Med udgangspunkt i et citat af Aarhus-teologen K.E. Løgstrup om at have sine medmenneskers liv i sine hænder undersøger Carte Blanche menneskets magt og afmagt. Magter vi at sætte det mindste blad tilbage på kvisten? Og hvad ville vi se, hvis vi havde hele verden i vore hænder?
Hvad er det, vi har mistet, som vi til alle tider har haft, og som har bundet os sammen som folk? Sådan spørger forestillingen ’I al evighed’ lidt retorisk. Det kan lyde som en reklame fra Folkekirken – hvilket det måske også er i kraft af dens nære samarbejde med den folkekirkelige skoletjeneste KK44.
Ikke desto mindre tager forestillingen fat om nogle grundlæggende, eksistentielle spørgsmål, som så langt fra hører kristendommen til, men som blot hører til menneskelivet. ’I al evighed’ er derfor meget mere ”folke” end ”kirke”.
Sammen og hver for sig
Vi stimler sammen foran kirkedøren, da vi får spillereglerne at vide: Vi skal selv deltage i forestillingen, vi må ikke tale med hinanden, og vi skal aflevere vores mobiltelefoner i døren. Sidstnævnte fremkalder selvfølgelig et par suk og en spids kommentar. Men der er alligevel en vis andægtighed over stemningen, da vi træder ind i kirken, og publikum går med på legen.
På kirkebænkene ligger et sæt høretelefoner til hver. Forestillingens første del handler om at være sammen her og nu. ”Vi. Jer og os,” siger de medvirkende.
Herefter deler publikum sig op i tre grupper, som hører til hver af de tre medvirkende, og disse tre dele af forestillingen oplever vi på skift. Indimellem de tre ”runder” er der et fælles intermezzo af én af de medvirkende. Og så får vi en ny stemme i ørerne og dermed en ny oplevelse. Det er som et orienteringsløb med tre poster.
Det fungerer fremragende. Ikke mindst fordi høretelefonerne dels afskærer os fra at kommunikere unødigt med hinanden og dels får det til at virke, som om de medvirkende taler direkte til os hver især. Det er altså næsten som at være alene. Men hov, var det ikke netop meningen, at vi skulle være ”os” og ikke ”mig”?
Pyt. Vi sidder jo sammen på bænkene, og jeg oplever min forestilling samtidigt med, at min sidemand oplever sin. Og så er vi jo også en slags ”sammen”.
Lyden af store tanker
Selvom det konceptuelle med hørebøfferne synes at stritte lidt i forhold til forestillingens formål, så er det helt konkrete lydunivers, vi bliver indladt i, helt fænomenalt. Musikken og lydkulisserne er glimrende, og de tre medvirkendes stemmer er rolige og åbne.
Særligt bliver en meditationslignende scene med Liv Vesterskovs stemme i ørerne en decideret bevidsthedsudvidende oplevelse. Og David Jensens scene, hvor vi ordløst skal tilkendegive, om vi er enige eller uenige i en række udsagn om stort og småt, gør os bevidste om vores egne eksistentielle tanker – og ikke mindst bevidste om, at vi ikke er alene med dem allesammen.
Den tredje medvirkende, Sarah John, skaber et tableau i hænderne på os, mens vi sidder på knæ omkring nadverbordet. Vi får alle lidt jord, en sten og en plante i hænderne – det er selvfølgelig jorden. Billedet er måske til den banale side, men den tekst, som Sarah John fremsiger imens, er poetisk og skræmmende virkelig. Den giver lækre kuldegysninger.
Der sker altså så meget forskelligt i denne forestilling, at hvis ikke den hele hægter sig fast på publikum, så gør i hvert fald dele af den. Den kan gøre succes i alle kirker og hos alle publikummere fra og med konfirmationsalderen. Og ikke mindst giver den os en times ro til store tanker. Sådan er det jo i parentes bemærket med kirker.
