Af: Anne Middelboe Christensen

3. januar 2010

Kisteglad soldatercharme

Limfjordsteatrets krigsforestilling er fyldt med klovnerier, men også med angst. Skabt med nænsomhed både til børn med soldaterfædre, men også til voksne uden hang til uniformer. For ’Pinkie’ handler om danskervirkeligheden i 2009.

Krig og børn er en hæslig kombination. Og teater om krig er heller ikke just uproblematisk, når tilskuerne er børn.

På Limfjordsteatret er det imidlertid lykkedes at skabe en forestilling om at være soldat i krig, så Afghanistan ikke bare er et fremmeord. Her kan både voksne og børn leve sig ind i, hvordan det er at være stolt over at skulle forsvare sit land. Men også, hvordan det er at være angst for det angreb, som nok kommer i morgen. Eller om halvandet minut… Welcome to the front line, som der står på et skilt!

Titlen ’Pinkie’ lyder ellers ret ubekymret. Og forestillingen har da også humoren som stærkeste våben. Her er alle fire medvirkende klædt som klovne med næser og hatte og mærkelige vaner. Og her er soldaterverdenen indrettet omkring fire, aflange kasser, der smart nok både kan fungere som skabe og sovekabiner – og kister, hvis den tid kommer…

Scenografen Annika Nilsson har skabt en imponerende klaustrofobisk verden med disse enkle kasser, proppet med finurlige rekvisitter. Og lyddesignet af Kim Fast Jensen er tilsvarende enerverende, så man får mareridt sammen med soldaterne – når da ikke Far til Fire-idylmusik svæver hen over kampzonen i grotesk højttalerrablen.

Fluefobi

Historien er enkel: En pige med glade fletninger og opstoppernæse tager afsted i gul prikkjole og soldateroppakning. Hun husker sit dannebrogsflag og sit engangskamera, for hun sendes afsted som forstærkning med militærfly ned til krigskampen – og ned fluerne, der næsten er lige så belastende som selve krigen.

Det er Anna Panduro, der brænder igennem som denne pige, energisk og lidt enfoldig også voldsomt hjælpsom. Panduro virker både som et barn og som en voksen – og som både en helt og et offer – sådan som hun jordnært skildrer menneskets indre overlever. Hun er virkelig rørende i sin sårbare troskyldighed.

Den bøse Søren Møller Pedersen spiller hendes øverstbefalende med lillebitte Napoleonshat og butnæset forbløffelse – og et stormavet ansvar for nogle soldater, som han overhovedet ikke kan skåne. Hans chefkikkert har øjnene siddende helt ude i kikkertenderne i lutter desperation, og han krammer sin lederhåndbog med titlen ’Demokrati i praksis’, som var den en hemmelig bamse. Det er kosteligt.

Fjendefrygt

Danskersoldaterne i denne forestilling hænger fast i overlevelsen med neglene. Den underfundige Maja Skovhus Rehøj nægter at lade sin spidstoppede hårknold vige for hverken soldaterhjelm eller burkaen. Hun spiller kontroltrangen helt ud i sine tynde ben, og hendes ordentlighed er en besk satire over militærprocedurers manglende improvisationsforståelse. Kvindekraft i mandsmilitæret!

Og den vilde Niels Peter Kløft speeder omkring med kniv mellem guldtænderne, for han holder kun angsten stangen, fordi han kan lukke sig inde i sin kabine med klistrede drømme og slidte pornoblade. Hans fysiske soldatermanerer er udtrykt i et gakket gøglerkropssprog, som han naturligt har hentet i sit udendørsrepertoire hos Dansk Rakkerpak, men i ’Pinkie’ er hans mime altså udviklet og raffineret til ekstremgalskab: Kløfts soldat er vitterlig en ener.

Russerrespekt

Det flotte ensemblespil i ’Pinkie’ er resultatet af et temmelig stædigt projekt. Instruktøren, Limfjordsteatrets leder Gitta Malling, har forfulgt sin egne klovnelyst og søgt erfaring hos klovnerne Kasyan Ryvkin og Ekaterina Dorichenko fra Licidei i Skt. Petersborg. Efter sigende med den slags råd, hvor sprog er overflødigt, og hvor en hovedrysten betyder, at en scene ikke er forståelig nok – eller sjov nok.

Russertricket har efterladt sig fine spor i forestillingen, der absolut er befriende sjov, men også forfærdelig sørgelig. For selvfølgelig kan det ikke ende godt, når unge, undertrænede idealister møder en våbenstærk fjende.
Pinkie er en hjertevarm forestilling for voksne, men også for teenagere, der er begyndt at stille spørgsmål, der egentlig ikke kan besvares. Forestillingen holder sig dog lykkeligt fri af det belærende eller det propagandistiske.

’Pinkie’ fortæller bare en historie, der er mere sand, end den måske umiddelbart ser ud til, netop fordi så meget i klovneudtrykket er overdrevet og stiliseret. Krigens dilemmaer rammes, uden at der går pacifismepræk i forestillingen. For ’Pinkie’ handler om virkeligheden 2009, uanset hvor fjollet, den umiddelbart ser ud. Nænsomt, så også børn med soldaterfædre og soldaterbrødre vil kunne se denne forestilling og blive stolte – og måske en lille smule mere reflekterede.

Alt udtrykkes gennem kroppene og lidt volapyksprog. Umiddelbart virker ordløsheden herligt forenklende, men sprogløsheden bliver også et billede af, hvordan det er at være soldat i et land langt borte, hvor fjenden ikke er sådan at tale med. Og et billede af den sprogløse erkendelse om, at krigens værste fjende måske slet ikke er den ydre, men den indre. Men det er en anden historie.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Klar, parat, boks!
Sjællands Teater:
'BOKS'
Kånstkollektivet på Sjællands Teater Fair Play gør ’BOKS’ til en medrivende forestilling om at være teenager og bokse med identiteten og ensomheden.
Den store Peter Freuchen fra Falster
Teatret Masken:
'Petersuaq'
Teatret Maskens ’Petersuaq’ er en velspillet og skarpt fortalt teaterbiografi om bysbarnet og polarforskeren Peter Freuchen, der dog bliver lidt mere kronologisk end dramatisk.
Kæmpetrold på Riddersalen
Riddersalen:
'Rejsekammeraten'
Henrik Køhler debuterer som instruktør med en levende og overraskende fortolkning af H.C. Andersens eventyr ’Rejsekammeraten’. I en fortryllende grotesk scenografi af Sigurd Dissing.
Dickens i sus og dus
Randers Teater:
'Et Juleeventyr'
Nylonhår og situationskomik synes at have fået forrang frem for de indholdsmæssige dybder i Randers Teaters opdatering af den gamle klassiker ’Et Juleeventyr’.
Isnende julehit
Aarhus Teater:
'Pagten'
’Pagten’ er en velspillet, men kølig juleforestilling på Aarhus Teater.
Nissehjælp i krigstid
Kolding Egnsteater:
'Nisserne fra Koldinghus'
Der er både rigtigt gode takter og nogle spillemæssige forbehold i Kolding Egnsteaters julefamilieforestilling ’Nisserne fra Koldinghus’.
Klar, parat, boks!
Sjællands Teater:
'BOKS'
Kånstkollektivet på Sjællands Teater Fair Play gør ’BOKS’ til en medrivende forestilling om at være teenager og bokse med identiteten og ensomheden.
Den store Peter Freuchen fra Falster
Teatret Masken:
'Petersuaq'
Teatret Maskens ’Petersuaq’ er en velspillet og skarpt fortalt teaterbiografi om bysbarnet og polarforskeren Peter Freuchen, der dog bliver lidt mere kronologisk end dramatisk.
Kæmpetrold på Riddersalen
Riddersalen:
'Rejsekammeraten'
Henrik Køhler debuterer som instruktør med en levende og overraskende fortolkning af H.C. Andersens eventyr ’Rejsekammeraten’. I en fortryllende grotesk scenografi af Sigurd Dissing.
Dickens i sus og dus
Randers Teater:
'Et Juleeventyr'
Nylonhår og situationskomik synes at have fået forrang frem for de indholdsmæssige dybder i Randers Teaters opdatering af den gamle klassiker ’Et Juleeventyr’.
Isnende julehit
Aarhus Teater:
'Pagten'
’Pagten’ er en velspillet, men kølig juleforestilling på Aarhus Teater.
Nissehjælp i krigstid
Kolding Egnsteater:
'Nisserne fra Koldinghus'
Der er både rigtigt gode takter og nogle spillemæssige forbehold i Kolding Egnsteaters julefamilieforestilling ’Nisserne fra Koldinghus’.