, Nigeria, Canada, Mexico, Rusland, Korea, Spanien og Brasilien.

Festivalen byder desuden på hele tre internationale gæstespil – to fra Belgien og et fra Sverige – som arrangørerne har sørget for præsenteres eksklusivt i de tre værtskommuners hovedbyer.

Disse forestillinger er blevet håndplukket af Teatercentrum for at tjene som gode eksempler på, hvad udlandet kan byde på af scenekunst for det unge publikum. Gæstespillene tjener derfor to formål på festivalen – de skal både underholde det lokale publikum og tjene som inspirerende indslag for de danske teaterfolk.

Genbrugstanker og mælkekartoner

Budskabet om festivalen er blevet spredt effektivt ud over alle tre kommuner, takket være bl.a. en hårdtarbejdende lokal PR-gruppe, der i over et år har sørget for at fodre lokalmedierne med små lunser af interessant information med relation til festivalforberedelserne.

For eksempel har der allerede været en del fokus på kunstneren Anne Riis Bovbjerg, der har skabt årets festivalplakat som et såkaldt 'patchwork-papirklip' af materialer, som hun har fundet på en genbrugsplads.

Genbrugstanken har efterfølgende gennemsyret hele arbejdet med at synliggøre festivalen i bybilledet og rundt omkring i kommunerne, og det har været vigtigt for arrangørerne at inddrage borgere i markedsføringen af festivalen.

Således er der f.eks. blevet arrangeret en række workshops – først for skolelærere, og senere for elever – hvor der er blevet produceret bl.a. bannere og flag af genbrugsmaterialer (som det også fremgår af det foto, der ledsager denne artikel), som skal gøre opmærksom på festivalen i det offentlige rum.

Af mere almindelige – men ikke mindre spektakulære – PR-tiltag i forbindelse med festivalen skal det i øvrigt nævnes, at det er lykkedes at få Thise Mejeri, hvis ledelse har en svaghed for godt teater, til at stille en hel kartonside til rådighed for festivalens markedsføring.

Det betyder, at folk i hele landet kan læse om festivalens fortræffeligheder på siden af Thise Let- og Mini-mælkskartoner i de sidste to uger op til festivalen. Kartonerne distribueres i op 350.000 eksemplarer fra Gedser til Skagen, så der skulle være en chance for, at også teaterinteresserede, der ikke lige bor i festivalens lokalområde i år, også får øjnene op for arrangementet og måske også lyst til at lægge vejen forbi hhv. Nykøbing Mors, Skive og Thisted i dagene 14.-21. april 2013.

Læs mere om Festival 2013 på www.aprilfestival.dk

Seneste artikler

Seneste artikler

Balkan revisited

Balkan revisited

Historien om en turné, som står på skuldrene af en udveksling, der over mange år har forbundet kunst og mennesker med hinanden og ikke mindst styrket en fælles interesse omkring en særlig teaterform.
Læs mere
Dukkemagi i november

Dukkemagi i november

Festival of Wonder gør Silkeborg ekstra attraktiv nogle oplevelsesrige dage hvert andet år i november, hvor der præsenteres internationalt dukke- og animationsteater i alle genrer og for alle aldre.
Læs mere
På vandring i juleteaterland

På vandring i juleteaterland

Så nærmer juleteatersæsonen sig med dens virvar af klassiker-genbrug fra både teater- og litteraturfront, dramatiserede julekalendere, nissefyldte genopsætninger ad libitum, nye julemusicals m.v. Der spilles på små og store scener og for alle aldre. Teateravisen forsøger sig atter med en guide over det scenekunstneriske juleknas.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.