Energien bobler og bokser i Holbæk. For Sjællands Teater har inviteret de tre unge scenekunstnere fra Kånstkollektivet til at skabe en ny og meget fysisk forestilling på Teatret Fair Play og på turné.
På scenen står performerne Cecilie Haugaard, Mathilde Bækmark og Rune Klenø i deres egen stærke koreografi med synkronbevægelser og højt tempo. I en forestilling om at være teenager og prøve at finde ud af, hvem man selv er – og vriste sig fri af den rolle, som ens kammerater og familie for længst har givet en.
Her er ’boks’ et bydeord. Boks dig ud af problemerne! Boks dig selv langt væk og ind i en drøm! Boks og bliv den stærkeste…!
Dramatikeren Josephine Eusebius har skrevet en stærk og oprigtig tekst om at være teenager. Hendes tre figurer er umiddelbart genkendelige, men har også så fine nuancer i hver deres fortælling, at man virkelig bliver fanget ind i deres svære liv, hvor boksningen bliver et fristed. Replikkerne er helt nede på jorden. Disse tre unge taler virkelig til hinanden, sådan som unge taler til hinanden lige nu.
Og når de voksne blander sig i deres liv – moderen, træneren, læreren – så har deres replikker lige akkurat den dér irriterende voksenbedrevidenhed eller voksenoverbærenhed, som ikke er til at holde ud for teenagerne. For slet ikke at tale om voksenligegyldigheden… Samtidig bliver bokseberetningen en historie om netop at træne kroppen og presse kroppen – og om at lære sin krop at kende længst ude i udmattelsen for at kunne finde sig selv. ’Boksning er løsningen’, som der humoristisk står på bokseklubbens træningsjakker.
Mørkt i omklædningsrummet
Denne boksehistorie er også en barsk historie om at føle sig alene i klassen. Om at fylde alt for lidt i sin families liv, fordi mor og far er blevet skilt og har travlt med deres nye liv. Eller fordi familien bare ikke fatter, hvad der sker for den unge. Samtidig formår teksten flot at sætte rammen for forestillingens boksehal med udtalte regibemærkninger. Som når den bange dreng forklarer, hvordan han bruger boksehallen som et gemmested: ”Der er helt mørkt i omklædningsrummet. Lyset går ud, når man sidder stille for længe…”
Instruktøren Robert Parr har med sin vanlige sans for teenageres sårbarhed instrueret forestillingen, så man som tilskuer næsten får lige så ondt i maven som de tre figurer på scenen. Man mærker deres fortvivlelse og deres følsomhed. Man registrerer deres opsparede skuffelse. Og så oplever man også, hvordan de alle tre bryder ensomheden og finder hinanden i venskaber, som pludselig løfter dem og gør dem stærkere – og hjælper dem på vej til at blive voksne.
Stilhed i kroppen
Kånstkollektivet har ført deres karakteristiske kropssprog med ind i bokseringen. Her er synkronkoreografi fyldt med dynamik og kantede bevægelser i fuld fart. Deres kroppe følger hinanden i loyal samhørighed, mens de presser åndedrættet – triller, hopper op, drejer rundt, sparker ud…
De bevæger sig til en stærk musikkulisse af stemningslyde, sørgmodige toner og pågående rytmer af både opgivenhed og gåpåmod komponeret af Sune Skuldbøl Vraa. I et tempo, der følger stemningen i bokseringen. Da de boksende på et tidspunkt bevæger sig rundt i slowmotion, kan man netop mærke deres desperation dobbelt så stærkt.
Rune Klenø har rollen som den forsagte dreng, der egentlig slet ikke bryder sig om at slås. Drengen, der altid føler sig udenfor, både i skolen og derhjemme. Rune Klenø har en fin stilhed i sin hurtige krop. Som om han prøver at gøre sig usynlig. Omverdenen prøver hele tiden at skubbe ham til at træde frem i lyset, men sådan en fyr er han bare ikke. Han er en tænker. ’Der foregår alt for meget i din knold, Eskild!’ siger folk til ham – og efterlader ham alene med kritikken.
At være den bedste
Mathilde Bækmark har en overbevisende kompromisløshed som pigen, der bare forsøger at træne sig ud af sine problemer – og måske også helt ud af sit liv. ’Pil ved godt, at når man ikke passer ind, så skal man sørge for at være den bedste til noget,’ som det lyder.
Og Cecilie Haugaard skifter stærkt mellem det hårde og det blide i sin rolle som pigen Caro, der bliver nødt til at holde fast i boksningen, når hendes familie nærmest forsvinder for hende.
Det flotte ved samspillet er Kånstkollektivets evne at skildre disse figurer i deres relationer til hinanden. Deres tre figurer er aldrig noget hver for sig. De er kun noget i kraft af hinanden. Dermed rammer deres spillestil forestillingens bærende udsagn om det fællesskab, som vi alle sammen har brug for at tilhøre. Og som vi bare skal ud at finde hver især.
Blafrende sportsshorts
Scenografien til ’BOKS’ er naturligvis en boksering. Stine Stub har skabt en kvadratisk boksering med farvede tapestriber på gulvet og med tre taburetter som de eneste faste holdepunkter i denne skrøbelige teenageverden. Kostumerne tilføjer forestillingen god energi – med farvet håndtape, blafrende sportsshorts, sorte boksehjelme og flammende røde boksehandsker som lysende opmuntringspunkter undervejs. Og lysdesigneren Mie Mona Jakobsen Nielsen har designet lys, hvis farvede spots følger konflikterne mellem de tre teenagere.
Forestillingen varer kun 45 minutter. Lige så urimeligt lang eller kort tid som en time i 9. klasse. På denne korte tid når forestillingen at skildre overvældende meget om det forslåede teenageliv. Som det lyder i forestillingen: ’Klar, parat, boks!’
